Hvad koster en skiferie? Dette skal du have med i dit budget

Der er mange forhold, der har indflydelse på, hvad din skiferie kommer til at koste. Her får du et overblik, så du kan lægge et mere præcist budget for din skiferie.

En dyr fornøjelse. Sådan er der nok mange, der tænker om skiferien, som ikke desto mindre til stadighed er en populær ferieform, når kulden sænker sig over Europa. Prisen på en skifere varierer kraftigt, men skiekspert Troels Kjems, som driver sitet Skiferietips.dk, har regnet sig frem til et bud.

»Jeg lavede nogle beregninger for forbrugerprogrammet Kontant på DR, som viste, at det er svært for en familie på to voksne og to børn at komme afsted for mindre end 20.000 - 25.000 kroner, så det er minimum,« vurderer Troels Kjems.

En skiferie kan hurtig ende som "VM i udstyr", men før du køber dig fattig, er det en god idé at sætte dig ind i, hvor det bedst kan betale sig at lægge pengene.
Læs vores skiguide: Sådan får du styr på udstyret

Hvis du ikke selv har skiudstyr og skitøj, og gerne vil afsted i uge syv, så skal du imidlertid regne med at bruge op mod 30.000 kroner.

»Så det er bare en dyr ferieform,« fortæller Troels Kjems.

Lav et budget for skiferien

Præcis hvor mange penge din skiferie koster afhænger imidlertid af en masse forhold, som du skal overveje og træffe en beslutning om. Hvis du fristes af løjperne, er det derfor en god idé at lægge et budget for din skiferie, så du kan se præcis, hvor mange penge du skal lægge til side.

En god skiferie handler om at ramme lige præcis dine behov og ønsker.
 Læs vores guide: Sådan kommer du på den bedste skiferie.

Medtag omkostninger der relaterer sig til:

  • Destination
  • Transport
  • Indkvartering
  • Forplejning
  • Liftkort
  • Skiudstyr
  • Aktiviteter

Herunder gennemgår vi de forskellige overvejelser, du bør gøre dig i forbindelse med udarbejdelsen af dit skiferiebudget.

Pakkeløsning eller planlæg-selv

Hvis du vælger at arrangere skirejsen selv, med alt hvad dertil hører af transport, indkvartering, liftkort, forplejning, udstyr og andet, kan du godt spare lidt sammenlignet med en pakkeløsning fra et skirejsebureau.

»Det kommer mere an på, hvad man er til. Synes man det er rart, at der er en guide, som viser vej, eller synes man det er irriterende, der står en studerende i start-tyverne og fortæller, hvor man skal gå hen,« siger Troels Kjems.

Skirejsebureauerne har ofte egne hoteller på destinationerne, eksempelvis i Alperne, og det betyder, at de kan lave nogle ret attraktive pakkeløsninger med transport, eventuel transfer fra lufthavnen, indkvartering, liftkort og meget andet inkluderet i prisen.

At tage på skiferie koster mange penge, så hvad gør man, når man har skiløb i blodet? 
Læs her, om en familie der tager på skiferie hvert år: Sådan får de råd.
 

Nord, syd eller måske øst?

Din destination har stor indflydelse på oplevelsen såvel som prisen. Generelt set er skidestinationer i Østeuropa som Tjekkiet og Bulgarien de billigste, men du skal til gengæld forvente mindre skiområder, færre piste-kilometer og ringere standard.

»Typisk når en norsk eller østrigsk skidestination udskifter en lift, så ender den i Tjekkiet eller Bulgarien, så man skal være indstillet på, at forholdene generelt er lidt dårligere,« fortæller skieksperten.

Interesseret i at starte en opsparing? Klik her. 

I Norden finder du lidt større skiområder, en generelt høj standard, og Sverige er i øvrigt den næstbilligste skidestination med relativt billig indkvartering og forplejning. Dertil kommer, at det er nemt at køre selv til mange af de svenske skidestinationer.

Norge har ry for at være dyr, men ifølge skieksperten er det kun tilfældet, hvis man går ud og spiser.

»Norge er ikke så dyr, som folk tror, hvis man handler ind og selv laver mad. Har du din egen hytte eller lejlighed, er der ikke den store forskel på at handle ind i et dansk supermarked,« siger Troels Kjems, som dog understreger, at det ser anderledes ud for varer med høje afgifter som slik og øl.

Alle bør lægge et budget, for penge kan være svære at holde styr på.
Se vores video: Derfor bør alle lægge et budget.

I Sydeuropa findes de største skiområder og nogle af de mest populære skidestinationer. I Italien kan man desuden gå ud at spise, uden at det koster en bondegård, mens du skal forvente, at næsten alt er dyrt i Frankrig.

Du skal således tage stilling til, om du har behov for et stort skiområde, eller om du kan klare dig med færre piste-kilometer, samt om du selv laver mad, når du overvejer din skidestination.

Sammenlign liftkort

Når du kigger på konkrete skirejser og destinationer, er det vigtigt, du holder øje med liftkortet. Det varierer ret kraftigt i pris, og vilkårene for kortene er typisk også ret forskellige.

Det fortæller Troels Kjems.

»Liftkort er generelt billigst i Norge og Sverige, og dyrest i Frankrig, men du får også typisk flere pistekilometer i Alperne,« siger skieksperten.

Som eksempel nævner han, at hvis du betaler 2.500 kroner i Frankrig, så kan du nogle steder få omkring 400 km pister, mens du nogle steder i Norge kun får 40 km pister for eksempelvis 1.500 kroner. Derfor er det vigtigt, at du tænker over, hvor mange kilometer pister du har brug for.

