Renovering af sommerhus - hvor skal jeg begynde?

Det kan være svært at vurdere, hvor du skal begynde et renoveringsprojekt i sommerhuset. I denne guide giver vi dig gode råd til at komme i gang.

Det kan godt være, der ikke er så meget plads i sommerhuset, og man skal koordinere, hvem der tager bad hvornår, men det simple liv er også befriende. Det giver tid til fordybelse, nærvær og et afbræk fra den daglige rutine. Det simple liv i sommerhuset kan imidlertid også blive lidt for simpelt.

Hvis der ikke er nok plads til familien, eller huset trænger til en opgradering, kalder det på et renoveringsprojekt. Spørgsmålet er så, hvor du skal begynde, og hvordan du finder frem til de rigtige løsninger.

»Det er simpelthen så individuelt fra hus til hus,« siger Kira Snowman, som er arkitekt MAA og driver tegnestuen Monomal sammen med sin mand, Uffe Topsøe-Jensen.

Nogle huse ligger forkert i forhold til solens vandring, andre har gamle vinduer, der danner meget kondens, og for nogle er haven i realiteten et større problem end huset.

»Så det er meget forskelligt, hvor man skal begynde, men det kommer først og fremmest an på, om man har købt et sommerhus, man i grunden er glad for,« siger hun.

Hvis du er glad for stemningen og det arkitektoniske, men huset er lidt gammelt, så handler det blot om at identificere eventuelle problemområder, som gamle vinduer og dårlig isolering.

Ønsker du at bruge sommerhuset hele året?
Vi giver dig her en guide til, hvad du skal være opmærksom på for at sikre dig, at sommerhuset er klar til helårsbrug.

»I mange ældre sommerhuse kommer du langt med nye vinduer og lidt isolering, for allerede dér har du et udgangspunkt, som giver dig et bedre indeklima og større nydelse af huset hele året,« siger Kira Snowman.

Hvis du overvejer en renovering eller måske en tilbygning til dit sommerhus, kommer her en kort liste med gode råd til processen:

  1. Kend dit hus og dit område. Hvis du lige har købt sommerhuset, er det en god idé at vente et år eller to med at bygge om, så du kender huset godt, før du laver noget om.
  2. Det er hverken billigere, nemmere eller hurtigere at renovere et sommerhus - det er bare færre kvadratmeter.
  3. Snak med din bank. Der er ingen grund til at lægge vilde planer, hvis økonomien ikke kan følge med. Så få din budgetramme på plads som det første.
  4. Ved lettere istandsættelse, som ny maling eller udskiftning af vinduer, kan det ofte betale sig at bruge en lokal håndværker eller entreprenør. De kender området, og du sparer lidt i kørselspenge.
  5. Ved større projekter, som ombygninger og tilbygninger, er det en god idé at konsultere en arkitekt. Du får et bedre overblik over projektet og de kompromisser, der ligger i det.
  6. Sørg for at få styr på lovkrav og tilladelser, inden du går i gang med byggeprojektet. Har du en arkitekt tilknyttet projektet, er det også noget, hun kan hjælpe med.
  7. Indhent flere tilbud på projektet, så du har noget at sammenligne, og sørg for at spørge hos lokale såvel som ikke lokale håndværkere og entreprenører.
I de næste afsnit, under billedet, ser vi nærmere på nogle af de vigtigste råd og baggrunden for dem.
 

Slå koldt vand i blodet

Kira Snowman og Monomal har 12 års erfaring med at hjælpe private med byggeprojekter i deres helårsboliger og sommerhuse. Det nære forhold til bygherren er centralt for Monomal, idet de oplever, det har en afgørende effekt for udviklingen af god arkitektur. Og med private bygherrer kommer man meget tæt på

»Vi er helt tæt på dem, når vi udvikler rammerne for deres liv. Vi er tæt på den forskel, vi gør i folks liv, og det er selvfølgelig på godt og ondt, men for os fungerer det rigtig godt,« siger Kira Snowman.

Det tætte samarbejde betyder også, at de sidder på første parket til de erfaringer, folk gør sig i processen. Derfor er hendes vigtigste råd: Lær dit sommerhus at kende, før du laver noget om.

»Det, der typisk sker, er, at man skynder sig med nogle beslutninger, fordi man vil være "klar til næste sæson", frem for at give tid til de rigtige beslutninger. Så lad være med at forcere processen, fordi tiden ånder dig i nakken, og du er blevet inspireret af Instagram eller Pinterest,« siger Kira Snowman.

Arkitekten oplever tit, at folk ved, hvad de vil med huset, nærmest før de er flyttet ind. Når de så bliver præsenteret for en skitse af projektet, bliver de ubeslutsomme, for hvad nu hvis de tager en forkert beslutning? Den bekymring bunder typisk i, at de ikke kender huset endnu.

Det rigtige byggeprojekt og de rigtige beslutninger kommer ikke af at skynde sig men af at bruge tid i huset og for eksempel lægge mærke til solskinshjørnet i haven, de duggede ruder i stuen og de hyggelige stunder på terrassen under halvtaget.

