Bådkøbsguide: Sådan vælger du den rigtige båd

Drages du af hav og skumsprøjt, hjælper vi dig i denne guide med at finde ud af, hvilken båd, der er den rigtige for dig.

Santanders Bådkøbsguide guider dig til et godt bådkøb gennem en serie af artikler, som indeholder al den information, du har brug for. I de andre artikler kan du læse om:

Hvad enten du stævner ud og rider på bølgerne mod fjerne kyster, eller blot tager en smuttur til havnebistroen længere oppe ad kysten, er det vigtigt, du har den rigtige båd.

Den rigtige båd er ikke nødvendigvis den største eller dyreste, men først og fremmest dén båd, der opfylder dine ønsker og behov.

Overvejer du at købe en båd, er det derfor vigtigt, du finder ud af:

  • Hvad du vil bruge båden til.
  • Hvor du gerne vil sejle hen.
  • Hvem og hvor mange du regner med at have med ombord.
  • Hvor mange der skal hjælpe med at sejle båden.
  • Hvilket komfortniveau du har brug for.
  • Hvor stort dit budget er.

Mens du gør dig nogle tanker om dine ønsker, behov, budgettet og de andre vigtige detaljer, kan du passende gå en tur på en havn. Det foreslår Kasper Wedersøe, der er medlem af teknisk udvalg hos Dansk Sejlunion, bådekspert og medindehaver af Danish Marine Design / Baadtjek.dk.

»Tag ud og se en masse både. Bare tag ud til en lystbådehavn, gå en tur og snak med folk. Sejlere er flinke og stolte af deres både, så de er ikke bange for at vise deres båd frem, hvis du spørger interesseret,« fortæller Kasper Wedersøe og understreger, at man selvfølgelig ikke skal gå ombord på en båd, hvis ikke ejeren er til stede og har givet lov.

»Snak med sejlerne om deres erfaringer med båden, og få deres input til, hvad der typisk knækker eller bliver slidt på båden og den slags. Man kan se en masse både på den måde,« siger han.

Med sejlernes hjælp får du et bredere kendskab til bådtyper, modeller, fordele og ulemper, som kan hjælpe dig med at afgrænse og informere dit eget valg.

Hvad vil du bruge båden til?

Noget af det første, du bør finde ud af er, hvad du egentlig vil bruge båden til. Spørg dig selv, hvorfor du gerne vil have en båd.

»De fleste ved som udgangspunkt, om de vil have en sejlbåd eller motorbåd, men man skal være ærlig overfor sig selv i forhold til, hvad man tænker at bruge den til - er det rent tursejlads eller også kapsejlads for eksempel,« siger Kasper Wedersøe.

Overvejer du en motorbåd, er det vigtigt, du forholder dig til, om du vil sejle økonomisk eller hurtigt. Med en sejlbåd står valget mere imellem en let båd eller en stabil båd.

»Hvis du vil sejle kapsejlads, skal du have en let båd, som ikke vejer så meget, men skal du på langtur, er det rart, at den vejer noget, for så er den mere robust overfor søgang. Derfor er det vigtig at overveje, hvad man gerne vil,« siger Kasper Wedersøe.

Hvor vil du gerne sejle hen?

I forlængelse af, hvordan du forventer at bruge din båd, ligger spørgsmålet om, hvor du vil sejle hen. Hvis du er til tursejlads, kommer du alt andet lige ikke så langt væk, og det har faktisk ret stor betydning for dit valg af båd.

Hvis du gerne vil sejle rundt i de indre danske farvande og måske besøge den svenske skærgård, er det vigtigt, din båd ikke stikker for dybt.

»Hvis du køber en sejlbåd, skal du være opmærksom på dybgangen, for hvis båden stikkere dybere end to meter, begynder man at sortere havne fra,« fortæller Kasper Wedersøe.

Mange havne rundt om i Danmark og i vores nabolande er simpelthen ikke dybe nok til, at du kan lægge til, hvis din dybgang er over to meter.

»Man kan løse det ved at ligge for anker ud for en havn og tage en gummibåd ind til land, men det er jo ikke optimalt at have en båd, som gør, at man ikke kan besøge de havne, man gerne vil,« siger han.

Med motorbåde er det dog ikke dybden men bredden, man skal holde øje med.

»Omkring 3,5 meter i bredden, så begynder det at blive småt med pladsen i havnene. Der er nemlig ikke så mange af de brede pladser, og samtidig er antallet af brede både steget,« fortæller Kasper Wedersøe.

Når der pludselig er kommet flere brede både, også sejlbåde, begynder det at blive en udfordring at finde en plads. Står du i den situation, kan du lægge båden uden på de andre og nogle gange ligger der på den måde fire eller seks både tøjret til hinanden.

»Så skal du henover fem andre både for at gå på toilettet eller ud at handle - og det er heller ikke fedt at ligge inderst i det scenarie,« siger Kasper Wedersøe, som dog selv synes det er en fin løsning.

»Jeg synes kun, det er hyggeligt, og man møder en masse mennesker på den måde.«

Hvem og hvor mange vil du have med ombord?

