Følg disse syv tips: Sådan kommer du på en billig skiferie

Er prisen afgørende for dig, når du skal på skiferie, får du her en række tips til at komme på en billig skitur.

Tag afsted i januar, hold dig fra Frankrig og lav din egen mad. Det er nogle af de tips, som kan være med til at sikre en billig skiferie.

Mange elementer kan være med til at gøre en skiferie billig. Er du også interesseret i at spare på udgifterne til skiferien? Her i artiklen får du en række gode tips – faktisk hele syv –  til at komme på en billig skiferie – uden at kvaliteten svækkes.

Bag de gode råd står Troels Kjems, som er ekspert i skiferier og manden bag siden skiferietips.dk. Spænd skiene på, og lad os komme i gang!

Første tip: Bestil tidligt

Bestil tidligt, og kom på en billigere skiferie. Nogenlunde så kort kan første tip opsummeres.

Ligesom ved bestilling af en sommerferie, er det som oftest en dårlig idé at vente med at booke skiferien.

Der er mange forhold, der har indflydelse på, hvad din skiferie kommer til at koste.
 Læs her, hvad en skiferie koster og hvad du skal have med i dit budget.

Mange rejseselskaber tilbyder en book-tidligt rabat, som nogle gange kan løbe helt op i 1.000 kroner, og den "gave" kan du lige så godt tage imod ved at bestille din skiferie tidligt inden en bestemt dato, som skirejsebureauerne selv fastsætter.

Hvor tidligt er det så? Faktisk kan det godt svare sig at bestille næste års skiferie allerede i juli eller august, selv om tankerne måske mere kredser sig om sol og strand på det tidspunkt.

»Der er en udpræget misforståelse om, at venter man til sidste øjeblik med at bestille, kan man få det væsentligt billigere. Men det er altså en misforståelse. Er du tidligt ude, er udbuddet større, du kan vælge mellem flere lejligheder, og du får mere for pengene,« siger Troels Kjems.

Det kan være svært at overskue, hvad der egentlig er det bedste transportmiddel, når du skal på skiferie. 
 Læs her, hvilke fordele og ulemper der er med fly, bus og kør selv på skiferie.

Generelt er udbuddet af skirejser større i juli og august end senere på året, hvorfor det er billigere at bestille tidligt på året, og det er også på den tid, at mange af rejsebureauerne med speciale i skiferier offentliggør vintersæsonens rejsekataloger.

»Min bedste anbefaling til at finde en billig skiferie er at få fat i en book-tidligt rabat,« siger Troels Kjems.

Ekstra bonus ved at bestille tidligt: Du kan ofte booke dig ind på de hoteller og i de lejligheder, som er bedst til prisen.

Andet tip: Tag afsted i lavsæsonen

Nu ved du, hvornår du skal bestille skiferien. Andet tip handler om, hvornår du skal afsted på selve skiferien.

Og her er der intet nyt under højfjeldssolen.

Bestil din skiferie, så du skal afsted uden for højsæsonen. Hvad vil det så sige på skiferie-sprog?

Det vil sige, at du skal undgå skolernes vinterferie, som ligger i enten uge 8 eller uge 7, for her er det dyrest at komme på ski. Oftest er det billigt at tage på skiferie inden jul, i januar måned eller efter uge 10. Dog er påsken også en dyr skiferieuge.

Hvis dit arbejde eller uddannelse tillader, at du tager på skiferie uden for de mere børnevenlige skiferieuger som uge 7, 8, 9 og 10, vil det være her, at det er billigst.

»Uanset om skiferien går mod nord eller syd, er nytårsugen den dyreste uge af alle tidspunkter, og juleugen er også relativt dyr. Hvis ikke du er tvunget til at rejse på skiferie på et bestemt tidspunkt, ville jeg rejse mellem uge 2 til 6, hvis målet er, at det skal være billigt,« siger Troels Kjems.

Giver tanken om at købe skiudstyr dig sved på panden? 
Læs vores skiguide: Sådan får du styr på udstyret.

»Fra uge 10 kan du også finde billige skiferier, og her får du nogle uger med både god sne og mere sol,« siger han.

Ekstra bonus ved at tage afsted i lavsæsonen: Køerne ved lifterne er kortere, og der er færre mennesker på pistene.

Tredje tip: Vælg et billigt område

Nu ved du, hvornår du skal bestille, og hvornår du skal afsted. Næste tip starter med et "hvor" – nemlig destinationen for din skiferie.

Hvor skal du kigge hen for at finde et billigt skiferieområde? Herunder gennemgår vi først og fremmest de klassiske skiferiedestinationer mod syd og i nord.

Mod syd kan vi starte med at udelukke Frankrig, for her er det både dyrt at spise og at booke sig ind på hoteller eller i lejligheder. Det samme gør sig gældende for Schweiz. Herefter bliver det lidt mere broget at afgøre, hvilke destinationer der er de billigste.

De billigste steder at finde en lejlighed eller hytte er typisk mod syditalien og mod nord i Norge og Sverige. Østrig er også i den billige ende af skalaen i forhold til indkvartering, omend prisen typisk ligger lidt højere end i Italien, Norge og Sverige.

De billigste liftkort finder du som udgangspunkt på de samme destinationer i Norge, Sverige og Italien, hvor Frankrig også tager prisen som den dyreste.

At tage på skiferie koster mange penge, så hvad gør man, når man har skiløb i blodet?
Læs her, om en familie der tager på skiferie hvert år: Sådan får de råd.

