Ferie og Fritid 29.11.2018
Tekst: Adam Villaume Foto: Colourbox

Europas bedste julemarkeder – sådan finder du dem


Uden for Danmarks grænser findes et hav af julemarkeder, så vi har slået pjalterne sammen med juleekspert Daniel Røde for at guide dig til de allerbedste.


Som at træde ind i et andet univers. Sådan skal et julemarked helst føles, hvis man spørger den selvudnævnte juleekspert Daniel Røde, som driver Danmarks nok største juleblog Juleekspert.dk.

»Det skal være et sted, hvor man bliver taget ud af sin hverdag og sat ind i et juleunivers. Et sted, hvor man ikke kan undgå at komme i julestemning,« fortæller Daniel Røde.

I denne artikel får du svar på, hvor du skal tage hen for at finde de bedste julemarkeder i Europa.

Læs også: Kan du ikke få jul nok? Her er de fedeste juleoplevelser herhjemme

Juleeksperten har besøgt mange af de hjemlige markeder såvel som 10 udenlandske julemarkeder, og har derfor definitionen på et “ægte” julemarked klar.

»Essensen af et julemarked er kombinationen af den gode stemning og de rigtige aktiviteter, oplevelser og noget man kan indtage,« mener Daniel Røde.

Det typiske julemarked er pyntet rigeligt op med julepynt, man kan gå og kigge på, mens man nyder duften fra de forskellige spise- og udskænkningssteder. Og så er der typisk nogle forlystelser, kulturelle oplevelser samt nogle aktiviteter som eksempelvis et værksted, hvor man kan dryppe lys eller lave keramik.

Herhjemme oplever juleeksperten nogle gange, at julemarkederne ikke rigtig handler om at være sammen om juleaktiviteter.

Læs også: ... Koster mange penge: Det skal du huske i dit julebudget

»Ikke for at kritisere de danske julemarkeder, men jeg har oplevet mange gange, at det mere handler om at sælge forskelligt habengut, som ikke havde noget med jul at gøre,« siger Daniel Røde, som derfor besøger forskellige europæiske julemarkeder for at blive yderligere inspireret.


Søg ny inspiration i udlandet

I løbet af sin karriere som juleblogger og ekspert har Daniel Røde, som nævnt, besøgt en række julemarkeder i forskellige europæiske lande. I det store hele minder traditionerne lidt om hinanden, men på markederne finder han forskelle i, hvad vi spiser, og hvad vi laver i juledagene.

»Det er min nysgerrighed, der får mig til at snuse til andre landes juletraditioner, og på julemarkederne finder jeg de ting, som vi har til fælles, såvel som de ting, vi gør forskelligt i Europa « siger Daniel Røde.

I Tyskland står menuen eksempelvis på Glühwein, julebryg og karrypølser, mens man i Tjekkiet møder store skinker og ungarske fladbrød med hvidløg og ost.

Læs også: Spar penge i julen: Her er de tricks der gør din jul billig

Julen er om noget traditionernes højtid, men juleeksperten opfordrer alligevel til, at man udfordrer sin forestilling om julen lidt.

»Vær ikke bange for at prøve noget nyt. Smag noget af det, du ikke kender, prøv noget du ikke kender. Det er på den måde, man udvider sin horisont, og måske bliver du inspireret til at starte nye traditioner,« siger Daniel Røde, som flyttede til Nordjylland i sommer, og derfor vil tilbringe en del af julen med at udforske julemarkederne i nærmiljøet.


Guide til de fem bedste julemarkeder

Herunder præsenterer vi sammen med juleeksperten en top fem-liste over de bedste julemarkeder i Europa, så du kan finde dét julemarked, der passer til din jul.

Hvis du vil danne dig et overblik over, hvor markederne ligger, og hvor meget det kan koste at komme dertil, skal du kigge på grafikken herunder. 

Du kan blive meget klogere på de enkelte julemarkeder og -byer ved at scrolle længere ned i artiklen. 

Julemarkeder 1440x800 artboards.jpg

Lübeck, Tyskland: Til begynderen

Dette julemarked er et rigtig godt sted at begynde din udforskning af udenlandske julemarkeder. Julemarkedet i Lübeck ligger nemlig tæt på Danmark og er især nem at komme til fra Fyn og Sjælland. Hvis du godt kan lide de danske julemarkeder, vil du føle dig hjemme i Lübeck, fordi markedet minder lidt om de danske.

