Her skal du veksle, når du skal på ferie

Du vil naturligvis have mest muligt for pengene – også på ferien. Men hvor kan det bedst betale sig at veksle valuta?

I Danmark er vi vant til at kunne betale med kort overalt – selv i pølseboden på fodboldstadion. Sådan er det ikke nødvendigvis i andre lande.

Du skal ikke langt væk hjemmefra, før det ikke er lige så udbredt at betale med kort på restauranter og i butikker. For eksempel kan du i Tyskland opleve, at tjeneren kigger undrende på dig, når du spørger om kortterminalen.

Hvilket kreditkort er billigst at bruge i udlandet?
Læs vores guide til det bedste kreditkort i udlandet.

I mange lande forventes det også, at man giver drikkepenge oven i selve prisen på regningen. Derfor er det både praktisk og nødvendigt at have lidt kontanter tilgængelige. Vi rejser jo ikke på ferie for at diskutere med andre mennesker om betalingen for eksempelvis en frokostpizza.

Tip: Tjek prisniveauet i det land, du skal besøge, så du ikke hæver flere penge, end du kommer til at bruge i løbet af ferien. Det er ofte ganske dyrt at veksle tilbage fra for eksempel mexicanske peso til danske kroner – hvis overhovedet det er muligt.

Veksle i Danmark eller udlandet?

Du har flere muligheder for at anskaffe dig lokal valuta, inden du rejser eller i løbet af ferien. Du kan for eksempel hæve flere forskellige valutaer i hæveautomater i danske lufthavne. Et andet alterativ er at købe valuta i en Forex-filial, som du finder i de største danske byer.

Skal du hæve penge til den bedste kurs, kan det stort set altid betale sig at hæve i en hæveautomat i udlandet. Har du et gebyrfrit Visa-kreditkort fra Santander, kan du hæve penge gebyrfrit i næsten én million hæveautomater verden over.

Tag en lille sum med hjemmefra

At gå rundt med store summer i kontanter er ikke specielt smart med tanke på risikoen for tyverier. Det er faktisk heller ikke lovligt at tage et kontantbeløb, der er større end 10.000 euro med ud af Danmark – større summer skal tolddeklareres. 

Mange føler sig alligevel tryggest, hvis de har lidt kontanter med hjemmefra til forbruget de første par dage.

Gængse valutaer som euro, dollar og pund svarer stort set til prisen i udlandet, hvis du hæver dem i en dansk lufthavn, i Forex eller i en pengeautomat i udlandet. Skal du have mere ”eksotisk” valuta som thailansk baht eller tyrkisk lira, kan du risikere at tabe op mod 10 procent af udvekslingen i Danmark sammenlignet med at hæve i en automat i det pågældende land.

Hvis du vil være sikker på at have penge de første feriedage, skal du derfor hæve en lille sum i dollar eller euro. I mange lande kan du betale med disse overalt, eller du kan veksle dem til lokal valuta, når du kommer frem til feriestedet.

Betal med kort, hvis det er muligt

Hvis restauranten eller butikken har et Visa-klistermærke i vinduet, bør du betale med kreditkort. Når terminalen er knyttet til Visa, har Visa nemlig autoriseret stedet som et trygt betalingssted.

Skal du leje en bil i udlandet?
Læs her, hvorfor du altid skal medbringe et internationalt kreditkort, når du lejer bil i udlandet.

Bruger du kortet, som du skal, men alligevel bliver afluret, eller der er fejl på kortet, vil du få hjælp af din bank til at ordne det og få styr på situationen. Har du betalt kontant eller med et almindeligt debetkort, er det meget vanskeligere at klage efterfølgende.

Skal du vælge dansk eller lokal valuta, når du betaler med kort?

Når du betaler med kort i udlandet, vil du ofte få spørgsmålet, om du ønsker at betale med danske kroner eller den lokale valuta.

Vælg altid lokal valuta – så er du sikret den bedste kurs.

Det gælder, uanset om du grænsehandler i Tyskland eller er på solferie under fjerne himmelstrøg.