Interviews 14.08.2018

For 11 år siden startede Bo Jakobsen ene mand Santander Danmark op i sin stue. I dag står han i spidsen for en succesrig forretning med 250 medarbejdere, og han er ikke i tvivl om, hvad successen skyldes: Den høje trivsel og viljen til at levere mere end forventet.

Som direktøren for det hele sidder Bo Jakobsen ikke bare på sit kontor og dirigerer tropperne. Tværtimod er det svært at få ham til at sidde stille længe nok til at lave dette interview. Sælgerne holder møde, hvor han lige skal stikke hovedet ind, en medarbejder hiver fat i ham på gangen, og han skal også lige rose pigerne i receptionen. Der er fart på, og sådan skal det være, mener han.

”Du skal kunne lide at have travlt, når du arbejder i Santander, men det skal også være sjovt. Trivsel er utrolig vigtigt. Uanset, om du er direktør eller ej, skal du trives på dit arbejde. Vi er en servicevirksomhed, og glade medarbejdere smitter af på kunderne,” forklarer han og lægger ikke skjul på, at Santander er en ambitiøs virksomhed med kunder og samarbejdspartnere som bevidst omdrejningspunkt. Det er ikke for ingenting, at de andre nordiske lande kalder den danske afdeling for ’The Danish Tiger’. For selvfølgelig handler det ikke kun om sjov og ballade. Ellers bliver man ikke en virksomhed, der har vækstet hvert eneste år siden starten i 2007.

”Kombinationen af at levere resultater og have god trivsel er vigtig for mig, og det er et fælles ansvar at sikre denne trivsel,” understreger Bo Jakobsen.

Fuld fart på

Bo Jakobsen har altid været i den finansielle verden og skabte i 2006 en ny mulighed for sig selv. ”Jeg hørte, at den spanske bank Banco Santander netop havde etableret sig i Norge og Sverige, så jeg fandt frem til chefen for Norden og ringede ham op. Ugen efter var vi blevet enige om, at jeg skulle starte hele butikken i Danmark. Det var vildt,” fortæller han med et stort smil.

I starten foregik det hele hjemme fra stuebordet, men da papirerne og efterhånden også de første medarbejdere begyndte at brede sig, skubbede Bos kone det midlertidige Santander-kontor ud af privaten. Og så gik det ellers stærkt. ”Vi gik fra at være én ansat – mig – til 31 ansatte året efter, og 43 året efter igen, og det er lykkedes mig at ansætte gode og kompetente folk, der er med til at føre idéerne ud i livet. Jeg glemmer aldrig afhængigheden af andre mennesker. Én ting er at stå ved roret og udpege en retning, men hvis medarbejderne ikke er med, kommer vi ingen vegne,” fortæller han. I løbet af de efterfølgende fire år blev Santander markedsledende, og i 2014 fusionerede de med GE Money Bank og blev dermed mere end dobbelt så mange medarbejdere. ”Det var en fusion mellem to ligeværdige parter, så det var også to forskellige kulturer, der mødtes og skulle blive til én, og det har været en fed rejse. Det gjorde lidt nas i starten, men der er ingen tvivl om, at det har været sundt for os begge,” fortæller Bo Jakobsen. I dag tæller Santander 250 medarbejdere, men entreprenørånden er stadig den samme.

Den frække dreng i klassen

Da Bo Jakobsen startede Santander var det med en helt ny og innovativ måde at gøre det på. ”Flere forhandlere har siden sagt til mig, at vi var med til at revolutionere måden at finansiere biler i Danmark på. Vi er også flere gange blevet kaldt den frække dreng i klassen, og hvis det er, fordi vi tør tage nogle chancer og gøre det på vores egen måde, ja, så tager jeg det som en cadeau,” fortæller han og fortsætter:

"Janteloven eksisterer ikke hos os. Vi vil være bedst til det, vi laver, og ingen skal sige, at noget ikke kan lade sig gøre, før vi har prøvet. Vi er nemlig bedst til at være bedst."

Bo Jakobsen, Direktør

Sidste år kunne Santander fejre 10 års jubilæum i Danmark og vandt fem awards som bl.a. bedste bilfinansieringsselskab, bedste leasingselskab for private og erhverv og ikke mindst Great Place to Works inspirationspris for arbejdet med kultur og værdier. ”Dét, jeg er mest stolt af, er, at vi bliver ved med at nå de mål, vi sætter os. Vi når vores resultater sammen, og det skyldes selvfølgelig, at vi har den rigtige service og de rigtige produkter, men det er ikke mindst fordi, vi har høj trivsel og en unik evne, vilje og lyst til at levere mere end det forventede for hinanden, vores kunder og samarbejdspartnere. Hvis vi fortsætter med at kombinere trivsel og kompetencer, så de passer til fremtidens udfordringer, er jeg stensikker på, at der venter flere successer forude,” fortæller han.

Læs flere interviews fra vores kolleger her