Hvad betyder energimærket for dit boligsalg?

Overvejer du at sælge din bolig? Hvis du gør, har du sandsynligvis stiftet bekendtskab med energimærket. Læs med her, og bliv klogere på, hvad energimærket betyder for dit boligsalg. 

Har du planer om at sælge din bolig? Så har du måske overvejet, hvad energimærket betyder for dit boligsalg. 

Siden 2010 har energimærket været lovpligtigt i Danmark ved salg af enfamiliehuse (inklusiv række-, kæde- og dobbelthuse) på mere end 60 kvadratmeter. 

Oprindeligt blev energimærket indført for at reducere energiforbruget i den danske boligsektor, men som mange boligejere har opdaget, kan husets klimastempel også bruges til at øge interessen og prisen i forbindelse med et salg. 

Men hvad betyder energimærket egentlig i forbindelse med en bolighandel? Det får du svar på i denne artikel. 

Guide: Hvad er en energirenovering?

Energimærkets betydning for boligsalg 

Energimærket er i stigende grad en faktor, som købere på boligmarkedet er opmærksomme på. 

Det vurderer Simon Rye, som er indehaver og ejendomsmægler hos den nordjyske ejendomsmægler Mæglerhuset

»Det er helt klart vores oplevelse, at energimærket betyder mere for boligkøbere i dag, end det gjorde for fem eller ti år siden. Jeg vil gætte på, at det skyldes et generelt større fokus på klimaet i samfundet. Samtidig er boligkøbere blevet bevidste om, at et godt energimærke hænger direkte sammen med en besparelse i kroner og øre på et kommende husholdningsbudget,« siger Simon Rye. 

Han oplever, at et bedre energimærke både kan løfte boligens salgspris og forkorte boligens liggetid.

Skal du energirenovere? Bliv klogere, før du tager en beslutning med denne guide:
Hvornår skal du energirenovere?

Det er eksempelvis blevet almindeligt, at købere inddrager energimærket som en del af deres screening af potentielle købsemner. Det gælder blandt andet ved brug af digitale boligsøgningsværktøjer, hvor brugeren fastsætter det ønskede energimærke på de boliger, der skal vises blandt søgeresultaterne.  

Derfor sniger din bolig sig med i overvejelserne hos et større antal købere for hver gang, du forbedrer placering på energimærkets karakterskala. Interessen stiger helt automatisk. 

100.000 kroner per spring i karakter 

Om et hus er udstyret med et A, B, C eller helt ned til G – som er den skala, energimærket udmåles på – er en direkte indikation af, hvor meget det koster at forsyne huset med energi. Derfor er det også et parameter, som kommende ejere er opmærksomme på, når de afsøger markedet for et nyt hjem. 

De nyeste udregninger fra Realkredit Danmark viser, at et spring i karakter på energimærkeskalaen har en positiv effekt på boligens salgspris svarende til omkring 70.000 - 100.000 kr. for et gennemsnitligt parcelhus på 140 kvadratmeter. 

Og ifølge Energistyrelsens beregninger stiger salgsprisen på et typisk hus på 100 kvadratmeter med energimærke G i omegnen af 120.000 kr., hvis huset løftes til energimærke E, eller i omegnen af 160.000 kr., hvis det løftes til energimærke D. 

Netop et spring på karakterskalaen er afgørende for at øge husets værdi, når du foretager energiforbedringer.

»Hvis du laver energiforbedringer med henblik på salg, er det vigtigt at have karakterskalaen i dine overvejelser. I nogle tilfælde kan du foretage en energiforbedring, som godt nok øger energieffektiviteten, men ikke i et tilstrækkeligt omfang til at hæve energimærket. Uden et spring på karakterskalaen er det svært at forbedre husets salgsværdi, for det er oftest selve energimærket, køber fokuserer på,« forklarer Simon Rye.

CTA_1200x600_Energi Plus lån_1_vs2.jpg

Kan det betale sig? 

Energiforbedringer kan øge din boligs værdi og interessen for din bolig. Især hvis energiforbedringerne medfører et spring på karakterskalaen.

Det er dog ikke ensbetydende med, at energiforbedringer altid er rentable. Hvis du udelukkende fokuserer på en økonomisk gevinst i forbindelse med et salg, skal du holde tungen lige i munden for at finde de energiforbedringer, som øger salgsprisen med et større beløb, end de koster at få udbedret.  

Forskellige beregninger på området – blandt andet foretaget af Realkredit Danmark – viser for eksempel, at det er svært at hæve energimærket med mere end to karakterer, hvis investeringen skal være rentabel i forbindelse med et boligsalg. 

