Gå til hovedindholdet

Lån til boligforbedring: Så nemt kan du finde den bedste rente

Er det vigtigt for dig at finde en lav rente på dit lån til boligforbedringer, er internettet dit bedste våben. Men renten fortæller ikke alt om dit lån.

Vil du optage et privatlån til forbedringer af din bolig, og er det vigtigt for dig, at renten på lånet er så lav som muligt, så læs med her. Men husk på, at renten i sig selv ikke fortæller, om dit lån er billigt.

Hvad er en god rente?

Når du skal optage et lån til boligforbedringer, er du helt sikkert interesseret i at finde en god rente til dit privatlån. Men du skal være klar over, at det er svært at konkretisere, hvornår en rente er god.

En god rente er meget individuelt. Bankerne opererer med nogle rentespænd, og det gør bankerne, fordi kunder, der har en meget lav kreditrisiko, kan få lavere renter end dem, der har en høj kreditrisiko.

Overordnet set handler det altså om, at bankerne vurderer din økonomi for at sikre sig, at de kan få deres penge tilbage. Vurderer banken, at du har gode muligheder for at betale de penge tilbage, som du har lånt af dem, vil du formentlig få en lavere rente, end hvis de vurderer, at du statistisk set kan få udfordringer med at betale tilbage.

Der er 5 fejl, du absolut ikke må begå, når du taget et lån boligforbedringer. 
Se dem her: Disse 5 fejl må du bare ikke begå, når du tager et lån

Renten er bankens præmie for at låne dig penge. Banken låner dig penge med forventningen om at få pengene tilbage. Jo større sandsynligheden er for, at banken får pengene tilbage, jo mindre kræver banken i præmie – altså rente.

Variabel rente på lån til boligforbedringer

Som udgangspunkt skal du regne med, at et privatlån til eksempelvis boligforbedringer vil være bundet op på en variabel rente.

Konsekvensen er, at du ikke kan være sikker på, hvad du skal betale i renter i løbet af lånets løbetid, for ændrer markedsrenten sig, vil renten på dit privatlån også ændre sig.

Optager du eksempelvis et lån til køb af en bolig over 30 år, vil du kunne låne med fast rente, så du ved, hvad du skal betale gennem hele lånets løbetid.

Hvad kan du få af tilskud og fradrag til boligforbedringer?
Se listen over tilskud og fradrag til forbedringer af boligen

Den mulighed har du ikke ved et privatlån til boligforbedringer, men det er faktisk kun til din fordel.

På et privatlån til boligforbedringer med en overskuelig løbetid vil det give mening at tage variabel rente. I et realkreditlån på adskillige millioner kroner over 30 år er det en anden snak – der kan ske meget på de år, og i den situation kan man tale om, hvorvidt man har temperament til fast eller variabel rente. Ved et privatlån med en løbetid på 5-7 år med en månedlig ydelse på et par tusinde kroner er der en grænse for, hvor meget der kan ske.

Lån til hvad du vil

Hvis din plan er at foretage forbedringer på din bolig, er det for bankens vedkommende ligegyldigt, om du tager et privatlån til et nyt køkken, badeværelse eller noget andet. Det vil ikke påvirke din rente i hverken den ene eller anden retning, at du vil låne til forbedringer af boligen.

Læs, hvor meget din bolig kan stige i værdi som følge af energirenovering. 

Stort eller småt beløb

Et andet element, som kan påvirke, hvilken rente du får på lån til boligforbedring, er størrelsen på lånebeløbet.

Eksempelvis vil du i nogle banker få en højere rente på små lånebeløb end på store lånebeløb.

Gør det selv: Hvilke boligforbedringer kan du selv lave?
Se listen over boligforbedringer, du selv kan føre ud i livet

Renten fortæller ikke alt

Når du sidder og kigger på en rente, som ser indbydende lav ud, er det vigtigt, at du husker, at renten i sig selv ikke fortæller, om et lån er dyrt eller billigt.

En lav rente kan dække over høje gebyrer hver måned, store stiftelsesomkostninger eller lignende, og så kan det, der ligner det bedste lån til boligforbedringer, pludselig blive dyrt i sidste ende.

Derfor er det bedste redskab, du kan benytte dig af til at finde ud af, om et privatlån er billigt eller dyrt, den såkaldte ÅOP (årlige omkostninger i procent). ÅOP fortæller dig, hvad det årligt koster dig at have lånet som en procentdel af det samlede lånebeløb.