De største energislugere: Her er listen, du skal kende

Energipriserne er høje, men heldigvis kan du gøre meget for at spare penge på elregningen. Læs hvordan her.

De seneste år har energipriserne været høje, og derfor kan det være en god ide at undersøge, hvad du kan gøre, for at spare penge på din elregning. Bliv klogere i denne artikel.

Hvad er de største energislugere?

Du kan faktisk gøre en del for at begrænse dine ekstra udgifter. Det fortæller Kasper Halager Hansen, kvalitetskonsulent hos Botjek, en landsdækkende rådgivningsvirksomhed med bygningssagkyndige, elteknikere og energikonsulenter.

»Med de aktuelle energipriser er det en mange bække små-tilgang, der er vejen frem. Der er nemlig mange små ting, du kan gøre, som samlet set kan nedbringe dine udgifter til energi,« forklarer Kasper Halager Nielsen.

Det allerførste, du skal gøre, er at se nærmere på dine hvidevarer. I husholdningen er de hårde hvidevarer nemlig den klart største energisluger.

Se her, hvad du kan spare på at droppe bestemte hvidevare eller udskifte dine gamle apparater med nyere, strømbesparende modeller.

»Når vi taler hårde hvidevarer, er det jo sådan noget som ældgamle køleskabe, frysere og tørretumblere, man virkelig skal overveje at udskifte. Eksempelvis de her gamle tørretumblere med varmelegemer. De bruger cirka tre gange så meget strøm som en moderne tørretumbler med varmepumpe,« forklarer Kasper Halager Hansen.

Otte tips til at spare på energien

Udskift hvidevarer

Ifølge energieksperten er det en god tommelfingerregel, at hvidevarer har en gennemsnitslevetid på omkring syv år.

Nogle gange sker udskiftningen helt naturligt, når hvidevarerne stopper med at fungere. Ellers lyder anbefalingen, at du lige kaster et blik på dine hvidevarer. Hvor gamle er de forskellige modeller?

Er de mere end syv år gamle, er det en god ide at undersøge, hvad den potentielle energibesparelse kan være ved at udskifte dem.

For selvom tørretumbleren stadig har liv i sig, kan det være en dyr fornøjelse at køre videre med den gamle model.

Hvornår bruger du strøm?

Kasper Halager Nielsen oplever, at vi ser ind i et mentalitetsskifte på energiområdet. Hvis du vil spare penge på elregningen, handler det ikke længere kun om, hvordan du bruger strøm.

Det handler i lige så høj grad om, hvornår du bruger strøm.

»Tidligere kostede en kWh omkring to kroner, og så kunne prisen variere med mellem fem til 30 ører. Det var i den størrelsesorden. Der var med andre ord ikke det store incitament til at tænke i, hvornår på døgnet man bruger sine hvidevarer. I dag varierer prisen, du kan opleve en forskel på fire kroner per kWh mellem syv om aftenen og et om natten. Derfor giver det rigtigt god mening at tænke i, hvordan du kan planlægge dit strømforbrug,« siger Kasper Halager Nielsen.

Også i forhold til at planlægge sit strømforbrug giver det god mening at se nærmere på hvidevarer. Mange nye modeller kan tidsindstilles, så vaskemaskinen eller tørretumbleren kan komme på natarbejde i stedet for at bruge strøm midt på dagen. Uden at du skal forlade sengen midt om natten.

De små og effektive energirenoveringer

Vil du spare på energien, kan du også vælge at se nærmere på boligens mere grundlæggende opbygning.

Tjen 50.000 kroner: Derfor skal du energirenovere din bolig

Du behøver ikke rive hytten ned og bygge et helt nyt hus for at forbedre dit energimærke. Forholdsvis små forbedringer kan også gøre en forskel.

»Det allerførste, du skal overveje at forbedre, er isoleringen. Efterisolere et loftsrum eller hulrum er en billig investering med stor effekt. Herefter ville jeg se nærmere på eventuelt utætte vinduer og udskiftning af varmekilde. Sidstnævnte er en lidt stor investering, men hvis du eksempelvis udskifter oliefyr, gasfyr eller træpillefyr med varmepumpe, er det en god investering på længere sigt, og en forholdsvist simpel tilpasning,« siger Kasper Halager Nielsen.

Det kan være svært at vælge det rigtige tidspunkt at lave en konvertering af varmekilde, men fjernvarme og varmepumpe er næsten helt sikkert en god investering på længere sigt.