Overvejer du at investere i solceller, kan du her få gode råd om, hvornår det er en god idé:
Solceller - Hvornår kan det betale sig?

Tommelfingerreglen er, at et spring på karakterskalaen koster omkring 75.000 - 125.000 kr. per karakter i udgifter til energiforbedringer. Det er nogenlunde samme beløbsstørrelse, som du forventes at kunne tjene på en stigning i salgsprisen. Beløbene er selvfølgelig vejledende og derfor heller ikke ensbetydende med, at det aldrig kan betale sig at energiforbedre med henblik på et nært forestående salg. Der er dog ingen garantier for en gevinst.

Hvis du vil forbedre energimærket – og samtidig tjene en gevinst i forbindelse med et salg – skal du undersøge, om din bolig har nogle lavthængende frugter i forhold til sit energiforbrug. 

Det vil sige energiforbedringer, som kan skubbe energimærket op ad karakterskalaen, men til en relativt billig pris.

Energimærkning: Overvej de her forbedringer

Sammen med energikonsulenter, som er eksperter i energimærket, har Simon Rye set nærmere på, hvilke energiforbedringer det oftest kan betale sig at investere i med henblik på et salg. 

Her er nogle af deres bud på, hvordan du mest effektivt kan forbedre husets energimærkning:

  • Alle rør til installationer, som er uden for den opvarmede del af boligen, kan med fordel isoleres. Det kan eksempelvis være rør i en garage eller kælder. 
  • Hvis du har en gammel pumpe – det kan eksempelvis være på brugsvandet – er det ofte en god investering at få den skiftet. 
  • Er dit hus udstyret med et tilgængeligt loftsrum, som kun har 100 mm isolering, kan det som regel betale sig at efterisolere med 200 mm isolering, hvilket forbedrer husets varmeregnskab markant.
  • Et oliefyr har en negativ effekt på dit energimærke og kan ofte betale sig at få udskiftet.
  • Det kan sjældent betale sig at udskifte ældre termoruder, da nye vinduer typisk ikke hæver energimærket.

Hvilke energiforbedringer der kan betale sig, vil dog altid være et spørgsmål om den enkelte bolig. 

Hvis du i forbindelse med et nært forestående salg ønsker vished om, at du får maksimal værdi ud af dine penge til energiforbedringer, kan du med fordel kontakte et af de cirka 180 energimærkningsfirmaer i Danmark

Energimærkningsfirmaet kan hjælpe dig med at få udarbejdet en såkaldt kladde på din boligs energimærke. Som en del af kladden får du konkrete forslag til energiforbedringer, som kan rykke dit energimærke op ad skalaen til en bedre karakter, og hvad energiforbedringerne typisk koster. 

Det tager 1-2 timer at få udarbejdet en kladde, og prisen er maksimalt 2.000 kroner. Det er en relativt lav pris, hvis de rigtige forbedringer kan øge salgsprisen med 70.000 - 100.000 kr. 

»Det varierer altid fra hus til hus, hvad der lige skal til for at tage springet til en bedre karakter på energimærkeskalaen. Derfor er det en rigtig god ide at få udarbejdet en kladde af en energikonsulent. Energikonsulenten kan fortælle dig, hvilke energiforbedringer du skal lave for at få en bedre karakter, og hvad forbedringerne koster. På den måde får du overblik over, hvilke energiforbedringer det kan betale sig for dig at igangsætte med henblik på et salg,« siger Simon Rye.

Konklusion: Energimærkning har stor betydning ved hussalg

Der er altså ikke nogen tvivl om, at energimærket har betydning for en bolighandel og for din position som sælger.

Bedre energimærke betyder større interesse og sandsynligvis en højere salgspris. 

Skal du sælge dit hus, kan du overveje at gøre noget ved have. Det er nemlig ikke ligemeget, hvordan den ser ud. Se videoen her:
VIDEO - Hvad betyder haven for boligens værdi?

Det er dog ikke sikkert, at energiforbedringer kan betale sig i lige præcis din situation. Det afhænger af din bolig, og hvor meget det vil koste at kravle op ad karakterskalaen. En god ide er derfor at tage kontakt til et energimærkningsfirma og få udarbejdet en kladde på din boligs energimærke.

Du bør i øvrigt undersøge dine muligheder for at søge tilskud til energiforbedring fra Bygningspuljen. Læs vores artikel om, hvordan du kan få tilskud.