Gør-det-selv: Hvilke forbedringer må man selv foretage?

Kribler det i hænderne for at skabe bedre forhold i hjemmet, får du her en guide til, hvad du selv må lave, forbedre og bygge i din bolig.

Har du hænderne skruet ordentligt på, er der mange penge at spare ved at lave boligforbedringerne selv. Og der er rigtig mange ting, du gerne må kaste dig over, men der er også områder, du lovgivningsmæssigt skal holde dig fra.

Regler kan nogle gange virke begrænsende, men når det gælder gør-det-selv projekter, er reglerne primært sat for at sikre vores egen sundhed og sikkerhed. Det forklarer Tine Nielsen, der er arkitekt MAA og fagekspert på Bolius.dk.

»Du må lave rigtig meget selv, men lige med el- og vvs-installationer kan det få store og potentielt fatale konsekvenser, hvis de ikke er lavet ordentligt, og derfor må man ikke lave dem selv,« siger hun.

Et lån til boligforbedringer kan give et afkast. Men hvor meget skal du betale for lånet?
Se eksemplet: Det koster et lån til boligforbedringer

Mindre opgaver, der vedrører el og vvs, må man godt selv udføre, og det kommer vi tilbage til, men hvis der er tale om nye installationer, nye kabler, ny rørføring, så er det ‘fingrene væk’.

Sundhed og sikkerhed

Begrænsningerne handler overordnet om at mindske brandrisikoen og sikre rent drikkevand, men selvom du godt  udføre en opgave, er det ikke nødvendigvis det mest hensigtsmæssige.

»Det kommer selvfølgelig an på, hvor gode evner du har og hvilken erfaring, men der er også opgaver, der kræver specialiseret værktøj, så det er en god idé at tænke opgaven grundigt igennem, før du går i gang,« forklarer Tine Nielsen.

Dernæst skal du være opmærksom på, at du selv har ansvaret for, at arbejdet overholder de gældende regler, når du gør-det-selv.

»Det fritager dig ikke fra bestemmelserne i bygningsreglementet at udføre arbejdet selv. Du skal selv have styr på reglerne, men der findes nogle detaljerede løsninger, som du kan bruge,« fortæller fageksperten.

På Statens Byggeforskningsinstituts hjemmeside sbi.dk finder du anvisninger til alle typer byggeri i hjemmet fra støj, vinduer og gulve til vådrumssikring og meget mere.

Trænger boligen til forbedringer? Disse 5 fejl må du ikke begå, når du tager et lån 

»SBI giver konkrete anvisninger i tekst og tegninger til, hvordan arbejdet skal udføres og med hvilke materialer, og følger du disse anvisninger, ved du, at du overholder bygningsreglementet,« siger Tine Nielsen.

Med anvisningerne fra SBI har både professionelle og private adgang til en samling forhåndsgodkendte løsninger, og på den måde slipper du for selv at kende detaljerne i bygningsreglementet. Du skal imidlertid ikke forvente, at du får det fulde udbytte af anvisningerne, hvis du aldrig har holdt en hammer i hånden.

»De er ikke til at forstå for alle, men det er praktisk viden, så hvis du har erfaringen, bør du kunne bruge dem, og har du svært ved at finde den rigtige løsning, kan du få hjælp af en rådgiver,« fortæller Tine Nielsen.

Læs, hvordan du kan tjene 50.000 kr. på energirenovering
Start din energirenovering med vores store guide her

Disse forbedringer må du selv lave

Med de generelle betragtninger på plads er det tid til at dykke ned i de specifikke detaljer og præsentere de forbedringer, du selv må foretage inden for hver kategori.

Elarbejde

Al installationsarbejde skal udføres af autoriserede håndværkere, så det er nærmest kun fra strømudtaget, du selv må rode med el. Du må eksempelvis gerne udskifte en eksisterende stikkontakt, men du må ikke selv trække kabler og installere en stikkontakt et nyt sted.

Og det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt du kan, men at du lovgivningsmæssigt ikke må uanset, hvilke færdigheder du besidder.

»Der er mange brande, der opstår i elinstallationer, og hvis børn får stød, er det alvorligt, så lige med el især, er der store risici og potentielt fatale konsekvenser,« pointerer Tine Nielsen.