»Er I en børnefamilie, der skal afsted, skal I undersøge, om der er børnerabatter på liftkort. Nogle steder kan I eksempelvis få gratis liftkort til børn under seks år. I kan også finde hoteller, hvor børn under 18 kan sove gratis, hvis de sover i forældrenes værelse,« fortæller Troels Kjems.

Find flere børnerabatter her.

I forhold til forplejning skal du kigge mod Italien for at finde det billigste sted at spise. Heldigvis for dig er det også et af de lande, hvor du spiser bedst på skiferien. Østrig og Sverige er ligeledes blandt de billige steder at købe mad, mens Frankrig og Norge er dyre, når det handler om at købe mad på en restaurant i et skisportssted.

Ekstra tip: Er det ikke afgørende for dig at komme til en af de klassiske skiferiedestinationer, skal du overveje at kigge mod Østeuropa. En skiferie i Polen, Tjekkiet, Bulgarien eller lignende kan spare dig mange tusinde kroner, og skiløbet kan sagtens være på højde med det i Nord- eller Sydeuropa.

Fjerde tip: Book bolig med eget køkken

Nu har vi også destinationen på plads. Dernæst kigger vi på forplejningen på ferien.

At spise ude koster. Et oplagt sted at sætte ind for at skabe den billigst mulige skiferie for dig selv er derfor måltiderne.

»Det er ret dyrt at gå ud og spise måltiderne på skisportssteder. Måske lige med undtagelse af Italien, koster det 150 kroner per næse at spise ude, inklusiv drikkevarer. Du kan spare 5.000 kroner på sådan en uge ved at lave mad selv,« fortæller Troels Kjems

Når du sidder og kigger på, hvor du skal bo på skiferien, skal du kigge målrettet efter et sted, hvor der er eget køkken i lejligheden eller hytten.

Ekstra bonus ved eget køkken: Er der fryser i køkkenet, kan du tilberede hele retter hjemmefra, så du kun skal varme den frosne mad op.

Femte tip: Gå efter en afbudsrejse

Fik du ikke fulgt det første tip og nåede at bestille i god tid? Så er der stadig håb forude.

For fik du ikke fat i en book-tidligt rabat, skal du i stedet have is i maven, så du venter til sidste øjeblik med at bestille.

Danske skirejsebureauer har altid rejser i overskud, når selve sæsonen er i gang, og hvis du ikke er meget fastlåst omkring, hvor skiferien skal gå hen, og hvordan du skal bo, kan du i mange tilfælde spare flere tusinde kroner ved at booke så sent som samme uge op til afgang.

»Man kan være rigtig heldig at komme på billige skiferier ved at vente til allersidst. Du skal vente helt op til kort før afgang med at bestille. Man vælger dog ikke selv, hvor man skal bo, eller hvor man skal hen,« fortæller Troels Kjems.

En god skiferie handler om at ramme lige præcis dine behov og ønsker.
 Læs vores guide: Sådan kommer du på den bedste skiferie.

»Hvis du skal have rabatter, der er lige så store som book-tidligt-rabatterne, så skal du vente helt ind til mellem 24 og 48 timer før. Mit bedste råd er at tilmelde sig skirejsebureaurnes nyhedsbreve, for det er der, hvor man hurtigst får fingre i rejserne,« siger han.

Ekstra bonus ved at gå efter en afbudsrejse: Måske ender du med at få en fed overraskelse på en skidestination, som du aldrig selv ville have tænkt på.

Sjette tip: Book indkvarteringen direkte

Det er nemt, bekvemt og hurtigt at bestille en pakkeløsning gennem et skirejsebureau, hvor de sørger for at booke indkvarteringen i lejligheden eller på hotellet. Men det er ikke altid den billigste løsning.

Ofte vil du kunne spare penge på at sammensætte din rejse selv i stedet for at bestille en samlet pakke. Hvis du sætter dig ned og bruger lidt tid på at finde de direkte kontaktinformationer til hotellerne, pensionaterne eller skilejlighederne, vil du kunne henvende dig direkte til dem for at undersøge, hvad du skal betale for at bo hos dem i den respektive uge. Så skærer du mellemledene væk, og det sparer dig ofte penge.

Skiferie med børn? Sådan finder i en god og prisvenlig løsning.

Syvende tip: Undlad at bo midt på pisten

Ski in, ski out. Et populært begreb i skiverdenen. Hvis du gerne vil bo tæt ved pisten, bliver ferien dog dyrere for dig. Hvis du vil på en billig ferie, skal du derfor søge ned i dalen og væk fra centrum, hvor indkvarteringsstederne har lavere priser, fordi de ligger mindre attraktivt.

Du kan hurtigt spare et par tusinde kroner på en skiferie ved den finte, men du skal selvfølgelig være klar på at leve med ekstra transporttid til og fra liften.

»Generelt er det sådan, at jo længere væk du bor fra pisten, jo billigere er det. Så du får den billigste skiferie ved at bo et par kilometer fra liften og så tage skibussen til og fra liften,« siger Troels Kjems.

Der er dog sjældent meget store prisforskelle.

»Man skal overveje grundigt, om det er det værd for at spare 500 kroner. Man er trods alt også på ferie,« siger han.

Et lille sidste tip kan være at melde sig ind i en skiklub. Foruden at være en hjælp til at gøre dig bedre til at stå på ski, kan du i mange tilfælde finde billigere skiferier gennem skiklubberne. Læs meget mere lige her.

Med disse syv tips i baghånden er det bare om at kaste sig ud i at finde en billig skiferie. God fornøjelse!