Det stiller alt andet lige forskellige krav til båden, om det kun er dig og din partner, der er afsted, eller om I gerne vil have plads til børn eller børnebørn og venner - og om de skal kunne overnatte.

Hvis I kun forventer en enkelt overnatning en gang imellem, så behøver der måske ikke være sengepladser til alle. Bruger I derimod båden lidt som en autocamper og tager på ferie i længere tid, bliver det tilsvarende vigtigere, at alle har mulighed for at sove ordentligt.

Det handler dog ikke kun om sengepladser, men i det hele taget om plads, og det gælder ikke kun for sejlbåde. Hvis du gerne vil være væk i længere tid i en motorbåd og sidde på dækket med nogle venner, så er det måske ikke en speedbåd med masser af fart, der er det rigtige valg, selvom du har forelsket dig i en lille, lækker og hurtig sag.

»Det er vigtigt at være ærlig omkring dit brugsmønster, og lade dét bestemme dit valg af båd,« siger Kasper Wedersøe.

Hvor mange skal der til at sejle båden?

Hvis du ikke har den store erfaring med både, og måske især sejlbåde, kan det lyde lidt underligt, at du skal forholde dig til, hvor mange der skal til at sejle båden.

De fleste sejlbåde kan i dag sejles af kun én person, men kun hvis der er installeret det nødvendige udstyr. Hvis båden er et familieprojekt, hvor alle skal være med til at sejle, er det i udgangspunktet ikke vigtigt, om dette udstyr er installeret, men det kan det blive den dag, børnene ikke vil med ud.

Hvis du har små børn med på sejladsen eller ældre, som heller ikke kan hjælpe til, så er det en god idé at sørge for, du kan sejle båden alene.

»Hvis du køber en båd og derefter skal investere i alt udstyret ombord for at kunne sejle med få eller måske alene, så er det ret dyrt,« forklarer Kasper Wedersøe.

Hvis du har muligheden, vil det fremtidssikre din båd, hvis udstyret er i orden fra starten.

Hvilket komfortniveau har du brug for?

Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at lave en balsal i en båd på kun otte meter, men når det er sagt, er der rigtig meget, der kan lade sig gøre, hvis du er villig til at betale for det.

»Jeg har set eksempler på, at folk vil have airconditionanlæg i en sejlbåd, selvom jeg ikke kan regne ud hvorfor. Andre vil have køleskab i fuld størrelse og vi begynder også at se, folk vil have opvaskemaskine i sejlbåden,« fortæller Kasper Wedersøe fra Danish Marine Design.

Det kan nemt fylde en del i båden, og går du med den slags ønsker, er det derfor noget du skal have med i overvejelserne omkring, hvor stor båden skal være.

Det lægger sig også til ét af de områder, hvor bådeksperten Kasper Wedersøe oftest ser, folk rammer skævt, når de vælger båd: størrelsen af køkkenet, eller pantryet, som sejlerne kalder det.

»Jeg oplever mange, som tror, de kan klare sig med et meget lille pantry, men hurtigt finder ud af, det ikke er nok,« siger han.

Hvis man primært forventer at sejle fra havn til havn og benytte restauranterne dér, har man måske ikke brug for andet end et tekøkken. Når først man begynder at sejle, og måske ligger samme sted flere nætter, kan der dog hurtigt opstå et ønske om selv at kunne lave mad.

Det er noget, Kasper Wedersøe selv har oplevet.

»Vi kommer fra en relativt lille båd og har tre børn. Min kone og jeg har udviklet metoder for at lave middag med få gryder og lidt plads, men det har vi valgt at opgradere siden,« siger han.

Når først du har besluttet dig for en båd, kan du ikke, som med et hus, udvide antallet af kvadratmeter, så der skal prioriteres - og nogle gange hårdt.

»Jeg havde en sejler for nyligt, som fik skiftet opvaskemaskinen i sin 56 fods båd ud med et vinkøleskab,« fortæller Kasper Wedersøe.

Hvad enten du overveje,r om kold vin er vigtigere end rene glas, eller om du måske kan nøjes med ét kogeblus for at få lidt mere plads, så hjælper det at være ærlig omkring sine behov og afklaret om sine prioriteter.

Hvor stort er dit budget?

Den ultimative begrænsning, når du kigger på båd, er økonomien. Lige meget hvad dine ønsker, drømme og behov er, vil de altid skulle balanceres i forhold til, hvad du kan betale.

Hvis du ikke har sparet penge op til båden, eller opsparingen måske ikke slår til, kan du tage et lån. I den forbindelse er det uhyre vigtigt, at du kender din økonomi godt nok til at vide, hvad dit råderum er.

Ved at lægge et detaljeret budget for alle dine kendte udgifter, kan du danne dig et overblik over, hvad du har tilbage, dit økonomiske råderum, og således også få en idé om, hvad du kan betale i månedlig ydelse på et lån.

Med det kan du bruge en låneberegner på nettet til at se, hvad du potentielt vil kunne låne til din båd, uden det bliver for hårdt i hverdagen.

Du kan prøve Santanders låneberegner ved at klikke på den grønne knap herunder:


Det er vigtigt at afklare tidligt i processen, hvad du kan købe båd for, så du ikke forelsker dig i en båd, der er uden for rækkevidde.