Hvad er en politisk eksponeret person?

I henhold til Hvidvaskningsloven er vi forpligtet til at spørge, om vores kunder er politisk eksponerede personer.

En politisk eksponeret person er en person, som bestrider et særligt offentligt tillidshverv og som følge af dette kan være udsat for bestikkelse og anden korruption. På nuværende tidspunkt bevirker følgende erhverv PEP status:

  1. Statschef, regeringschef, minister og assisterende minister. Dette omfatter i Danmark ministre samt departementschefer.
  2. Parlamentsmedlemmer eller medlemmer af tilsvarende lovgivende organer. Dette omfatter i Danmark medlemmer af Folketinget og danske medlemmer af EuropaParlamentet.
  3. Medlemmer af politiske partiers styrende organer. Dette omfatter i Danmark hovedbestyrelser eller tilsvarende højtstående organer i henhold til partiets vedtægter i politiske partier, som er repræsenteret i Folketinget.
  4. Højesteretsdommere, medlemmer af forfatningsdomstole og andre højtstående retsinstanser, hvis afgørelser kun er genstand for yderligere prøvelse under ekstraordinære omstændigheder. Dette omfatter i Danmark højesteretsdommere og danske dommere ved internationale domstole.
  5. Medlemmer af revisionsretter og øverste ledelsesorganer for centralbanker. Dette omfatter i Danmark direktionen for Danmarks Nationalbank, danske statsrevisorer og det danske medlem af Den Europæiske Revisionsret.
  6. Ambassadører, chargé d’affaires og højtstående officerer i de væbnede styrker. Dette omfatter i Danmark de øverste chefer i de væbnede styrker, nærmere defineret som forsvarschef, viceforsvarschef, værnschefer samt ambassadører for danske ambassader.
  7. Medlemmer af statsejede virksomheders administrative, ledende eller kontrollerende organer. Dette omfatter i Danmark bestyrelsen og den administrerende direktør i selskaber, hvor staten ejer 50 pct. eller mere eller på anden måde har reel kontrol over selskabet. Datterselskaber af sådanne statsejede selskaber er ikke omfattet af begrebet. På samme måde er selvejende institutioner, der helt eller delvist er finansieret via finansloven, ikke omfattet af begrebet. Definitionen omfatter også direktøren i styrelser og medlemmer af bestyrelsen i styrelser, hvor denne personkreds har en egentlig beslutningskompetence.
  8. Direktører, vicedirektører, bestyrelsesmedlemmer og personer med tilsvarende hverv i internationale organisationer. Dette omfatter i Danmark personer, der er indstillet, udpeget eller ansat af regeringen, et ministerium eller en minister i en international organisation, som er etableret ved indgåelse af en formel international politisk aftale.

Når du ansøger hos os, beder vi dig oplyse, hvorvidt du er en politisk eksponerede person, om du er nærtstående familiemedlem eller nærtstående samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. 

Nærtstående familiemedlem defineres som følgende:

  • Ægtefælle, registreret partner eller samlever.
  • Børn og disses ægtefæller, registrerede partnere eller samlevere.
  • Forældre.

Nærtstående samarbejdspartner defineres som følgende:

  • En fysisk person, som er reel ejer af en virksomhed eller anden form for juridisk person i fællesskab med en eller flere PEP’er.
  • En fysisk person, der på anden måde har en nær forretningsforbindelse med en eller flere PEP’er, dette kan f.eks. være en samhandelspartner over en længere periode.
  • En fysisk person, som er den eneste reelle ejer af en virksomhed eller anden form for juridisk person, der udelukkende er oprettet til fordel for en PEP. Det betyder, at den fysiske person direkte eller indirekte kontrollerer alle ejerandelene eller stemmerettighederne mv.