»Der er ingen grund til at betale 2.500 for et liftkort i Frankrig, hvis du er nybegynder og mest står på de lette pister rundt omkring byen, mens mere erfarne kan have større glæde af de større skiområder og flere pistekilometer i sydeuropa,« siger Troels Kjems.

Derudover skal du kigge på, hvor mange dage kortet gælder og hvilken type kort, der er tale om. Nogle steder arbejder de nemlig med forskellige størrelser, og igen er det vigtigt, du holder dig for øje, hvad du har brug for.

Hvis du tager til Val Thorens i Frankrig, som er en populær destination, giver nogle bureauer dig et lille liftkort i seks dage, mens andre giver dig et stort liftkort, som også dækker dalene omkring Val Thorens i syv dage.

»Og der er altså stor prisforskel, så der skal man sikre sig, at man sammenligner de rigtige priser, på de samme vilkår,« slår Troels Kjems fast.

Du skal altså være opmærksom på vilkårene for liftkortet i de rejser, du overvejer, og indregne eventuelle ekstraomkostninger for tilkøb af flere skiområder eller dage på liftkortet, hvis det er nødvendigt. I Frankrig koster en ekstra dag typisk omkring 300 kroner, men i Sverige og Norge gælder liftkortet mange steder op til otte dage, og derfor er det sjældent nødvendigt at købe flere dage.

Transport til skiferien

Der er mange, som tror, at det altid bedre kan betale sig at køre selv, men det er langt fra tilfældet ifølge Troels Kjems.

Hos FDM har de regnet sig frem til, at en kør-selv ferie i en mindre familiebil koster 2,32 kroner pr. kørt km inklusiv benzin, vedligeholdelse, værditab og slid på dæk. Dertil kommer eventuelle vejafgifter, færgebilletter og overnatninger, men tager du udgangspunkt FDM's kilometerpris, er du godt hjulpet i budgettet.

»Det, der ofte sker, er, at folk tror, at det altid er billigere at køre selv, fordi de glemmer at regne slid med. Det koster måske kun 1.200 kroner i benzin at køre, men der er også slid på bilen og dækkene, som skal regnes med,« siger Troels Kjems, som derfor anbefaler at tage flyet, hvis man er færre end tre personer i bilen.

»Hvis man er 4 i bilen, så kan det som regel godt betale sig at køre selv, prismæssigt, men det tager jo også noget tid at køre, og det skal man også tage med i sine beregninger,« mener skieksperten.

Spørg eventuelt dig selv, hvor meget du vil få ud af den første dag på ski, hvis du har kørt i bil i de forudgående 10 timer. Skal du ikke så langt, eller kan du bryde turen op ved at sejle noget af vejen, er situationen måske en anden. I Norden er det i øvrigt mere reglen end undtagelsen at køre selv, da der kun er få flyruter og busrejser til skidestinationerne.

Hotel, hytte eller lejlighed

Din indkvartering har indflydelse på rejsens pris, men også på, hvor mange penge du skal have med på ferien. Vælger du en hytte eller lejlighed, følger der ikke nogen måltider med, og du skal da gøre dig bevidst, hvor meget mad du vil lave selv, og hvor ofte du vil spise ude.

»I Sverige og Norge er hytter og lejligheder den klart mest udbredte form for indkvartering, mens der i Alperne er væsentlig større tradition for skiferie med overnatning på hotel,« siger Troels Kjems.

På et hotel er der typisk ét eller flere måltider inkluderet i prisen, men typisk skal du selv sørge for aftensmaden, som er det dyreste måltid, og på et hotel er der normalt ikke mulighed for selv at lave mad. Du vil derfor højest sandsynligt skulle spise ude, og det er værd at tage med i de økonomiske overvejelser, når du lægger din plan.

Skiudstyr

Hvis du ikke selv ejer skiudstyret, kan du leje det herhjemme og tage det med eller leje det til udlevering på destinationen. Anbefalingen fra skieksperten er klar:

»Umiddelbart kan jeg ikke anbefale at leje udstyr herhjemme og tage det med. Du er hurtigere ude på pisten, men du kan ikke bytte dernede, hvis det går i stykker eller ikke passer ordentligt. Lej udstyret, så du får det udleveret på destinationen i stedet,« lyder det fra Troels Kjems.

I det øjeblik man har været på skiferie nogle gange og fundet ud af, at man har tænkt sig at gøre det igen, så er det et godt tidspunkt at købe sine egne skistøvler. Det kan nemlig godt være svært at få nogle udlejningsstøvler, som passer og er behagelige at gå i.

»Køb støvlerne i en dansk butik, og gerne i god tid, for der har de tid til at give dig en ordentlig vejledning. Det kan du ikke regne med at få, når du er afsted på grund af travlhed på destinationen,« oplyser Troels Kjems.

Skistøvler kan fås fra omkring 2.000 kroner og opefter i danske skisportsbutikker.

Medbringer du eget skiudstyr på en flyrejse, skal du undersøge, om skiudstyr koster ekstra. Ofte tager flyselskaberne omkring 300 kroner for medbringning af et par ski.

Aktiviteter på skituren

De danske rejsebureauer tilbyder typisk en række aktiviteter under ferien, og det kan være alt fra at kælke på pisterne, en aften på en god restaurant eller en picnic sammen med dem, du rejser med. I Norge og Sverige tilbydes ture med hundeslæde og kane med heste spændt for.

Overvej, om den slags aktiviteter er noget, du er interesseret i, så du kan medtage denne udgift i budgettet. 

Med denne gennemgang kan du nu lægge et godt og gennemarbejdet budget for din skiferie, som giver dig større mulighed for at forudsige dine udgifter og lægge penge nok til side til ferien. Resten er op til dig.