Ferie og Fritid 04.06.2018
Tekst: Niels Friis Foto: Istock

Vil du finansiere ferien med afbetaling? Disse 5 fejl må du ikke begå


Skal du låne til ferien eller betale ferien på afbetaling, vil du sikkert gerne finde et sikkert lån til ferien – her fortæller vi, hvilke 5 fejl du skal undgå at begå.


En uge til Maldiverne? Drømmerejsen til Tanzania? Solnedgange i Toscana?

Uanset hvad du drømmer om, når du skal på ferie, er der en række ting, du skal overveje på forhånd, hvis du har planer om at tage et privatlån eller finansiere ferien på afbetaling.

Her gennemgår vi, hvilke fejl som du kan risikere at begå, når du vil købe ferien ved afbetaling, og hvordan du styrer uden om dem.

Ferien er en vigtig del af ens liv og ens familie. Det giver energi og gør for mange, at de kan klare sig gennem de kolde vintermåneder. Men det koster selvfølgelig nogle penge at låne til det.

Jesper Schou-Nielsen, privatlånsansvarlig

Først og fremmest skal du vide, at det sagtens kan være en god idé at optage et privatlån, hvis du skal på ferie – bare du har styr på, hvad du siger ja til.

»Ferien er en vigtig del af ens liv og ens familie. Det giver energi og gør for mange, at de kan klare sig gennem de kolde vintermåneder. Men det koster selvfølgelig nogle penge at låne til det,« siger Jesper Schou-Nielsen, som er privatlånsansvarlig hos Santander Consumer Bank.

Læs også: Kan du blive godkendt til lån til ferie? 4 krav du skal kende

»Lånet har en pris, men hvis du holder de 2000 kroner i renter, som det måske koster at låne til den fantastiske ferie med familien, op mod at sidde hjemme i sin egen have i regnvejr, er det måske i virkeligheden en billig pris for at have haft en fantastisk oplevelse i stedet,« siger han.

Jesper Schou-Nielsen understreger, at det kan være en dårlig idé, hvis du reelt ikke har råd til lånet.

»Hvis dit lån til en ferie gør, at du belaster din økonomi meget hver måned, så er det måske ikke det værd, hvis du skal spise havregrød i et halvt år for at kunne tænke tilbage på safari-rejsen. Du skal i hvert fald overveje, om det er,« siger han.

For at undgå at få et forkert eller dyrt lån, er der især 5 fejl, du skal undgå at begå, når du låner til ferien.


1. Overvejer ikke kredit

Første fejl, som du kan begå, når det drejer sig om finansiering af en ferie, er at undlade at kigge på, om en kredit er en bedre løsning for dig.

Kredit kan faktisk være en fornuftig idé, når det drejer sig om finansieringen af en ferie, mener Jesper Schou-Nielsen

»De fleste banker tilbyder både lån og kreditter, og forskellen er, at du ved et lån får alle pengene udbetalt med det samme, hvor du ved kredit får et beløb stillet til rådighed, som du kan bruge løbende,« siger han.

Og hvorfor kan kredit så være en god idé til netop ferien?

»Typisk booker du en ferie flere måneder, inden du skal afsted. Men hvis du både skal have penge til at betale rejsen og penge at rejse for, når du er af sted, så kommer du enten til at sidde med dele af dine lånte penge på din konto flere måneder, før du skal rejse, eller også skal du låne penge til først at købe rejsen og senere så låne flere penge til, når du er afsted på ferien. En kredit kan give god mening, fordi pengene står der, når du skal bruge dem,« siger han.

Fordelen ved kredit kan desuden være, at du er bedre dækket i forhold til din investering, hvis du betaler rejsen med dit kreditkort. Går flyselskabet, som du skal flyve med, eksempelvis konkurs, vil du få dine penge tilbage, hvis du har betalt med kreditkort. Det kan du ikke, hvis du har betalt med en bankoverførsel.

Ulempen ved en kredit er, at der kan være en højere rente end på et lån, ligesom der heller ikke er den samme faste afdragsprofil, hvorfor det kan længere tid at betale tilbage.

2. Låner ikke det rigtige beløb

Når du skal på ferie og har besluttet dig for at låne, skal du have lagt et fornuftigt budget inden. Kun på den måde ved du, hvor meget du skal låne.

En fejl kan nemlig ifølge Jesper Schou-Nielsen være, at du enten låner for meget eller for lidt til din ferie. Værst er det dog at låne for lidt.

