Hvad koster et nyt køkken?

Køkkenet er husets vigtigste rum, men hvad koster et nyt køkken egentlig? Læs med her og få svaret.

Et køkken koster ofte mere, end mange tror. Næst efter badeværelset er det nemlig det dyreste rum i en bolig. Men hvad koster et nyt køkken?

Moderne køkkenkøbere kan hurtigt blive storforbrugere af køkkenhjemmesider, køkkenblogs og køkkendrømme.

De flotte billeder af gennemførte køkkenløsninger inspirerer til drømmekøkkenet, men de flotte billeder dækker over en række ekstraudgifter, som man ikke typisk tænker over.

Et stort køkken med skuffer, skabe og køkkenø kan nemt komme over 100.000 kr., når der først er lagt hvidevarer, levering og montering ind i selve køkkenets pris. Det bliver hurtigt uoverskueligt.

Læs også: Skal du låne til boligforbedringer? Her er de fem bedste banker i Danmark

Derfor har vi samlet tre prisscenarier til dig, så du kan se, hvad et nyt køkken koster.

Men først skal vi lige se på, hvad der påvirker prisen på det nye køkken. Hos HTH Køkkener har man lavet en meget udførlig gennemgang af de forskellige variabler.

Antallet af kvadratmeter påvirker køkkenprisen

Prisen på dit nye køkken bliver påvirket af, hvor mange kvadratmeter køkkenet skal være på. Tommelfingerreglen er, at jo mindre rummet er, jo mindre er prisen. Prisen er lavere, fordi du simpelthen ikke har plads til så mange skabe og bordplader.

Vil du gerne have et stort køkkenalrum, så kan det være, du må slå rum sammen, og det påvirker også den samlede pris.

Læs også: Skal du forbedre din bolig? Følg disse tips - og tjen tusindvis af kroner

Det kan også påvirke prisen, hvis du f.eks. bor i en ældre bolig med skæve mål. Det betyder nemlig ofte, at du ikke bare kan købe standardmoduler. Så begynd med at tjekke, om du rent faktisk kan få et standardkøkken.

Køkkendesign fås i mange prisklasser

Det design, du vælger, kan have en betydning for prisen på dit køkken. Den luksuriøse model kan påvirke prisen på dine køkkenlåger med op til 50 procent i forhold til den mere prisvenlige model. Så selvom udseende ikke er alt, så betyder det altså noget for prisen.

Bordpladen har stor betydning for prisen

Skal du have granit eller laminat? Hvis du vælger granit, skal du sætte mere af køkkenbudgettet af til bordpladen, end hvis du vælger den billigere laminatløsning.

Men der ligger selvfølgelig også alle mulige andre løsninger midt i mellem - i stål, træ og andre materialer.

Vask og armatur påvirker prisen

Vælger du en stålvask og et enkelt armatur, får du en løsning, der er rigtig god for køkkenprisen. Men drømmer du f.eks. om en smuk vask, integreret med bordpladen, tager den mere plads i køkkenbudgettet. Og skal armaturet være en Quooker, så er posten endnu større.

Skabe og skuffer påvirker køkkenprisen

Du vidste det nok ikke, men skabe er faktisk billigere end skuffer. Hvis du vælger et standardunderskab med en låge og en hylde, kan du spare op til 60 procent i forhold til et underskab med skuffer. 

Hvidevarer fås i mange prisklasser

Hvidevarer er jo en nødvendig del af køkkenet, men de kan også udgøre en væsentlig del af prisen på et nyt køkken. Der er i sagens natur stor forskel på, om du vælger en god ovn til 4.000 kr. eller topmodellen til over 20.000 kr.

Montering af køkkenet påvirker prisen

To køkkener ligner ikke hinanden. Derfor er der heller en fast pris på montering. Den kan du som regel få udregnet hos køkkenforhandleren. 

Du kan også vælge at gøre det hele selv og spare på køkkenbudgettet. Der følger monteringsvejledning med, når køkkenet leveres.

Læs også: Gør-det-selv - Hvilke forbedringer må du selv foretage i boligen?

3 priser på nye køkkener

Lille køkken

Har du ikke mange kvadratmeter, bliver prisen på dit køkken helt naturligt lavere, end hvis du kan brede dig.

  • Samlede skabe leveret
  • 6 under-, over- og vitrineskabe inkl. sokkel
  • 3 dages montering foretaget af svend og lærling (lærling á 350 kr./timen, svend á 450 kr./timen)
  • Køb og installation af hvidevarer

Priseksempel på lille køkken

Køkkenmoduler: 17.000 kr.
Montering: 25.500 kr.
Hvidevarer: 15.000 kr.

I alt: 57.500 kr.

Mellem køkken

Er dit køkken i mellemstørrelse, vil prisen på køkkenet afspejle det.

  • Samlede skabe leveret
  • 6 under- og højskabe inkl. sokkel
  • 4 dages montering foretaget af svend og lærling (lærling á 350 kr./timen, svend á 450 kr./timen)
  • Køb og installation af hvidevarer

Priseksempel på mellem køkken

Køkkenmoduler: 27.500 kr.
Montering: 31.000 kr.
Hvidevarer: 15.000 kr.

I alt: 73.500 kr.

Stort køkken

Skal dit køkken være stort med mange skabe og en lang bordplade, vil prisen på køkkenet blive højere, end hvis det er lille.

  • Samlede skabe leveret
  • 10 under- og højskabe inkl. sokkel
  • 4 dages montering foretaget af svend og lærling (lærling á 350 kr./timen, svend á 450 kr./timen)
  • Køb og installation af hvidevarer

Priseksempel på stort køkken

Køkkenmoduler: 40.000 kr.
Montering: 31.000 kr.
Hvidevarer: 25.000 kr.

I alt: 96.000 kr.