Skiguiden: Sådan får du styr på udstyret

Giver tanken om at købe skiudstyr dig sved på panden, får du her gode råd til at prioritere dine indkøb samt tre udstyrspakker i forskellige priskategorier.

En skiferie kan hurtigt ende som “VM i udstyr”, men før du køber dig fattig, er det en god idé at sætte dig ind i, hvor det bedst kan betale sig at lægge pengene.

Trænger du til et overblik over skiudstyret? I denne artikel får du svar på, hvilket udstyr du SKAL have – og hvad der er fedt at have. 

Den generelle anbefaling lyder på at starte med skitøjet – det er nemlig vigtigst at holde sig varm i sneen. Det fortæller Tobias Rudmose, der har stået på ski i mere end 23 år og arbejder hos One Open Sky i Herning, den nok største fysiske skibutik i Danmark.

Guide: Sådan kommer du/I på den bedste skiferie

Der er mange forhold, der har indflydelse på, hvad din skiferie kommer til at koste.
Læs her, hvad du skal have med i dit budget.

»Skiferien er en aktiv ferieform, og derfor er det vigtigt med noget tøj, som kan transportere sveden væk fra kroppen, og samtidig holde dig varm, når du når ned for enden af pisten. Og det gør skitøjet bedre end en almindelig, åndbar regnjakke,« siger han.

Skal du låne penge til din næste skiferie?
Vælg, beregn og ansøg om lån her.

Derfor er det anbefalingen, at du investerer i skitøjet som det første, for det er ikke så nemt, eller rart, at låne en skijakke, skibukser eller undertøj. Ski, stave og støvler kan du leje til at begynde med.

At tage på skiferie koster mange penge, så hvad gør man, når man har skiløb i blodet? 
Læs her om en familie der tager på skiferie hvert år: Sådan får de råd.

Sikkerheden er generelt kommet mere i højsædet, og det giver også god mening på skiferien. Derfor foreslår udstyrseksperten, at sikkerheden er det næste, du investerer i efter skitøjet.

»En god hjelm og et komfortabelt rygskjold er vigtigere at købe end ski og støvler, specielt som begynder. For du har tendens til at falde hyppigere på grund af den manglende erfaring, og fordi bindingerne ofte er løsere,« forklarer Tobias Rudmose.

Er du på jagt efter en opsparing?
Opret en konto her.

Funktionalitet frem for alt

Hos One Open Sky oplever de, at kunderne ofte kigger på udstyrets udseende som det første, men fokus bør i virkeligheden ligge et andet sted.

»Vi vejleder kunderne til at kigge efter funktion og pasform først, og der må man nogle gange gå på kompromis med designet for at få en jakke, der passer til dig og dit niveau,« siger Tobias Rudmose.

Det kan være svært at overskue, hvad der egentlig er det bedste transportmiddel, når du skal på skiferie. 
 Læs her, fordele og ulemper med fly, bus eller kør selv på skiferie.

Det kan for nogle være grænseoverskridende at købe skitøj, som de kun kommer til at bruge den ene uge om året, de er på skiferie, og nogle gange ender det derfor med en billig model fra et supermarked. Det kan dog sjældent betale sig, mener udstyrseksperten, hvis erfaring siger, at folk ender med at skulle skifte tøjet ud alt for tit. I nogle tilfælde kan det ligefrem være farligt at købe noget for billigt udstyr.

»Nogle gange køber folk nogle billige skibriller, og når de kommer ud på pisten, så opdager de, at brillerne dugger, og de derfor ikke kan se noget. Så kan det godt være en skibrille hos os koster væsentligt mere, men til gengæld slipper du for gener,« siger han.

“Ratslør” overrasker skiløberne

Har du styr på skitøjet og sikkerheden, er det tid til at kigge på skisættet: Ski, støvler og stave. Skal du prioritere, bør du starte med at købe støvlerne, og har du været vant til at leje støvler, får du dig nok en overraskelse første gang, du prøver støvler i en skibutik. Forskellen er nemlig enorm.

»Det overrasker rigtig mange at opleve, hvor meget det betyder at få egne støvler på. Vi kan jo tilpasse støvlen meget bedre til kunden, end en lejestøvle kan,« siger Tobias Rudmose og forklarer, at udlejningsstederne ofte udleverer lidt for store størrelse, for at være sikre på, at der er plads nok.

»Folk bliver overraskede over, hvor godt deres skiløb bliver med udstyr, der passer. De får meget bedre kontrol med skiene, og man kan sige, at vi fjerner “ratsløret”.«

Udstyr i tre priskategorier

Med inspiration fra One Open Sky, præsenterer vi her tre udstyrspakker, der stiger i pris og krav til skiløberen. Selvom det er moderne med elektroniske varmere i blandt andet støvler og handsker, indeholder pakkerne ikke nogen opvarmere. Dette skyldes, at de professionelle anbefaler at klæde sig rigtigt på, og lade kroppen regulere varmen i stedet.

