Interviews 13.08.2018

Med sine 30 år er René Herluf Petersen den yngste Key Account Manager i Santander, men han fik chancen, fordi hans chef troede på ham.

René Herluf Petersen er en af Santanders ni kørende Key ­Account Managere, der har ansvar for det vigtige samarbejde med bilforhandlerne over hele landet. René står for kontakten til 120 forhandlere på Sjælland og 30 på Fyn, og han er vild med at være på landevejen.

”Det er et rigtig fedt job, der handler meget om at skabe gode relationer,” forklarer René.

Med sine 30 år er han klart den yngste i teamet, hvor den næst­yngste på Sjælland er 56, men det har ikke været noget problem.

”Det vigtigste er, at jeg forstår vores produkter, og hvad vi tilbyder fra A-Z. Derfor arbejder jeg tæt sammen med de tre andre KAM’ere her på Sjælland: Leif, Henning og Tom, som alle har været i gamet i mange år, og de har heldigvis været meget hjælpsomme. I starten var jeg for eksempel udfordret på leasing, så vi havde mange samtaler, indtil jeg havde fuldstændig tjek på alle regler, skatter og afgifter,” forklarer René.

En god chance

René startede i Santander i 2013 som leasingkonsulent, hvor han også hjalp til i kundeservice, når han havde en ledig stund. Her fik han sammen med en af de andre i teamet en god idé til at implementere en ny betalingsløsning via appen MobilePay – og nye idéer er altid velkomne i Santander. I 2015 blev han tilbudt en stilling som første Junior Account Manager, og året efter blev han KAM.

”Det var en fed chance at få, og nu tror jeg aldrig, jeg får lyst til at komme ind på kontoret igen – måske når jeg får børn engang, men ellers er det rigtig fedt med et job, hvor jeg har lidt løsere tøjler og selv kan planlægge min dag,” fortæller René, der alligevel aldrig føler sig alene.

”Ledelsen er meget lydhør, og det er rigtig fedt. Jeg kan altid komme til min leder og sige min mening, og så arbejder vi videre derfra. Der er ingen, der bliver tøsefornærmede, når man siger tingene ligeud.”

En del af sammenholdet

Selvom René er på farten det meste af tiden, føler han sig alligevel som en del af Santander-familien. Han har stadig nogle gode relationer fra sin første tid, hvor han var på kontoret hver dag, og er stadig forbi et par gange om ugen for at aflevere papirer eller hente merchandise.

”Det var en fed chance at få, og nu tror jeg aldrig, jeg får lyst til at komme ind på kontoret igen – måske når jeg får børn engang …”

René Petersen, Key Account Manager

”På den måde ser jeg jo jævnligt de andre. Jeg inviterer også altid en kollega med, når vi holder diverse kundearrangementer. Vi har for eksempel et engagement med Royal Arena i København, hvor vi har vores egen Santander Lounge. På den måde slår jeg to fluer med et smæk. Det gavner mine forhandlere, at de kan sætte ansigt på nogle af de personer, de taler med, når de ringer ind til Santander, og det er fedt for mig at lave noget socialt med de andre,” forklarer René.

Han deltager også altid i det månedlige informationsmøde, Business Outlook, hvor alle KAM’erne samles bagefter og holder salgsmøde.

Jeg kan rigtig godt lide Business Outlook. Det er både hyggeligt at se de andre og vildt fedt at få indblik i, hvad der sker i de andre afdelinger, og hvordan det går i virksomheden generelt,” forklarer han.