Nyt badeværelse - Hvad koster det?

Et lækkert nyt badeværelse er noget, rigtig mange drømmer om. Men hvad er prisen for et helt nyt badeværelse eller for renovering af badeværelse? Læs med her og få svaret.

Går du og drømmer om nyt badeværelse eller måsket en renovering af dit eksisterende badeværelse? Et rum til ro og velvære, som afspejler lige præcis din stil? Et rum, hvor du kan forkæle dig selv og slappe af?

Så er du ikke alene, for det er der mange andre, der også gør. Men hvad koster et nyt badeværelse egentlig? Og hvad kan du forvente af pris i forbindelse med en renovering af et badeværelse? Ifølge Videncentret Bolius skal der en god investering til – både hvis du skal have et ekstra badeværelse eller vil renovere dit nuværende badeværelse.


Vil du have mere plads i boligen?  

Hvad koster et nyt badeværelse i tilbygning?

Cirkaprisen for et almindeligt, nyt badeværelse på seks kvadratmeter i en ny tilbygning er 165.000 kr. Det er baseret på, at et gennemsnitsbadeværelse i en ny tilbygning koster omkring 25.000-30.000 kr. pr. kvadratmeter inklusive moms.

Med en pris på 27.500 kr. pr. kvadratmeter giver det altså 165.000 kr., men der kan være stor forskel på prisen for et nyt badeværelse. Den er nemlig afhængig af, hvilke materialer du bruger.

Yderligere skal man være opmærksom på, at kvadratmeterprisen for badeværelset skal lægges oveni den almindelige kvadratmeterpris for tilbygningen. Betaler du for eksempel 18.000 kr. pr. kvadratmeter for en ny tilbygning på 30 kvadratmeter, skal du lægge det ekstra oveni de 165.000 kr.

 

Pris for renovering af badeværelse

Men et nyt badeværelse behøver jo ikke at ligge i en ny tilbygning. Mange ønsker blot at renovere det eksisterende badeværelse, så hvad koster en renovering af badeværelset?

Det behøver ikke at være voldsomt dyrt at friske dit nuværende badeværelset op. Er du for eksempel tilfreds med gulv, loft og fliser, er det muligt at få et nyt badeværelse til en langt mindre pris, end hvis du byggede et helt nyt badeværelse i en tilbygning.

Den landsdækkende VVS-kæde Bedre Bad har opstillet tre scenarier for prisen for en renovering af et badeværelse. Og her skal man naturligvis tage forbehold for, at det er kædens priser, der danner grundlag for budgettet.

Energiforbedringer kan øge din boligs værdi.
Læs mere i: Skal du forbedre din bolig? Følg disse tips og tjen tusindvis af kroner

1. Facelift - billig renovering af badeværelset

Hvis du er tilfreds med udseendet på vægge, fliser og loft, kan du måske nøjes med at give dit badeværelse et "facelift". Et facelift er en opgradering af sanitet og armaturer i badeværelset, men installationer pilles der ikke ved – og ej heller fliserne.

  • Maling af loft og afrensning af fliser
  • Ny bruser inkl. blandingsbatteri til kar/brus
  • Glasafskærmning ved bruseinstallation
  • Nyt gulvstående toilet
  • Nyt vaskemøbel inkl. vask og spejl
  • Nyt håndvaskarmatur

Pris for billig renovering af badeværelse: 35.000 kr.

Se også denne video:
Er det på tide med forbedringer i boligen? Det skal du vide for at få det bedste lån

2. Delrenovering af eksisterende badeværelse

En delrenovering omfatter i dette priseksempel nedtagning af badekar og etablering af bruseniche til eksisterende afløbsinstallation. Så det er altså løsningen, hvis du ønsker en lidt større makeover af badeværelset.

  • Nyt gulv og vægbeklædning inkl. maling af væg og loft
  • Radiator udskiftes til håndklæderadiator
  • Ny bruser inkl. blandingsbatteri
  • Nyt gulvstående toilet
  • Nyt vaskemøbel inkl. vask og spejl
  • Nyt håndvaskarmatur

Pris for sådan en type renovering af badeværelse: 96.000 kr.

3. Pris for totalrenovering af badeværelse

Er en delrenovering ikke nok? Ønsker du at bygge et helt nyt badeværelse, som er specifikt tilpasset til dine ønsker, så er en totalrenovering af badeværelset løsningen, omend ikke en billig løsning.

  • Specialdesignet badeværelse i indretning og materialevalg efter dine ønsker og muligheder.
  • Alle tekniske installationer som afløb, vand og el optimeres og udskiftes.
  • Løsningen indeholder ligeledes gulvvarme, led-lys i loft og nye armaturer, sanitet, møbler.

Pris for sådan en type renovering af badeværelse: 200.000-300.000 kr.

Skjulte installationer er dyre installationer

Men hvorfor koster et nyt badeværelse så meget? Og hvorfor stiger prisen på et nyt badeværelse så hurtigt?

Ifølge Videnscentret Bolius er det især de skjulte installationer i badeværelset, der koster penge. Mindst halvdelen af udgifterne til et badeværelse går til afløb, vandinstallationer og varme.

Yderligere er badeværelset i sagens natur et vådrum. Og vådrummet er husets mest velregulerede rum. Der er vand, der rammer gulve og vægge, og det giver stor fugtbelastning. Det betyder, at der skal tætnes ekstra, og man skal være omhyggelig med udførelsen. Og det koster penge.

Overvejer du at investere i et nyt køkken? 
Se prisen for et nyt køkken i: Hvad koster et nyt køkken?

Sådan kan du spare penge på en renovering af badeværelset

Som skrevet er det de skjulte installationer, som udgør en stor del af totalprisen på et nyt badeværelse. Derfor er det f.eks. på fliserne i badeværelset, at du kan spare penge. 

Du kan vælge at købe lidt billigere nye fliser til badeværelset, eller du kan vælge kun at installere fliser i vådrumszonerne. På den måde kan du reducere prisen for  nye fliser til badeværelset.

Du kan selvfølgelig også spare på udstyret. Du kan skrotte boblebadet eller badekarret. Og brusekabinen, armaturer og skabe behøver ikke at være i den eksklusive afdeling.

Gulvvarmen kan også udelades.

Endelig kan du jo smide dig selv i puljen og gøre en del af tingene selv. Men husk, at du ikke må pille ved afløbs- og vandinstallationer samt el. Det kræver autorisation.

Du kan læse mere om, hvad du selv må optimere i din bolig i artiklen "Gør-det-selv: Hvilke forbedringer må du selv foretage i boligen?"