Ferie og Fritid 29.10.2018
Tekst: Adam Villaume Foto: Colourbox

Før du låner til din skiferie: Dette skal du have tænkt på


Det kan være fristende at tage et lån for at komme ud på pisterne, men hvad skal du være opmærksom på, før du skriver under? Vi har samlet nogle gode råd her.


Den første frost trækker ofte minder frem fra tidligere skiferier, som vækker lysten til at tage afsted igen. Før du får set dig om, sidder du og sammenligner hoteller og pisteanlæg i Alperne, men kontoen tillader måske ikke, du bestiller med det samme.

Læs også: Følg disse syv tips: Sådan kommer du på en billig skiferie

Eller gør den?

Muligheden for at tage et lån til skiferien eksisterer jo, men du skal gøre dig nogle grundige overvejelser først. Det mener Jesper Schou-Nielsen, der er privatlånsansvarlig hos Santander Consumer Bank.

På udgik efter et lån? Klik her

»Der er nogle, som synes, det er det ondeste i verden at låne penge, men i sidste ende handler det om, at det koster nogle penge at låne. Derfor skal du overveje, om turen er de penge værd,« siger han. 

Overvej derfor, hvad det egentlig betyder for dig at komme afsted på skiferie. Måske er det bare for sjov, måske er det vigtigt for dig eller ligefrem en once-in-a-lifetime begivenhed. Ligegyldigt hvad, skal du finde ud af, hvor meget skiferien er værd for dig.

Læs også: Stor guide: Sådan kommer du på den bedste skiferie

En drømmerejse til Canada med helikopter op i bjergene, på jagt efter puddersne, kan for nogen være afdragene værd, mens turen til Isaberg måske er sur at betale af på i årevis. Det er individuelt, og du skal finde ud af, hvornår det giver mening for dig at optage et lån til en rejse.


Find det rigtige lån

Begynd med at lægge et budget for din daglige økonomi, så du ved præcis, hvad du har at gøre godt med på månedsbasis.

»Kig på, hvor meget du kan betale om måneden, for det er vigtigt, du sikrer dig, at du har råd til at betale lånet tilbage,« siger Jesper Schou-Nielsen.

Det næste, du skal gøre, er at lægge et budget for ferien, hvor både udgiften til selve rejsen såvel som ophold, forplejning og aktiviteter er regnet med. Det giver et godt indblik i, hvor mange penge du skal låne for at komme afsted.

Når du ved, hvor meget du vil låne og hvad du kan betale om måneden, kan du begynde at undersøge, hvilket konkret lån, der passer til dig og din økonomi. Når du sammenligner lån, er det en god idé at lægge mærke til ÅOP, Årlige Omkostninger i Procent. Det giver nemlig et fint overblik over, hvad lånet koster dig.

Derudover skal du se på, om processen med at optage et lån er god og nem, men vær varsom med at optage et lån hos et firma, som har en lidt for hurtig godkendelsesproces.

»Hvis det er en proces, hvor de kun kræver CPR-nummer, så løber firmaet en stor risiko, fordi de ikke laver en grundig kreditvurdering. Og det bliver typisk afspejlet i en høj pris,« advarer Jesper Schou-Nielsen.


Find den rigtige løbetid

Der er fordele og ulemper ved både en kort og en lang løbetid, så det afhænger af din økonomi, hvad der er den bedste løsning.

»Jo kortere tid du betaler tilbage, jo højere er afdraget, og det kan lægge pres på økonomien. Omvendt betyder en længere løbetid, at lånet i sidste ende bliver dyrere. Så det er en balance, man skal finde,« forklarer Jesper Schou-Nielsen.

Læs også: Skiguiden: Sådan får du styr på udstyret

Er man i tvivl om, hvad ens økonomi kan klare, er det dog bedre med en lidt længere løbetid, for det er nemt at sætte afdraget op, hvis du finder ud af, at du kan betale mere på månedsbasis. Anderledes ser det ud, hvis du har sat afdragene lidt for højt til at begynde med.

»Ringer man til sin bank og siger, at man gerne vil betale lidt mindre om måneden, så begynder alarmklokkerne at ringe hos banken. Den kan tage det som et tegn på, at der kan være nogle problemer i din økonomi,« fortæller Jesper Schou-Nielsen.


Overvej en kredit i stedet for et lån

Hvis du overvejer at låne til en skirejse, og du både skal låne penge til billetten og nogle aktiviteter på selve turen, kan det bedst betale sig at låne ét samlet beløb, selvom udgifterne ligger på forskellige tidspunkter. Det betyder imidlertid, at du får udbetalt det fulde beløb i forbindelse med, at du køber billetten, og dermed står resten af beløbet på din konto frem til, du skal afsted.

Du skal altså selv sørge for ikke at bruge pengene før tid, og samtidig betaler du renter af det fulde beløb, selvom du endnu ikke har brugt alle pengene.

»Der kunne man overveje, om en kredit var en bedre mulighed, hvor du får stillet en kreditramme til rådighed. Så kan du betale billetten nu, og helikopterturen under ferien,« foreslår Jesper Schou-Nielsen.

Med en kreditramme betaler du kun renter af de penge, du har brugt, og du slipper derfor for at betale renter af det fulde beløb, mens du venter på at komme afsted.