Til gengæld er dette væsentligt større, og der er mere variation i oplevelserne. Julemarkedet fylder hele den indre bydel i Lübeck og har eksisteret helt tilbage fra 1600-tallet. Julemarkedet er en vigtig indtægtskilde for Lübeck, og det kan ses, for byen gør meget ud af at skabe et hyggeligt og stemningsfuldt marked.

Sådan ser der ud i Lübeck: 

Ferie og fritid - Lübeck, Tyskland 1 - iStock (1).jpg

Wien, Østrig: Til den aktive børnefamilie

I Østrigs hovedstad er der flere end 20 forskellige julemarkeder, og de ér virkelig forskellige. Samtidig er det byen, hvor du kan tage de mindre børn mellem 5 og 10 år med. I Wien går de nemlig meget op i at skabe oplevelser for hele familien.

Derfor har de lavet særlige børneområder, og ét af de absolut bedste markeder for børnefamilien er det Wienske Drømmejulemarked. Her kan I lave julekager, lys, masser af keramik og meget andet. Der er med andre ord fokus på aktiviteter, familien kan lave sammen, og på den måde fjernes fokus fra den meget kommercielle del af markederne for en stund.

Se et billede fra Wien herunder: 

Ferie og fritid - Wien, Østrig 2 - iStock (1).jpg

Prag, Tjekkiet: Til den kulturelle

Prag er en nærmest eventyrlig by i sig selv og har altid meget at byde på, men især ved juletid, hvor den er fantastisk flot pyntet op, fanger stemningen en. Det kan især ses på julemarkedet ved det gamle, historiske bycenter, hvor også Tyn Kirken ligger.

Denne flotte, gamle kirke er med til at sætte den helt rette julestemning, og så er det faktisk her, Tycho Brahe ligger begravet. På julemarkedet kan du blandt andet smage de store traditionelle skinker og ungarske fladbrød med hvidløg og ost. Det er julemad, som vi ikke er vant til i Danmark, men se det som en mulighed for at kaste dig ud i noget nyt og smage på den tjekkiske juletradition.

I Prag er der fokus på kultur i alle dets afskygninger, idet du har mulighed for at få både historiske, musikalske og gastronomiske oplevelser. Det gør Prag til destinationen for den kulturelt interesserede julemarkedsgænger, som ikke er bange for at få nogle nye input med hjem, og det skader jo ikke at prøve noget anderledes.

Se billede fra Prag i julen herunder: 

Ferie og fritid - Prag, Tjekkiet 2 - Colourbox (1).jpg

Rovaniemi, Finland: Til den eventyrlystne

Rovaniemi er en juleoplevelse ud over alle grænser, for det er ikke bare et julemarked, det er en hel julelandsby, kendt som Julemandens By. Det er her, du kan møde julemanden og se hans værksted, hvor alle gaverne bliver lavet.

Du kan møde rensdyrene og gå en tur i byen, som føles som én stor juleudstilling. Der er også julemarkeder og et væld af aktiviteter: Fra kaneture og hundeslæder til skiløb. Du kan sågar overnatte i en igloo med glastag og nyde nordlys, inden du falder i søvn. Kort sagt: Der mangler ikke noget, og Rovaniemi repræsenterer en decideret julerejse!

Se det finske eventyr herunder: 

Ferie og fritid - Rovaniemi, Finland 2 - Colourbox (1).jpg

Berlin, Tyskland: Til enhver smag

Med over 100 forskellige julemarkeder skorter det ikke på valgmuligheder og variation i Tysklands hovedstad. Her er noget for enhver smag, og markederne har typisk åbent ind i det nye år, så du kan udnytte dagene mellem jul og nytår til at udforske alle herlighederne i ro og mag.

Julemarkedet ved Gedächtniskirken er særligt anbefalelsesværdig, og besøger du Berlin op til jul, kan du passende benytte chancen til at opleve en tysk julegudstjeneste. Kombinationen af den højtidelige stemning i kirken og den kommercielle jul i "julemekkaet" lige uden for kirken, er en unik oplevelse og en oplagt mulighed for at få begge sider af julen med.

Se billede fra jul i Berlin herunder: 

Ferie og fritid - Berlin, Tyskland 2 - Colourbox (1).jpg