Video: Sådan får du den bedste privatleasing-aftale

Vil du privatlease din næste bil? Men er du usikker på hvordan du finder den bedste privatleasingaftale? Så læs med her, hvor vi guider dig godt på vej.

Drømmen om en lækker bil, som du kan køre rundt i uden bekymringer, kan lyde tiltalende for de fleste. Overvejer du privatleasing, hvor du slipper for at bekymre dig om bilens værditab og eventuelle reparationer, vil du sikkert finde den bedst mulige leasingaftale. Her guider vi dig til, hvordan du finder det.

En god leasingaftale er den, som passer til lige præcis dine behov. Her tager vi leasingekspert Ronni Nielsen med på råd, så du kommer tættere på den bedste leasingaftale til bil.

Du har måske allerede besluttet dig for, at din næste bil skal være med privatleasing?
Læs her, hvor meget koster det at privatlease en bil

Han anbefaler dig at holde øje med tre ting, når du skal finde en god leasingaftale.

Blandt andet skal du sikre dig, at du får en FDM-kontrakt og at dit kørselsmønster passer til aftalen. Bliv klogere på den bedste leasingaftale af bil i videoen under artiklen.

Første ting, som du skal holde øje med, handler om selve kontrakten.

»Kig kontrakten godt igennem. Hvad er førstegangsydelsen? Månedlige ydelse? Hvor meget må du køre, og kan du levere bilen tilbage før tid?,« siger Ronni Nielsen.

»Den anden ting er, at du skal holde øje med dit kørselsmønster. Det koster, hvis du kører for meget. Beløbet svinger dog fra udbyder til udbyder,« fortæller han.

Tredje ting handler om tilbageleveringen.

»Du skal sikre dig, at det er en FDM-kontrakt, hvor det er en uvildig part, der gennemgår bilen for eventuelle fejl og mangler ved kontraktudløb. Ved gennemgang af bilen vil almindelig slitage være for leasingselskabets regning, hvorimod større skader er for egen regning,« fortæller han.

»Er disse tre ting opfyldt, er du på vej til en god privatleasingaftale,« lyder det fra ham.