Interviews 13.08.2018

Trine Ewers er glad for at arbejde med CSR, men det bedste er, at alle medarbejdere er dybt engagerede i aktiviteterne. Det skaber et særligt sammenhold, mener hun.

Trine Ewers har arbejdet i Salg og Marketing i halvandet år, hvor hun også har haft meget at gøre med Santanders sociale aktiviteter – og den kombination er hun meget begejstret for.

”Som udgangspunkt giver CSR værdi for virksomheden, men det giver også værdi personligt. Det er meget tilfredsstillende og føles rart at arbejde med nogle ting, der er knap så kommercielle. Det er jo meget federe at høre folk sige, at de har set os til landsindsamlingen for Kræftens Bekæmpelse, end at de har set en eller anden smart tv-reklame for Santander,” forklarer hun og fortsætter:

”I princippet er det noget, jeg synes, man bør gøre. Som medarbejder forventer jeg, at vi giver noget tilbage til det samfund, vi er en del af. Men det betyder ikke, at det er en selvfølge, at man gør så meget, som vi gør i Santander.”

Vi vil gøre en forskel

Kræftens Bekæmpelse er en af de organisationer, som Santander har et tæt samarbejde med. Et samarbejde, der indtil videre varer i tre år og tæller både Landsindsamlingen, Knæk Cancer og Støt Brysterne.

”Vi har valgt at lave en længerevarende aftale, fordi vi gerne vil sætte vores aftryk over en længere periode, så det ikke bare er her og nu. Vi støtter lige netop Kræftens Bekæmpelse, fordi det er en sag, der berører alle vores medarbejdere dybt. Da de kørte kampagnen Vis flaget, hvor man kunne skrive sin årsag til at støtte, brugte vi medarbejderne til at fortælle, hvorfor det giver mening, og det endte med, at vi havde en flagranke hængende, hvor alle havde skrevet på. Det er noget, der rammer alle og gavner mange,” forklarer Trine.

Alle er med

Ud over Kræftens Bekæmpelse støtter Santander blandt andet også Kids Aid, børn i udsatte familier og har et fælles fadderbarn, så arbejdet med CSR fylder meget i Santander. Ikke bare hos Trine og de andre, der til dagligt koordinerer de forskellige tiltag og samarbejder, men i hele organisationen.

”Vi gør meget ud af at fortælle om de ting, vi gør. Det er med til at definere os som virksomhed og skaber et særligt sammenhold, at vi støtter de her ting, som vi alle kan identificere os med,” forklarer Trine.

Ifølge hende er det også tydeligt at mærke, at medarbejderne generelt er meget engagerede.

”Som medarbejder forventer jeg, at vi giver noget tilbage til det samfund, vi er en del af. Men det betyder ikke, at det er en selvfølge, at man gør så meget, som vi gør i Santander.”

Trine Ewers, Content Marketing Specialist

”Det er ikke fordi, de får at vide, de skal, men fordi de har lyst. Til landsindsamlingen i april havde vi rigtig mange ude at samle ind, og mange postede lige et billede af dem selv og ungerne på vores Workplace. Der er bare en rigtig god stemning omkring det,” fortæller Trine og understreger, at medarbejderne ikke er alene.

”Det betyder også meget, at vores direktør Bo er så involveret i vores sociale aktiviteter, som han er. Det er ikke noget, vi bare har fundet på i marketing for at sende nogle gode signaler. Det kommer fra hjertet af organisationen, at vi vil det her.”