De tre udstyrspakker fordeler sig således:

  • Basis-pakken med det allermest nødvendige udstyr
  • Fuld-pakken, som indeholder alt til den øvede skiløber
  • “No Limits”-pakken, til den erfarne skiløber, der lige har vundet i Lotto

Basis-pakke: 5.493 kroner

Dette er pakken, der sikrer, at du får mest ud af din første skiferie. Pakken indeholder nemlig alt, hvad du skal bruge for at kunne tilbringe en uge på ski uden at fryse, og det giver dig flest timer på pisterne.

Pakken indeholder:

  • Skijakke 1.499 kroner
  • Skibukser 1.299 kroner
  • Handsker med Gore-Tex 399 kroner
  • Hjelm 799 kroner
  • Skibriller 599 kroner
  • Skiundertøj 699 kroner
  • Sokker 199 kroner

Har du ikke råd til hele pakken, anbefaler Tobias Rudmose, at du begynder med jakke, bukser, handsker og undertøj. Hjelmen og brillerne kan du leje eller måske låne.

Se herunder, hvordan basis-pakken kan se ud: 

Fuld-pakke: 18.708 kroner

Her er du klædt på til en mere aktiv skiferie. Tøjet er mere svedtransporterende og åndbart. Det er en pakke, som er sammensat til den øvede skiløber, der har stået i flere uger.

Pakken indeholder:

  • Ski 3.499 kroner. De er lette at køre i alle forhold og giver kantgreb i høj fart.
  • Støvler 2.899 kroner. God pasform, som passer til én der er afsted i 1 - 2 uger om året.
  • Stave 899 kroner. Stavene dublerer som lommelærke, idet man kan fylde dem med spiritus.
  • Jakke 2.999 kroner. Særligt slidstærkt materiale, åndbart og 100% vandtæt.
  • Bukser 2.299 kroner. Samme materiale og kvalitet som ovenstående.
  • Handsker 749 kroner. Godt greb med gedeskind i håndfladen.
  • Hjelm 1.299 kr. Fuld ventilation gennem hjelmen og god overgang mellem hjelm og brille.
  • Skibriller 1.569 kroner. Passer til alle vejrforhold.
  • Rygskjold 1.199 kroner. Blødt og med høj komfort.
  • Skiundertøj 1.098 kroner. Uden søm, som sidder helt tæt til huden.
  • Sokker 199 kroner. I Tyndt materiale, som giver godt blodomløb og sidder uden folder i skistøvlen.

Har du ikke råd til det hele, bør du prioritere tøjet først og derefter sikkerheden. Rygskjoldet og hjelmen bør altså gå forud for ski og støvler.

Se herunder, hvordan fuld-pakken kan se ud: 

“No Limits”-pakke: 33.401 kr.

Pakken er til skiløberen, der ikke vil mangle noget, og som vil have det absolut bedste. Det er toppen af poppen, bedste kvalitet og stærkeste design. Det er samtidig en pakke til den avancerede skiløber, som kan styre de dyre ski. En begynder på skiene i denne pakke risikerer at komme slemt til skade.

Pakken indeholder:

  • Ski 6.399 kr. Ekstremt dynamisk sving og manøvredygtighed.
  • Støvler 4.399 kr. De tilpasser sig din fod 100 pct., og giver dig en helt unik skistøvle, tilpasset både kørestil og fodform.
  • Stave 1.199 kr. Fuld carbon stav, der er utrolig let og har et eksklusivt udtryk.
  • Jakke 11.999 kr. Moderigtig samt funktionel til dedikerede skiløbere.
  • Bukser 3.499 kr. 4-vejs stræk samt vind- og vandtæt i regulær pasform.
  • Handsker 999 kr. Varm og blød handske lavet i premium gedeskind.
  • Hjelm 1.699 kr. med MIPS teknologi som sikrer bedst mulig beskyttelse for hovedet ved slag.
  • Skibriller 1.959 kr. Giver bedst muligt syn i alle vejrforhold.
  • Rygskjold 1.149 kr. Blød og tætsiddende rygskjold, som ikke mærkes, når man kører.
  • Midlayer 1.599 kr. Holder dig tør og komfortabel med ubegrænset bevægelighed.
  • Skiundertøj 2.248 kr. Tætsiddende undertøj med merinould så det naturligt køler, varmer og tørrer kroppen, når der er behov for det.
  • Sokker 289 kr. Med 20 pct. uld som leverer varme og god transportering af fugt og overskydende varme. Syet anatomisk korrekt med højre og venstre strømper.

Se herunder, hvordan en "no-limits"-pakke kan se ud: