Bolig 25.06.2021
Tekst: Adam Villaume Foto: iStock

Hvad koster en udestue?

 

Hvis du savner fornemmelsen af at være i haven, selv når vejret ikke er til det, kan en udestue være en god løsning. Læs med her, hvor vi gennemgår, hvad det koster at etablere en udestue.


Ikke helt ude og ikke helt inde. Udestuen giver fornemmelsen af at være tæt på naturen og elementerne ude i sin have uden at være begrænset af vejr og vind. I Danmark, hvor vejret kan skuffe i lange perioder, er udestuen derfor en måde at få størst udnyttelse af haven.

Udestuen gør det muligt at spise aftensmad tæt på havens blomster og dyr, selvom det blæser. Udestuen gør, at du kan sidde næsten udenfor til langt ud på aftenen, selvom det ikke er højsommer. Udestuen giver særlige oplevelser, hvis du sætter dig til rette med en god bog og et tæppe, mens regnen trommer på taget.

Hvis du overvejer at bygge en udestue til dit hus, giver vi dig overblikket over omkostningerne i denne artikel.

Vi ser nærmere på forskellige typer af udestuer og materialer, og hvordan dine valg påvirker den endelige pris.

Kunne haven trænge til en seriøs "saltvandsindsprøjtning"?
Læs her, hvad det koster at etablere en ny have

 

Det skal du vide, før du bygger en udestue

Det er vigtigt at bruge noget tid på at finde ud af, hvad du gerne vil bruge udestuen til, samt hvilke oplevelser og aktiviteter den skal rumme. Disse ønsker og behov vil gøre det nemmere, når du skal vælge type, størrelse og materialer til udestuen.

Dernæst er det en god idé at lægge et budget, som kan give dig et overblik over, hvilket beløb du kan afsætte til udestuen. Dette er særligt vigtigt, hvis opsparingen ikke rækker, og du derfor skal finde et lån til udestuen. Budgettet giver nemlig klarhed over, hvilken månedlig ydelse du har råd til at betale, uden det bliver for hårdt økonomisk.

Du kan se mere om, hvordan du lægger et budget lige her:
VIDEO - Sådan lægger du et budget

Når du har fundet en udestue, som passer til dine ønsker og økonomi, skal du søge om tilladelse til at bygge udestuen hos din kommune. For at ansøgningen bliver behandlet, skal den leve om til de gældende krav. Det betyder, at du blandt andet skal have styr på lovkrav, tegninger og materialer.

Selve processen er typisk ret simpel, hvis du har samlet de nødvendige oplysninger, da mange kommuner tillader, du ansøger online, og det koster kun omkring 1.500 kr.

Hvis du har i sinde at installere varme i din udestue, bliver den betragtet som en tilbygning. Dette også selvom der er dør mellem huset og udestuen. Det gør tilladelsen mere besværlig og dyrere at indhente. Der stilles nemlig andre krav til flugtveje, isolering og højden i udestuen, når det er en tilbygning.

 

Typer af udestuer

Udestuer kan have mange forskellige design, størrelser og placeringer. Typen af udestue kan defineres ud fra dens udformning såvel som dens placering. Her tager vi udgangspunkt i placeringen.

En udestue kan både være facademonteret, integreret eller fritstående, men da de fritstående både kan defineres som udestuer, pavilloner og orangerier, bliver det for meget at beskæftige sig med i én artikel.


I denne omgang ser vi derfor nærmere på udestuer, der monteres på facaden og derfor i højere eller mindre grad integreres med huset.

Facademonterede udestuer fås i flere modeller afhængig af, hvor de bliver placeret:

 

Udestue til gavlen

Gavlmodeller er designet til at blive placeret for én af husets ender, og udestuen kan have en halvbueform, giver stort lysindfald og godt udsyn. De fås både med skråtag og sadeltag og kan derved afspejle husets tag.

 

Udestue til siden af huset

Sidemodeller har typisk skråtag, monteres på husets side, ofte i forbindelse med husets stue og er typisk bredere, end de er dybe.

 

Udestue til et hjørne af huset

Hvis du har et hjørne, kan du også få særlige modeller til dette formål. Et indvendigt hjørne udnytter to af husets vægge, mens en hjørnemodel på et af huset ydre hjørner betyder, at udestuen svøber sig om husets hjørne.

Artiklen fortsætter under billedet:

Hvad påvirker prisen på en udestue?

Der er mange detaljer, som påvirker den endelige pris på en udestue, og derfor følger her et overblik over de vigtigste elementer, der har indflydelse på, hvad udestuen kommer til at koste.

 

Udestuens skellet

Skelettet er de søjler, rammer og spær, som bærer vinduer, døre og tag. Det er typisk lavet af træ, aluminium eller plast. Du bør vælge det materiale, som passer bedst til huset såvel som dit budget.