»Det handler om at sætte sig på den gamle bænk ude i haven, når forårslyset vender tilbage, sidde der og bare nyde det et øjeblik. Det er ret vigtigt, især når man skal lave om på de fysiske rammer,« siger Kira Snowman.

Hun opfordrer til, at man laver en logbog, eller sommerhus-dagbog, hvor alle de gode oplevelser bliver skrevet ned.

»Tænk tilbage på de gode stunder i huset. Hvor sad I, hvad gjorde det til en god stund? Den slags er vigtigt at lægge mærke til, for de ting skal jo bevares i renoveringen,« siger arkitekten.

Er du interesseret i at efterisolere dit sommerhus eller din bolig, kan du blive klogere på isoleringsmaterialerne lige her:
Hvilken isolering skal jeg vælge?

Trænger dit sommerhus til nye vinduer? Få indblik i de mange fordele ved en udskiftning i artiklen:
Bedre indeklima og mindre varmeforbrug med energirenovering af vinduer

Det bliver dyrere, end du tror

Det er nok ikke lige det, du har lyst til at høre, men en renovering eller ombygning af sommerhuset bliver formentlig dyrere, end du regner med. Det er i hvert fald Kira Snowmans erfaring, at folk alt for tit undervurderer, hvad det koster at realisere deres drømme.

»De fleste har en forventning om, at de kan komme enormt langt, hvor hvad der i realiteten er meget lidt. Deres drømme står simpelthen ikke mål med deres budget,« fortæller hun.

Det skyldes selvfølgelig til dels uerfarenhed, men det skyldes også økonomien i et sommerhus. Sammenlignet med en villa, er sommerhuset forholdsvist billigt, men det betyder også, at den maksimale potentielle værdiforøgelse også er mindre.

»Har du købt et sommerhus til omkring én million, og er du villig til at bruge 250.000 kr. på en ombygning, så svarer det til 25 procent af købsprisen, og det lyder jo af meget,« siger Kira Snowman.

Du får imidlertid ikke meget ombygning for 250.000 kr., med mindre du gør det selv.

»Folk synes 250.000 kr. er mange penge at bruge på at renovere et sommerhus, men det koster typisk det samme som at renovere en helårsbolig, og det er tit dér, det går galt,« forklarer arkitekten.

Dertil kommer, at du gerne skulle få din investering tilbage, når du sælger huset, men nogle sommerhusgrunde kan ikke bære en stor værdiforøgelse. Derfor er det en god idé at se på kvadratmeterprisen såvel som salgspriserne i området. Det kan give dig et indtryk af, hvad potentialet er i forhold til at øge værdien af sommerhuset.

Spørgsmål: Kan det betale sig at energirenovere et sommerhus?

Sommerhuset må ikke være “perfekt”

Hos tegnestuen Monomal oplever de en tydelig tendens til, at folk søger et højere niveau af komfort end tidligere.

»I virkeligheden køber folk et sommerhus med den forestilling, at de skal leve “det simple liv”, når de er i sommerhus,« siger Kira Snowman.

I starten gør det ikke noget, der ikke er så varmt i huset, for man kan bare tænde op i brændeovnen, og det gør ikke noget, der er begrænset varmt vand. Begrænsningerne gør kun sommerhuset ekstra hyggeligt.

»Når virkeligheden rammer, så er vi et sted i dag, hvor folk nok søger et lidt højere niveau af komfort i sommerhuset sammenlignet med for 15-20 år siden,« vurderer arkitekten.

Mange vil gerne have den samme komfort i sommerhuset, som de har derhjemme. Men det koster så også det samme som at sætte et hvilket som helst andet hus i stand. Materialerne bliver ikke billigere af, at de skal bruges i et sommerhus og arbejdslønnen til håndværkerne ændrer sig heller ikke.

Selvom mange begynder et renoveringsprojekt med en forestilling om, at det hele ikke behøver være “det bedste af det bedste”, så ender det som regel deromkring.

»Vi oplever tit, at folk siger, at de sagtens kan klare sig med standardarmaturer på badeværelset og den slags. Når det så kommer til stykket, vil de gerne “lige se” 3-4 gulvtyper mere og opgradere flere ting, nu de er i gang,« fortæller Kira Snowman.

Projektet eskalerer hurtigt. Derfor er det vigtigt at holde øje med de intentioner, man havde i begyndelsen af projektet.

»Det er helt vildt vigtigt, at sommerhuset er noget andet, end det du bor i til dagligt. Ellers bliver en tur i sommerhuset ikke det afbræk i hverdagen, du har brug for,« siger arkitekten.

Et sommerhus kan ende med at blive så “perfekt”, at det mister dét, du blev tiltrukket af, da du købte huset, mener hun.

»Den frihed, du føler i sommerhuset, skal bevares,« siger Kira Snowman fra Monomal.