Bil og MC 19.02.2018
Tekst: Philip Reseke / Sissel Fornes Foto: Istock

Seks råd til leasing af bil: Dette skal du være opmærksom på


At lease en bil er ikke helt det samme som at eje bil, og hvis du ikke er opmærksom på vilkårene i aftalen, kan det ende med en stor ekstraregning, når du afleverer den leasede bil til forhandleren. 


Danskerne privatleaser biler som aldrig før. Siden 2013 er salget af leasingaftaler steget fra 25,9 millioner kroner til 45,7 millioner kroner i 2016 ifølge interesseorganisationen Finans og Leasing, og den kraftige udvikling ser ud til at fortsætte de næste år.

For en fast månedlig ydelse kan danskerne lease en moderne og sikker bil, som kan fragte dem fra a til b og ledsage dem på den årlige bilferie.

Men leasing er – på samme måde som at eje en bil – ikke uden bekymringer og faldgruber, som du skal kende, så din leasing ikke ender med at blive en dyr fornøjelse. Her er de vigtigste punkter, du skal have i tankerne, hvis du har planer om at lease en bil.

Bliv klogere på forskellene mellem billån og leasing her.


1. Det er dit ansvar, at bilen er forsikret

Selvom du ikke ejer bilen, er det stadigvæk dit ansvar, at bilen er tilstrækkeligt forsikret. Det betyder, at bilen skal være ansvarsforsikret og kaskoforsikret.

Mange danske leasingselskaber inkluderer fuld kasko- og ansvarsforsikring i den samlede pris, men det er ikke altid tilfældet.

Derfor er det vigtigt, at du gennemlæser kontrakten nøje, så du er sikker på, hvilken forsikring du får med i prisen på leasingbilen, og hvad du må tilkøbe.


2. Sørg for, at bilen vedligeholdes

De fleste leasingselskaber i Danmark har fuld service inkluderet i prisen, men det er altid dit ansvar, at serviceaftalen overholdes og bilen vedligeholdes, så den er i god stand, når du afleverer den tilbage.

En god tommelfingerregel er, at bilen skal til service minimum én gang om året. Det afhænger dog af bilmodellen og alderen på bilen.

Santander samarbejder med FDM, så en leasingaftale med os bygger på anbefalinger fra FDM og Finansforbundet.

Det betyder blandet andet, at du får fuld service og garanti på bilen i hele perioden med i prisen og mulighed for opsigelse efter 11 plus én måned. Det er stadig dig, som har ansvaret for vedligeholdelsen i overensstemmelse med fabrikantens retningslinjer.

Vælger du at underskrive en anden kontrakt, er det vigtigt, at du er klar over, hvad du forpligter dig til i forhold til service og vedligeholdelse i leasingperioden. 

3. Du kan overdrage, men ikke sælge

Du kan ikke sælge en leasingbil eller en leasingaftale, men du kan overdrage den til nogle andre.

Det kan enten du, som privatperson, eller din forhandler søge om.

Hvis du ønsker at overdrage bilen til en anden person, skal du kontakte din forhandler og tjekke, om det er i orden. Som regel er dette muligt, og du skal derefter søge om overdragelse hos leasingselskabet.

De foretager herefter en vurdering af den anden persons kreditværdighed og ordner alt det formelle angående overdragelsen.

Den nye leaser af bilen overtager dermed alle aftalerne, og du er fri for alle tidligere forpligtelser.


4. Undersøg kontrakten nøje

Leasingmarkedet i Danmark er endnu ikke reguleret, og det betyder, at du kan støde på mange forskellige kontrakter, når du skal til at lease en bil.

Derfor er et af de vigtigste råd, at du undersøger vilkårene nøje, så du undgår store uforudsete udgifter.

Først og fremmest er det naturligvis vigtigt at se, hvor meget du skal betale i udbetaling – også kaldet engangsydelse – og hvor stor den månedlig ydelse er.

Dette er de tunge økonomiske poster i forbindelse med privatleasing af bil.

Tag også højde for leasingperiodens længde og dine muligheder for at afslutte eller ændre leasingaftalen.

Nogle leasingselskaber kræver et stort gebyr, hvis du vil ud af aftalen tidligere end aftalt, og så kan du ende med en regning, der kan være svær at overskue. Du kan som regel frit bruge leasingbilen i Europa, men tjek alligevel kontrakten for at være sikker.

Du skal også huske at forny din aftale med dit leasingselskab, hvis dine kørselsvaner ændrer sig.

Det kan for eksempel være, at du har behov for at køre flere kilometer i bilen end først aftalt, og så er det en god idé at give leasingselskabet besked, så du undgår at betale for hver enkelt ekstra kilometer, når du returnerer bilen.

Lease eller eje 1440x800 artboards.jpg

5. Vær opmærksom på kilometertallet

Som bilejer er du fri til at køre så meget, som du ønsker, men det er ikke helt tilfældet, hvis du privatleaser en bil.

Her skal du nemlig på forhånd aftale et årligt kilometertal, som du forpligter dig til at overholde.

I din aftale kan du se, hvor mange kilometer du må køre på 12 måneder. Normalt kan du køre cirka 15.000 kilometer om året eller 60.000 kilometer i løbet af fire år, men du kan godt købe flere kilometer, hvis du har behov for det.

Kilometertallet er en vigtig del af leasingaftalen, da det danner grundlag for bilens restværdi og din månedlige ydelse.

Derfor indebærer det at lease en bil til en fornuftig pris, at du er i stand til at forudsige dine kørselsvaner de næste år.

Er du et sted i dit liv, hvor du har svært ved at spå om fremtiden, giver det for de fleste bedre mening at købe en brugt bil i stedet for at privatlease.


6. Brug et autoriseret værksted

Det er dit ansvar, at du afleverer bilen i samme stand, som du fik den.

Hvis du har leaset en bil i flere år, er det klart, at bilen vil bære præg af almindelig slitage som mindre stenslag og ridser, og det betaler leasingselskabet i udgangspunktet for.

Det kaldes for ‘acceptabel slitage’ og varierer fra selskab til selskab, så her er det igen en god idé at undersøge, hvad leasingselskabet forstår ved acceptabel slitage, inden du skriver under på leasingkontrakten.

Kommer der en større skade på bilen, skal du bruge et værksted, som er godkendt af forsikringsselskabet og forhandleren.

Din forsikring dækker nemlig typisk kun skaderne, hvis reparationerne bliver udført på et autoriseret værksted.

Ved eventuel skade skal du selv betale selvrisikoen, der varierer alt afhængig af den forsikringsplan, du har valgt.


Har du spørgsmål angående leasing?

Hos Santander er vi klar til at hjælpe dig alle hverdage mellem klokken 10.00 og 16.00.

Kontakt os på 70217771 eller leasing@santanderconsumer.dk