Hvad er energimærkning?
Energimærket har stor betydning for prisen, hvis du en dag skal sælge dit hus. Læs her alt du skal vide om energimærkning.
Energimærkninger til huse fortæller dig, hvor energieffektivt et hus er. Du kan bruge energimærket til at vurdere, hvor dyrt det bliver at opvarme et hus.
Energiforbruget har stor betydning for din økonomi, og energimærkningen er derfor noget, du skal være opmærksom på, når du vil sælge dit hus eller købe nyt.
Energimærkning: Hvem, hvad, hvor
Et energimærke er en samlet vurdering af husets tilstand, vurderet på en skala fra A til G, hvor A er delt op i A2020, A2015 og A2010. A2020 er det mest energieffektive mærke, og G er det mindst effektive. Energimærkninger er lovpligtige og skal laves af en beskikket energikonsulent - og dem, der bliver lavet nu, holder i ti år.
Når en bolig skal energimærkes foregår det ud fra alle parametre i boligen; fra tag til ydervægge til opvarmningskilde til vinduer og andre relevante dele af boligen. Energimærker bruges oftest i forbindelse med køb og salg af bolig for at give købere et objektivt billede af boligens energimæssige stand og forbrug.
»Huse er i sig selv komplekse, fordi de består af så mange dele, der har indvirkning på husets energiforbrug. Her skal både vurderes tag, vægge, vinduer osv.,« fortæller Morten K. Mathiesen, Kvalitetschef for Byggesagkyndig.nu.
Trænger sommerhuset til en energirenovering?
Se, om det giver mening i: Kan det betale sig at gøre sommerhuset grønt?
I rapporten gennemgår energikonsulenten også, hvad de forskellige dele består af, eksempelvis beskrivelse af tag og loft, hvilke materialer det består af og er isoleret med. Samtidig tages der højde for byggeskik på bygningstidspunktet således, at det vurderes ud fra de standarder, der var på det tidspunkt. På den måde får man et fuldt overblik over boligen.
Forslag til energiforbedringer
Læs også: Hvad er en energirenovering?
Ud over at en energimærkning kan give et objektivt overblik over en ejendoms energiforbrug, og hvad huset koster i varme, el og vand, så bliver den også lavet for at motivere boligejere til at energirenovere.
Rapporten, der ligger til grund for energimærkningen, indeholder derfor også forslag til energiforbedringer. De er opdelt i to typer:
- Energiforbedringer der anbefales at lave med det samme, da besparelsen overstiger investeringen.
- Energiforbedringer der anbefales at lave i forbindelse med andre renoveringer, da investeringen på disse overstiger besparelserne alene.
Hvad kan du energioptimere i boligen? Og hvor skal du starte?
Energiforbedring af din bolig? Disse ting kan du optimere
Under hvert forslag til forbedring står der, hvad det vil koste, hvad besparelsen vil være, og hvordan det har indvirkning på det nuværende energimærke.
Sådan hæver du din energimærkning
Når der skal laves en energimærkning, er der rigtig mange forhold, der påvirker den. Det er kort sagt alle de ting, der påvirker bygningens energiforbrug. Derfor handler energimærkning ikke kun om, hvordan boligen opvarmes. Isolering for eksempel har mindst lige så stor betydning.
Fordi et energimærke er nuanceret, bør man også nærlæse rapporten. For et hus kan sagtens hæves i energimærkning, selvom det starter i den lave ende. Typisk kan man hæve boliger med energimærke D eller dårligere en til to klasser, hvis man gennemfører forslagene. Og man kan komme helt fra G til C, hvis man kaster sig ud i en gennemgribende energirenovering på et ældre hus.
»Energimærkning er jo en skala, så man rykker ikke nødvendigvis et mærke op på grund af nye vinduer alene. Der er et spænd i de enkelte bogstaver, men man rykker typisk et mærke eller to, når man laver store tiltag som udskiftning af taget,« siger Morten K. Mathiesen.
Hvad koster det at låne til energirenovering?
Se, om det kan betale sig for dig i artiklen: Hvad koster det at låne til energirenovering?
Hvad koster energimærkning?
Energimærkningen er ikke gratis, og prisen kommer an på størrelsen af boligen. Dog er der en øvre honorargrænse. Pr. 1. januar 2022 koster energimærkning:
- 6.284 kr. inkl. moms for en bygning på under 100 m2
- 6.915 kr. inkl. moms for en bygning på 100-199 m2
- 7.542 kr. inkl. moms for en bygning på 200-299 m2
Du kan tjekke din boligs energimærke på boligejer.dk