Du skal samtidig være opmærksom på, at forsikringen ikke dækker, hvis arbejdet ikke er udført korrekt, og når du engang skal sælge, vil uautoriserede installationer blive opdaget.

»Og så vil du blive bedt om enten at få lavet el-arbejdet om eller sænke prisen således, at køber ikke belastes af udbedringen,« forklarer fageksperten.

Du må udskifte, montere og reparere:

  • Stikpropper
  • Elapparater og -kontakter
  • Lampefatning
  • Stikkontakter og afbrydere op til 250 volt.
  • Afbrydere med lysdæmpere eller tidsfunktion
  • Intelligente reguleringssystemer
  • Ledningsafbrydere

VVS- og kloakarbejde

Ligesom med el-arbejde er der begrænsninger for, hvad du selv må lave af vvs-arbejde. Dette skyldes, at der ved nogle opgaver er en risiko for, at spildevand kommer i kontakt med drikkevandet, hvis arbejdet udføres forkert.

Derfor må du ikke selv lave nye vvs-installationer eller udbygge brugsvandsanlægget, som er en samlet betegnelse for det system af rør og installationer, der fører vand ind i huset, varmer det op og cirkulerer det, så du har adgang til både koldt og varmt vand.

Som tommelfingerregel kan du arbejde frit fra ballofixen, kugleventilen, på vandrøret og frem til den vandhane, som en bruser eller et wc er tilsluttet.

Det kan være opgaver som:

  • Udskifte vandhaner og pakninger
  • Tilslutte blandingsbatteri
  • Lave og tilslutte gulvvarme
  • Montere vask og tilslutte afløb
  • Montere et wc, hvis du kan benytte det eksisterende tilslutningssystem
  • Udskifte vaske- og opvaskemaskine

Når det gælder kloakfronten, er det ret simpelt. Du må kun udføre arbejde, som relaterer sig til at føre regnvand væk fra boligen og holde det på egen jord. Du må eksempelvis gerne etablere en faskine selv.

Al arbejde der involverer selve kloaksystemet på nogen måden, skal du have autoriseret personale til at udføre, så læg rørtangen tilbage i værktøjskassen og fat telefonen i stedet.

Vil du finde den bedste rente til dit lån til boligforbedringer?
Eksperten forklarer: Så nemt kan du finde den bedste rente 

Murerarbejde

Hvis du blot overholder bygningsreglementet og følger SBI-anvisningerne, så må du i princippet lave alt murerarbejde selv. Det er dog et af de tilfælde, hvor fageksperten anbefaler at overveje det en ekstra gang.

»Du må godt, men det er svært, og det er dyrt og meget krævende at lave om, hvis noget er skævt. Hvis fliserne på badeværelset ligger lidt skævt, kan det ikke rettes til. Så er det helt forfra,« siger Tine Nielsen.

Hvis dit projekt involverer at flytte eller fjerne en væg, så husk at undersøge, om den er bærende eller på anden måde betydningsfuld for boligens strukturelle stabilitet.

Tømrerarbejde

Ligesom med murerarbejdet er der ingen begrænsninger for, hvad du må lave, når blot du følger anvisningerne på sbi.dk og overholder bygningsreglementet.

Samtidig er det lidt nemmere at bearbejde materialerne sammenlignet med sten, fliser og mørtel, og derfor er det nemmere at udbedre dit tømrerarbejde, hvis noget går galt.

Malerarbejde

Du kan frit lave alt malerarbejde i boligen, men vær opmærksom på at bruge den rigtige type maling til opgaven.

Det kan eksempelvis skabe store problemer, hvis ydermurene ikke kan ånde, og der ophobes fugt i facaden. Eller hvis du bruger den forkerte maling på badeværelset, så malingen skaller af væggene efter kort tid.

Andre gør-det-selv projekter

Du har masser af muligheder for selv at lave yderligere arbejde i hjemmet, når blot du husker de grundlæggende begrænsninger.

Eksempelvis må du gerne sætte et ventilationsanlæg op, men du må ikke selv tilslutte det til ledningsnettet. På samme måde må du gerne sætte en ny skorsten op eller installere en brændeovn selv, men disse må først tages i brug, når en skorstensfejer har godkendt opsætningen.

Når du laver dine egne boligforbedringer, er der mange ting at holde styr på, men når du blot tænker projektet igennem og er opmærksom på de gældende regler, er der masser af muligheder for at sætte dit personlige præg på boligen.