Ferie og Fritid 01.06.2018
Tekst: Niels Friis Foto: Istock

På udkig efter billig ferie? Få de 5 bedste tips til at spare på din ferie


At finde rundt i tilbuddene om billige ferier kan føles uoverskueligt. Men der findes en række tips og tricks, du kan bruge for at sikre, at du får en billig ferie. Bliv klogere på dem her.


En god ferie skal gerne give energi, skabe oplevelser og blive til et fantastisk minde, som kan graves frem fra fotoalbummet. Men den må også gerne være billig. Sådan har mange det nok, når de planlægger deres ferie.

I denne artikel bliver du guidet til, hvilke skridt du selv kan tage for at spare mest på ferieudgifterne – uden at du går på kompromis med kvaliteten og dermed oplevelserne.

Vi har sammen med Mike Dejworek samlet de 5 bedste tips og tricks til en billig ferie. Mike Dejworek er indehaver af Rejsespejder.dk, som er Danmarks største online rejsemedie med over 150.000 besøgende hver måned. Rejsespejder.dk finder de bedste rejsetilbud på nettet til deres læsere og giver inspiration til billige ferier og nye spændende destinationer.

Hop ikke på det første tilbud du ser, men sammenlign forskellige rejseselskaber, fly- og hoteltilbud, osv.

Mike Dejworek, indehaver af Rejsespejder.dk

Ifølge Mike Dejworek er det ikke nødvendigvis den billigste ferie, som er det bedste tilbud.

»For mig handler det ikke så meget om, hvor lav prisen er isoleret set. I stedet handler det om, hvor meget du får for pengene. En ferie til 3.000 kr. på et ganske almindeligt 3-stjernet hotel lyder måske billigt, men måske kan du finde et mere luksuriøst 4- eller 5-stjernet hotel til 3.800 kr. – og så er det pludselig det sidstnævnte tilbud, som er det billige tilbud,« fortæller han.

Herunder gennemgår vi de 5 steder, hvor du især kan spare på dit feriebudget.


1. Afstem forventninger

Inden du kaster dig ud i at finde gode tilbud på forskellige destinationer, skal du have afklaret med din familie, venner, kæreste, eller hvem du nu skal afsted med, hvilke forventninger I har til turen. Hvor vil I gerne hen? Hvor meget vil I opleve?

»For det første skal I afstemme jeres forventninger, jeres ønsker og formålet med rejsen. Hvis I f.eks. vil have en ren strandferie, og I rejser med små børn, kan det ofte godt betale sig at vælge en all-inclusive-rejse,« fortæller Mike Dejworek.

Først når I har afstemt jeres forventninger, kan I lægge et feriebudget, som danner grundlag for jeres rejse. For at lægge et budget, som inkluderer alle udgifter, kan en effektiv metode være at kigge på sidste års ferieforbrug. Hvor mange penge brugte du og på hvad? Det er de spørgsmål, du skal finde svar på i sidste års feriebudget, for så ved du nogenlunde, hvordan du plejer at gebærde dig, når du er ude at rejse.

Hos Råd til Penge, som er drevet af Penge- og Pensionspanelet, kan du finde en skabelon til at lægge et godt feriebudget , så du er sikker på, at du har indregnet alle udgifter.

I skabelonen er der både tænkt over udgifter til visum, vaccinationer og sågar drikkepenge.


2. Brug sammenligningsportaler

Et effektivt værktøj til at skabe gode besparelser på ferien er sammenlignings- eller tilbudsportaler. På nettet finder du sider, der kan sammenligne forskellige hotelpriser, priser på flybilletter og lignende, så du kan finde det, der passer dig.

»Hop ikke på det første tilbud du ser, men sammenlign forskellige rejseselskaber, fly- og hoteltilbud, osv. Derefter vil det være en god idé at tjekke anmeldelsesportaler som TripAdvisor for at sikre dig, at du faktisk får noget for dine penge,« fortæller Mike Dejworek.

Trivago.dk kan du sammenligne priser fra forskellige hjemmesider, så du får den billigste pris på dit hotel. 

Momondo.dk kan du søge efter de billigste flybilletter fra mange forskellige flyselskaber, som flyver til den destination, som du gerne vil besøge på din ferie. På sider som Hotels.com og Booking.com kan du holde øje med kampagnetilbud. 