»At låne for lidt er altid en dårligere idé end at låne for meget. Hvis du en uge har lånt 30.000 kroner og så kommer den næste uge og har brug for 10.000 kroner mere, er der stor risiko for, at du får et nej . Har du derimod lånt 40.000 kroner og ikke har brug for 10.000, kan du altid få lov at betale pengene tilbage,« fortæller han.

Desuden er der ikke meget ved at mangle penge på selve ferien.

»Lån penge nok til, at du kan komme derhen, hvor du gerne vil hen, og til, at du kan købe den underholdning og de oplevelser, du gerne vil, når du er afsted. Der er ikke meget ved at rejse til Nice og bo på et fedt hotel, hvis du så ikke har råd til at tage ud at spise,« siger Jesper Schou-Nielsen.

Han anbefaler derfor, at du danner dig et overblik over, hvad hele din ferie vil koste dig, så du ved, hvad du skal låne.

Hos Råd til Penge, som er drevet af Penge- og Pensionspanelet, kan du finde en skabelon til at lægge et godt feriebudget, så du er sikker på, at du har indregnet alle udgifter.

I skabelonen er der både tænkt over udgifter til visum, vaccinationer og sågar drikkepenge.


3. Kigger ikke på lånets pris

Afgørende ved et privatlån er i sagens natur selve prisen på lånet – hvad koster det at have lånet?

Det er selvfølgelig afsindig vigtigt, at du kigger på, hvad lånet koster, og at du finder en fornuftig pris.

Jesper Schou-Nielsen, privatlånsansvarlig

Mange ting er med til at påvirke prisen på et lån – især gebyrerne og renterne.

Du skal sørge for at kigge på renten, fordi den fortæller dig noget om, hvor dyrt lånet er. Men husk på, at den ikke fortæller dig alt.

»Kig på lånets ÅOP. Begrebet fortæller dig, hvad det koster at have lånet hvert år som en procentdel af det samlede lånebeløb. Du kan bruge ÅOP til at sammenligne forskellige lån med samme lånebeløb og samme låneperiode. Lånet med laveste ÅOP vil være billigst,« fortæller Jesper Schou-Nielsen.

»Det er selvfølgelig afsindig vigtigt, at du kigger på, hvad lånet koster, og at du finder en fornuftig pris,« siger han.


4. Vælger en forkert løbetid

Særligt når du skal låne til en ferie, skal du holde tungen lige i munden, når du vælger længden af lånets løbetid.

En ferie er en engangsfornøjelse, så når først du kommer hjem, er det eneste, du har tilbage fra ferien, de gode minder. Sådan er det ikke, hvis du låner til eksempelvis et nyt køkken, hvor du vil have glæde af det nye køkken i længere tid eller i hvert fald kapitalisere af det, fordi din bolig er blevet mere værd.

Det skal du huske at tænke ind, når du vælger løbetiden på dit ferielån.

»På den ene side kan en kort løbetid presse din månedlige økonomi, hvorimod en længere løbetid giver lavere månedlig ydelse, men et samlet set dyrere lån,« siger Jesper Schou-Nielsen.

»Jeg tænker dog, at det må være surt at betale af på sin sommerferie fra året før, når det bliver sommerferie næste gang,« siger han.

Et lån til en ferie kan dog være med til at åbne nogle muligheder, som du ikke ville have haft ellers. I det perspektiv vil du måske godt kunne acceptere, hvis du skal betale af på lånet i længere tid.

»Har du eksempelvis lyst til at tage familien på den tre ugers ferie, som I altid har drømt om, er det måske fint for dig at betale af på det i et par år,« siger Jesper Schou-Nielsen.

»Vælger du en rigtig lang løbetid, så er den månedlige ydelse meget lav, og så kan du stadig holde ferie næste år igen, men der vil nok også være nogen, som synes, det er rigtig surt at betale 1000 kroner af om måneden på en sommerferie, der er holdt for flere år siden,« siger han.


5. Undersøger ikke lånets vilkår

Den femte og sidste fejl, du skal undgå at begå, handler om selve vilkårene på dit privatlån.

»Læs vilkårene grundigt igennem, så du ved, hvad du skriver under på. Hvilke gebyrer er der? Hvad er ÅOP’en på lånet? Er det en låneudbyder, du mener at kunne stole på, eller kan du være bekymret for, at udbyderen pludselig kan ændre i dine vilkår på dit privatlån,« siger Jesper Schou-Nielsen.

»Det er vigtigt, at du undersøger markedet, så du finder lånevilkår, der passer dig. Det vil sige, at du kan få den løbetid og den ydelse på lånet, du gerne vil have,« siger han.