Bolig 20.11.2019
Tekst: Adam Villaume Foto: iStock

Solceller: Hvornår kan det betale sig?


Er du tiltrukket af idéen om at mindske elregningen ved at investere i solceller, så læs med her. Vi gennemgår, hvad du har af muligheder, og hvornår solceller kan betale sig.


Egentlig virker det på papiret meget simpelt: Smid nogle solceller på taget, og spar penge på elregningen. Helt så simpelt er det dog ikke i virkeligheden. Tidligere fik man et skattefradrag for investeringen i et solcelleanlæg og en favorabel afregningsaftale. Afregningsaftalen betød, at man kunne levere overskydende elektricitet til elnettet, og hente den samme mængde fra elnettet på et andet tidspunkt uden beregning. I dag må solcelleejere imidlertid betale for hver en kWh de henter, og fradraget er fjernet.

Det gør solcellerne markant mindre attraktive at investere i for private, men over de senere år, er prisen på solcellerne faldet drastisk, og samtidig er der fokus på elbiler og varmepumper, som øger husstandens elforbrug drastisk.

Læs også: Varmekilde - hvilken skal jeg vælge?

Mens der generelt er mindre incitament til at investere i solceller, er der dog konkrete tilfælde, hvor de vil gøre en betydelig forskel for din elregning.

I denne artikel kigger vi derfor nærmere på solceller og præsenterer de forhold, som kan gøre solcellerne relevante for dig.

 

Kan solceller betale sig?

I bund og grund skal du have et højt elforbrug, for at det kan betale sig at investere i solceller. Dertil kommer, at du helst skal bruge strømmen i dagtimerne, hvor solcellerne faktisk producerer strøm. 

Derfor er solcellerne mest relevante for husstande, der varmes op med elektricitet som for eksempel en varmepumpe. Det mener energirådgiver Niels Hørby Jørgensen fra Energitjenesten.dk.

»Hvis du har en elbil, som du kan lade op i dagtimerne, om ikke hele ugen så i weekenderne, så kan solcellerne også være med til at give en betydelig mindre elregning,« siger han.

Læs også: Er elbilen en dyr fornøjelse? Så meget koster det at køre elbil

Hvis du samtidig supplerer solcellerne med et batteri, får du mere ud af den elektricitet, du producerer.

»Man kan ikke gemme elektricitet fra sommer til vinter, det er urealistisk, men du kan gemme lidt fra dagtimerne til om aftenen, når solen er gået ned, og på den måde mindske antallet af kWh, du køber,« fortæller Niels Hørby Jørgensen.

I den mørkeste periode af vinteren, bliver der ikke produceret nok strøm til både at drive opvarmning, køleskab og lignende i løbet af dagen og samtidig lade batteriet op, men derudover, er batteriet en god hjælp.

Energirådgiveren ser tre situationer, hvor solceller kan være interessante for private husejere:

  1. 1. En husstand med et højt elforbrug, varmepumpe og eventuelt elbil, som kan udnytte produktionen af el i dagtimerne.
  2. 2. Et ønske om en mere grøn profil, hvor hensynet til klimaet vejer tungere end den økonomiske gevinst.
  3. 3. Et nybygget hus, som skal imødekomme energikravene i bygningsreglementet.


Den tredje situation handler om, at der i dag stilles krav til hvor meget energi et nybygget hus må bruge. Energiforbruget hænger meget sammen med antallet af vinduer, og derfor kan det være svært at holde sig indenfor grænseværdierne, hvis man gerne vil have mange vinduer i huset.

Læs også: Energirenovering af vinduer - Bedre indeklima og mindre varmeforbrug

»Jo flere vinduer, jo højere forbrug. Men med et par solcelle-paneler på taget producerer du også elektricitet, og så har du “råd” til flere vinduer rent energimæssigt,« forklarer Niels Hørby Jørgensen.

Et sådant anlæg kaldes også et “godkendelseanlæg” fordi, dets eneste funktion er at bringe bygningens energiforbrug ned under grænseværdien, så bygningen kan blive godkendt.

 

Hvornår kan solceller betale sig?

Grænsen for hvornår det kan betale sig at investere i solceller er rykket frem og tilbage over de sidste syv år. Tilbage i 2012 var solceller meget dyre, men der var til gengæld en favorabel afregningsaftale.

Dengang kunne man levere overskydende elektricitet til elnettet, og hente den samme mængde fra elnettet på et andet tidspunkt uden beregning.

I dag er solcellerne er blevet væsentligt billigere. Et anlæg til 120.000 kr. i 2012 koster i dag omtrent det halve.

Det store stridsspørgsmål i dag er afregningen, som fremover registreres på timebasis.


Ordningen hedder “flexafregning” og bevirker, at der sker en løbende afregning på timebasis i stedet for en årlig afregning. Det er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der vurderer at flexafregning er den mest “fair” afregningsform på tværs af alle forbrugere, og du kan læse mere om den på denne hjemmeside. Ifølge energinet.dk, som er drevet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, vil den nye afregningsform betyde, at private solcelleejere kan forvente at betale omkring 500 kr. mere for el om året.

Det lyder måske ikke som alverden, men det der er problemet, er de skiftende aftaler og mange løftebrud på tværs af forskellige regeringer over årene. Det skaber nemlig usikkerhed om hvorvidt, og hvornår, det kan betale sig at investere i solceller, mener Niels Hørby Jørgensen.

Læs også: Køb af elbil - Er det økonomisk forsvarligt?

»Der har været så mange skift i reglerne, og dermed vilkårene, at folk har mistet tilliden til politikerne. Det skaber usikkerhed i markedet, og det er nok det mest dræbende for udviklingen,« siger energirådgiveren.

Derfor er det også svært for Niels Hørby Jørgensen at vurdere, hvordan markedet for solceller vil udvikle sig de næste år.

»Men i takt med at salget af elbiler, opladningshybrid-biler og og varmepumper stiger, stiger også folks elforbrug, og det vil formentlig gavne salget af solceller,« spår han.