Rejser du med børn, gælder det også om at være opmærksom, så du ikke misser vigtige besparelser.

»Rejser du med børn, skal du også være opmærksom på de forskellige børnerabatter, som de forskellige udbydere har – der er tit rigtig mange penge at spare ved at vælge det rigtige tilbud,« siger Mike Dejworek.

3. Vær fleksibel

Du har sikkert hørt det før – det kan godt betale sig at rejse uden for højsæsonen. Og der er altså noget om snakken. At rejse i højsæsonen – uge 28 til 32 – og i andre store ferieperioder som vinter- og efterårsferien er altid dyrere, da det er i disse perioder, at de fleste gerne vil afsted, og det skynder rejseselskaberne sig at udnytte.

»Hvis du f.eks. kan rejse i juni, kan du tit finde tilbud, der koster mindre end det halve af, hvad du skal give i juli/august. Fleksibilitet er nøgleordet, når du søger efter rejser. Hvis du er fleksibel i forhold til din rejsedestination, afrejselufthavn og nogenlunde fleksibel med dine rejsedatoer, så er chancen for at finde et godt tilbud meget større,« siger Mike Dejworek.

»Derfor er mit tip, at du ikke på forhånd skal lægge dig fast på én bestemt destination. Og du kan med fordel kigge på flere forskellige lufthavne – også i udlandet – f.eks. Malmø i Sverige eller Hamborg i Tyskland,« siger han.

Er du typen, der godt selv kan lide at sammensætte din rejse frem for at finde en pakkeløsning, er der gode nyheder. Byg-selv-ferier er som regel billigere end pakkeløsninger.

»Hvis du vil bygge din ferie selv, gælder det om at finde billige fly først. Dog skal du være opmærksom på, at der også gælder andre regler. For eksempel er du ikke dækket af Rejsegarantifonden, hvis hotellet eller flyselskabet skulle gå konkurs,« siger Mike Dejworek.

»Derfor kan det være en god idé at undersøge, hvem du flyver med, og hvad folk siger om hotellet. Men også ved byg-selv-ferier er fleksibilitet nøgleordet. Storbyferier plejer at være 30-50 procent billigere, hvis du rejser lørdag til mandag i stedet for fredag til søndag,« siger han

Når du så har lavet din research og fundet et godt tilbud, så skal du ikke vente alt for længe med at booke det.

Mike Dejworek, indehaver af Rejsespejder.dk

Besparelser ferie 1440x800 artboards-Nyeste.jpg

4. Pas på uforudsete udgifter

En af de ting, der kan være med til at gøre en ferie dyr, er uforudsete udgifter. Pludselig vælter korthuset, og så er feriebudgettet overskredet med flere tusinde kroner – og det kan presse økonomien, når du kommer hjem til hverdagen igen.

»Ofte skyldes det, at man ikke har brugt tid nok på at undersøge sin rejses små detaljer. Husk derfor altid at læse det med småt, inden du bestiller,« siger Mike Dejworek.

Han anbefaler dig især at holde øje med følgende:

  • Vær bekendt med flyselskabets bagageregler.
  • Undersøg, om der er yderligere udgifter, du skal betale for på rejsestedet.
  • Vær opmærksom på rejsedestinationens generelle prisniveau.

»Disse er alle tanker, du skal gøre dig, før du tager afsted. Og så er det altid en god idé at have en god rejseforsikring og evt. et kreditkort,« siger han.


5. Reagér hurtigt

Sidst, men bestemt ikke mindst, er det vigtigt, for at du sparer mest på din ferie, at du er hurtig til at reagere.

»Når du så har lavet din research og fundet et godt tilbud, så skal du ikke vente alt for længe med at booke det,« siger Mike Dejworek.

Ferietilbud kan nemlig være en flygtig størrelse.

»Rejsepriser ændrer sig konstant, og sandsynligheden for, at andre også synes godt om tilbuddet – og køber det før dig – er høj,« lyder det fra Mike Dejworek, der altså anbefaler dig at slå til, så snart du ser et godt tilbud, som passer til dine ferieønsker.