Ferie og Fritid 04.06.2018
Tekst: Niels Friis Foto: Istock

Skal du låne til ferie? Sådan finder du den bedste rente


En lav rente er altid bedre end en høj rente. Men renten er ikke det vigtigste, når det handler om lån til ferier.


Inden du pakker kufferten med badeshorts og solcreme, skal du have finansieringen af din ferie på plads. Overvejer du at optage et privatlån for at finansiere din ferie, får du her svaret på, hvordan du får den bedste rente på lånet til din ferie.

Du skal til gengæld også vide, at renten ikke nødvendigvis er det vigtigste ved lån til din ferie. 


En god rente på et ferielån?

At definere, hvad den bedste rente er, eller hvad der gør en rente god, er en vanskelig øvelse.

For renten afhænger af din økonomiske situation og nogle gange også af, hvad du skal låne til.

Overordnet set vurderer bankerne din økonomi for at sikre sig, at de kan få deres penge tilbage. Vurderer de, at dine muligheder for at betale de lånte penge tilbage er gode, vil du formentlig få en lavere rente, end hvis de vurderer, at du kan få udfordringer med at betale tilbage.

Nogle gange bliver du hos låneudbydere spurgt, hvad du vil bruge dit privatlån til, men det er ikke, fordi du får hverken en højere eller lavere rente, når du oplyser, at pengene skal bruges på en ferie. Dog kan det ifølge Jesper Schou-Nielsen, som er privatlånsansvarlig hos Santander Consumer Bank, godt have en effekt på selve kreditvurderingen.

»Mange banker bruger ikke låneformålet som en del af kreditvurderingen, men der kan godt være afledte effekter alligevel. Skal du låne til et nyt badeværelse, er du formentlig boligejer, og så vil du nok få en anden – og bedre – kreditvurdering, end hvis du ikke er. Derfor kan renten på et lån til ferie måske også være lidt højere, end hvis du eksempelvis låner til en boligforbedring, men det handler ikke om formålet – men din økonomiske situation,« fortæller Jesper Schou-Nielsen.


ÅOP er din ven

En lav rente er i udgangspunktet altid det bedste at gå efter, fordi det gør dit lån billigt at sidde i. Så vil du finde den bedste rente, skal du sigte efter en lav rente.

»En lav rente vil betyde, at det er et billigere lån. Renten er altid vigtig, og en lavere rente er altid bedre end en højere rente,« fortæller Jesper Schou-Nielsen.

Men renten er faktisk ikke det bedste værktøj til at finde ud af, hvor billigt et lån er. Eksempelvis kan en lav rente skjule høje gebyrer, som i virkeligheden gør lånet dyrere end et andet lån med en højere rente, men lavere gebyrer.

I virkeligheden er det vigtigere at kigge på ÅOP, end det er at kigge efter renten. ÅOP er den målestok, du har for at kunne sammenligne lån, som har samme lånetid og lånebeløb, fra forskellige udbydere. ÅOP er værktøjet, der fortæller dig, hvad der er billigst. Gå efter den laveste ÅOP.

Jesper Schou-Nielsen, privatlånsansvarlig

Jesper Schou-Nielsen fremhæver i den forbindelse begrebet ÅOP. ÅOP står for årlige omkostninger i procent, og begrebet dækker over, hvad det årligt koster dig at have dit lån udtrykt som en procentdel af det samlede lånebeløb. ÅOP er det bedste værktøj til at finde ud af, hvad lånet vil koste dig.

»I virkeligheden er det vigtigere at kigge på ÅOP, end det er at kigge efter renten. ÅOP er den målestok, du har for at kunne sammenligne lån, som har samme lånetid og lånebeløb, fra forskellige udbydere. ÅOP er værktøjet, der fortæller dig, hvad der er billigst. Gå efter den laveste ÅOP,« fortæller han.


Variabel rente

Når du tegner et privatlån til en ferie, vil lånet ofte være med variabel rente. For dig betyder det, at du ikke ved, hvad du skal betale i renter gennem lånets løbetid. Ændrer markedsrenten sig, vil renten på dit privatlån følge med.

Det vil sige, at stiger renten, bliver dit lån dyrere, men omvendt bliver dit lån også billigere, hvis markedsrenten falder.

Ved privatlån til ferie har du typisk ikke mulighed for at få et lån med fast rente, men det skal du sådan set kun være tilfreds med trods usikkerheden.

»Når løbetiden er så kort, som den vil være på et privatlån til en ferie, er variabel rente at foretrække. Skal du låne til en bolig over 30 år, kan det være, at fast rente er det bedste, hvis dit temperament ikke er til variabel rente, men når løbetiden på et lån til ferie oftest ikke er over et par år, kan det ikke gå helt galt,« fortæller Jesper Schou-Nielsen. 


Ikke det vigtigste

Foruden at renten ikke fortæller dig alt om, hvad dit privatlån koster, er lige præcis renten heller ikke den mest afgørende faktor på netop et lån til ferier.

Typisk vil du betale et privatlån til en ferie tilbage over kortere tid, og det gør renten til en mindre afgørende faktor, end hvis du låner til eksempelvis boligforbedringer.

»En kortere løbetid på et lån til en ferie må alt andet end lige betyde, at renten har en mindre effekt samlet set end ved et lån med en længere løbetid,« siger Jesper Schou-Nielsen.

Han giver et eksempel.

»Hvis du har en løbetid på 12 måneder, så betyder den månedlige rente altså mindre, end hvis dit lån har en løbetid på 36 eller 60 måneder,« siger Jesper Schou-Nielsen.

»Jeg vil aldrig sige, at renten ikke er vigtig, men sammenlignet med lån med længere løbetid, er det ved et lån til ferie ikke lige så kritisk et punkt,« fortæller han.