  • Plast kræver ingen vedligeholdelse og er nemt at rengøre, og så er det holdbart.
  • Træ kan, afhængig af sorten, være forholdsvist billigt, men kræver vedligeholdelse i form af maling eller olie.
  • Aluminium er dyrere, men utroligt holdbart, vedligeholdelsesfrit og nemt at gøre rent.

Taget

Taget er noget af det vigtigste, for dit valg af tag afgør, hvor meget sollys, der kommer ind i udestuen. Derudover betyder beslutningen om, hvorvidt du vælger et tag, der isolerer, meget for, hvornår du kan bruge udestuen.

Du kan vælge mellem:

  • Glas giver en nærmest drivhusagtig fornemmelse og rigtig meget sollys. Det betyder også, at der kan blive meget varmt i udestuen på varme sommerdage. Glas kan evt. behandles så det ikke er helt klart, og du kan desuden montere gardiner på indersiden af taget, for at tage det direkte sollys. Flerlagsruder isolerer endvidere ret godt.
  • Trapeztag er enormt billigt, og det lader en del lys trænge igennem. Dette tag isolerer ikke og vil med tiden se lidt grumset ud, men det er nemt at lægge og skifte ud.
  • Termotag er oplagt til udestuer, hvor du ønsker højt lysindfald og fin isolering i taget til en fornuftig pris. Termotag er ikke lige så holdbart som glas, men virker kondenshæmmende og er noget billigere end energiruder.
  • Tagpap er til dig, som gerne vil lukke solen lidt ude. Det er nemlig et lukket tag, som til gengæld er meget robust og holdbart. Vælger du et tag, der lukker solen ude, vil det gøre rummet bag ved udestuen mørkere.

Vinduerne

Vinduerne er nok det, folk lægger mest mærke til ved en udestue. Udestuen består typisk af store glasarealer, og derfor er valget af vinduer essentielt.

Glasset er typisk enten to-lags eller tre-lags, og jo mere isolerende vinduerne er, jo større brugsværdi får du af udestuen. Med en prisforskel på kun omkring 10-15 pct. kan det hurtigt blive pengene værd at opgradere til tre-lags. Særligt hvis du har møbler stående fast i udestuen, og som måske står tæt på vinduerne. Tre-lags vil nemlig i højere grad sikre mod kulde og fugt.

 

Det koster en udestue

I det næste kigger vi på de overordnede priser på en facademonteret udestue.

 

Udestue på budget fra ca. 20.000 kr.

Den billigste udestue er én, du køber som fast samlesæt, og de koster fra omkring 21.000 kr. og opefter. Disse udestuer er typisk konstrueret af et limtræsskelet, der er hårdført og tåler store temperaturforskelle. Ruderne er som udgangspunkt et-lags ruder, men taget kan godt være termotag. Udestuen kan typisk kun benyttes om sommeren, men er nem at opføre.

Du behøver imidlertid ikke øge budgettet med mere end omkring 10.000 kr. for at få en udestue, som ser noget pænere ud og som i højere grad kan tilpasses efter dine ønsker.

 

Gedigen udestue fra 45.000 kr.

Hvis du gerne vil have lidt højere kvalitet i materialerne og måske udnytte udestuen i det tidlige forår og sene efterår, vil prisen stige til mellem 45.000 og 80.000 kr.

Denne type udestue vil være delvist isoleret med termoruder, -tag og gerne suppleret med isoleret underlag. Den kan med fordel varmes op med en terrassevarmer eller lignende, så du får mest ud af udestuen i de køligere måneder.

 

Udestue/tilbygning til helårsbrug fra 200.000 kr.

En udestue, som er skabt til dit hus, opført af en håndværker, som en slags tilbygning løber hurtigt op i omkring 200.000 kr. Så kan du til gengæld også udnytte de ekstra kvadratmeter hele året, i en behagelig temperatur.


Husk montering og indretning

Det er ikke nok at købe en udestue. Den skal også stilles op, og hvis du ikke selv har skruet hænderne ordentligt på, kommer udgiften til montering oven i prisen for selve udestuen. Du kan få tre tilbud på, hvad opførelsen af en udestue koster via 3byggetilbud.dk.

Dernæst skal udestuen indrettes, og her er det som bekendt kun fantasien, der sætter grænser.

Udestuen kan indrettes som spisestue med stort bord, stole, lys i loftet og planter langs væggene.

Den kan også indrettes som lounge med lave, bløde møbler, hyggelige lyskæder under taget og marokkopuder.

Når først udestuen står der, løber den ingen vegne, så brug gerne noget tid på at finde den helt rigtige indretning, de rigtige planter og den rigtige belysning til familiens nye frirum.