Se kortet: Her får du flest kvadratmeter for pengene

Er antallet af kvadratmeter vigtigst for dig, når du køber bolig? Statistikkerne viser, at der kan være en markant forskel på kvadratmeterpriserne alt efter, hvor i landet du kigger på bolig. Se kortet over priserne her.

Lyder 150 kvadratmeter bolig til 450.000 kroner fristende?

Hvis du nogensinde har set det populære boligprogram 'Hammerslag' på DR1, har du måske hørt de gættende ejendomsmæglere snakke om pris pr. kvadratmeter.

Kvadratmeterpris er et nøglebegreb, når det handler om boligkøb. I en undersøgelse fra Dentsu Aegis Network om danskernes flyttevaner angiver 50 procent, at mere plads er den overvejende grund til at købe ny bolig.

Og hvis antallet af kvadratmeter også er afgørende for dig, kan du her i artiklen blive klogere på, hvor i Danmark kvadratmeterprisen er lavest – altså hvor du får mest plads for dine penge.

Presset økonomi? Der er meget, du kan gøre for at undgå at sidde for hårdt i det.
Læs ekspertens råd til, hvordan du undgår at sidde for hårdt i det

Statistikkerne fortæller, at der er gevaldig forskel på, hvor mange kvadratmeter man får for pengene, alt efter hvor i landet man kigger.

Sammenligner man den gennemsnitlige kvadratmeterpris på huse i landets postnumre, viser en opgørelse fra Boligsiden.dk, at det dyreste område er over 26 gange så dyrt som det billigste.

150 kvadratmeter til under en halv million

Vil du finde den billigste kvadratmeter i landet, skal du til postnummeret 4983 Dannemare i Lolland Kommune. Her koster en enkelt kvadratmeter 2.380 kroner.

Landets dyreste postnummer er 1000 København K, hvor du skal betale hele 63.229 kroner pr. kvadratmeter.

Forskellen på landets billigste og dyreste kvadratmeter er således 60.849 i kroner og øre.

Hvordan får du mere plads i din bolig?
Skab plads i din bolig med disse tips

I fem postnumre er kvadratmeterprisen i Danmark under 3.000 kroner.

Til den pris kan du købe et hus på 150 kvadratmeter til 450.000 kroner. Et beløb, der i København K blot giver syv boligkvadratmeter.

»Forskellen mellem top og bund er ekstremt stor taget den relativt korte afstand på to timers kørsel i betragtning,« siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør og boligøkonom hos Boligsiden.dk.

»Det er klart, at prisforskellen primært handler om værdien af den jord husene er bygget på, og det er ikke overraskende, at hovedstaden slet og ret er det mest attraktive sted at eje en bolig i Danmark, fordi risikoen for værdifald nærmest ikke er til stede,« siger hun.

Herunder finder du et kort over, hvor i landet det er dyrest og billigst at bo.

Lemmingeffekt

Birgit Daetz ser to umiddelbare tendenser i opgørelsen over kvadratmeterpriserne.

»I de store byer går det rigtig godt, og der er mange, der gerne vil flytte til de større byer. Det øger priserne, og hvis prisen stiger, kan du købe færre kvadratmeter. Det er den første tendens.«

»Den anden tendens er, at i nogle af de områder, som primært består af landzoner (områder, der ikke er udpeget som byområder eller sommerhusområder, red.), eksempelvis Tønder, går udviklingen den anden vej. Der er ikke helt så mange tilflyttere, og det betyder så, at prisen er på et niveau, der ligger markant under prisen for de store byer,« siger hun.

Udfordringen for både de områder, hvor priserne er meget høje, og de steder, hvor priserne er meget lave, er, at tendenserne er selvforstærkende.

»Hvis der er et sted, hvor det går godt, øges prisen, og så er det, som om folk gerne vil derhen, også selvom prisen stiger. Man kan sige: "Hvorfor flytte derhen, når priserne blive højere?", men der går lidt lemmingeffekt i den,« siger Birgit Daetz.

Hvad har du af muligheder i forhold til opbevaring af dine ting under en flytning? 
Læs, hvilken opbevarings-løsning du skal vælge, når du flytter

Der er dog også positive takter, som kan tale for, at prisforskellen mellem de to poler vil blive reduceret over tid.

Henover det seneste år har både Region Sjælland og Region Nordjylland oplevet en større procentmæssig vækst på husmarkedet end hovedstaden. Og ude i landet er der mange steder et godt grundlag for prisstigninger, fordi det eksisterende niveau er relativt lavt.

»I København har vi nået et prisniveau, hvor det er blevet så dyrt, at folk flytter længere væk til billigere alternativer. Boligkøberne finder billigere alternativer væk fra byen, og en aftagende køberskare tager toppen af prisstigningerne, fordi der vil være færre om buddet,« siger Birgit Daetz.


Køb fordi du skal bo

Umiddelbart kan begge yderpoler med henholdsvis meget høj kvadratmeterpris og meget lav kvadratmeterpris give bekymringer, hvis man gerne vil købe bolig i området.

Hvor mange penge bruger danskerne typisk på at flytte? 
Hvor meget tror du? Så meget bruger danskerne på flytte

Birgit Daetz har den holdning, at man ikke udelukkende skal fokusere på, hvor man kan foretage den mest fornuftige boliginvestering.

»Grundlæggende skal man købe, fordi man skal bo,« siger hun.

»Alle os, der ikke er så erfarne med bolighandel, skal bare købe for at bo, men selvfølgelig vil man også gerne kunne få sine penge hjem igen. Hvis du køber i området, hvor prisen er 4-5.000 kroner pr kvadratmeter, er der selvfølgelig også en grænse for, hvor mange penge du kan miste på den konto. Men man kan ikke vide sig sikker,« fortæller hun.


Kvadratmeterpriser på huse i Danmark

Billigste 10 kommuner målt på kvadratmeterpris

HOVEDPOSTNUMMER GN.SNITLIG KVM.PRIS
4983 Dannemare 2.380 kr.
6280 Højer 2.824 kr.
9681 Ranum 2.901 kr.
4952 Stokkemarke 2.952 kr.
4960 Holeby 2.977 kr.
4874 Gedser 3.102 kr.
4970 Rødby 3.107 kr.
4920 Søllested 3.138 kr.
9631 Gedsted 3.163 kr.
4912 Harpelunde 3.217 kr.


Dyreste 10 kommuner målt på kvadratmeterpris

HOVEDPOSTNUMMER GN.SNITLIG KVM.PRIS
1000 København K 63.229 kr.
2100 København Ø 51.515 kr.
2930 Klampenborg 51.022 kr.
2000 Frederiksberg 47.600 kr.
2942 Skodsborg 47.173 kr.
2920 Charlottenlund 45.822 kr.
2900 Hellerup 42.191 kr.
2870 Dyssegård 37.741 kr.
2300 København S 36.576 kr.
2820 Gentofte 36.483 kr.

Opgørelserne er baseret på salget af villaer og rækkehuse i 2017. Kun postnumre med minimum fem handler er med i tabellerne. Kilde: Boligsiden.dk