Sådan tjekker du, om der er restgæld eller pant i bilen
Hvis du vil være sikker på, at der ikke er gæld i bilen, du er på vej til at købe, kan du enten vælge selv at undersøge, om der er pant og gæld i bilen – eller at få hjælp til det.
Er der restgæld eller pant i bilen? Det er en af de vigtigste ting at undersøge, inden du skriver under på bilkøbet.
»Det er afgørende at undersøge, om der er restgæld i den brugte bil, du påtænker at købe, for den skal sælger indfri, inden du køber, så du ikke ender med en bil, der står som sikkerhed for en gæld, som ikke er din,« lyder det fra Ronni Nielsen, som er Key Account Manager i Santander Consumer Bank.
Overvejer du at købe en brugt bil?
Så læs vores købsguide til den brugte bil så du undgår ubehagelige overraskelser.
Mange biler er købt gennem et billån fra en låneudbyder, hvor lånet endnu ikke er færdigbetalt, eller hvor finansieringsselskabet har taget pant i bilen som sikkerhed. I begge tilfælde kan du evne med at stå med en restgæld i bilen, som ikke er din.
Det er selvfølgelig ærgerligt, så det er virkelig givet godt ud, hvis du bruger lidt tid på at undersøge den brute bil for eventuel restgæld og pant, inden du køber den. Læs med her, hvor vi gennemgår alt, du skal vide om restgæld og pant i biler.
Hvad betyder restgæld og pant i en bil?
Der er forskel mellem pant i bil og gæld, eller restgæld, i en bilen.
Gæld og restgæld i en bil betyder, at låntageren endnu ikke har betalt hele lånebeløbet tilbage.
Pant i bilen er den sikkerhed, som låneudbyderen kræver i bilen, når der udbydes et lån.
Vil du have mest for dine penge når du handler brugtbil?
Så skal du overveje at købe disse brugtbiler.
Gæld og pant i en bil følger bilen – ikke bilens ejer. Derfor skal du altid sikre dig, at der ikke er tinglyst gæld i form af ejendomsforbehold eller pant, når du køber en brugt bil.
Idet ejendomsforbehold eller pant i en bil følger bilen – og ikke ejeren – betyder det, at du skal tjekke, at der ikke er ejendomsforbehold, eller at pant er aflyst. I værste fald kan konsekvensen blive, at du mister bilen.
Og lige en vigtig ting mere: Husk, at pant og restgæld i en bil ikke er det samme. Er der tinglyst pant på 200.000 kroner i en bil, er der ikke nødvendigvis den samme restgæld i den brugte bil. Uanset hvad er det vigtigste for dig dog, at gælden er betalt og pantet aflyst, inden du køber bilen.
Læs også: Hvem ejer bilen?
Når du undersøger restgæld i en bil…
… vil du formentlig støde på følgende ord, som godt kan være lidt forvirrende:
Kreditor
En kreditor er den person eller den virksomhed, der skyldes penge til. Det er oftest private låneudbydere eller banker.
Debitor
Mens kreditor er den, der skyldes penge til, er debitor den, der skylder penge. Debitor vil ofte være bilens ejer, hvis vi bruger eksemplet med restgæld i bil.
Hovedstol
Hovedstol er begrebet, der fortæller størrelsen på det oprindelige lånebeløb til finansiering af bilen. Hovedstolen er et fast beløb, som ikke ændrer sig, med mindre man konverterer lånet til et andet. Hovedstolen ændrer sig heller ikke, selvom der afdrages på lånet. Til at beskrive, hvad der mangler at afdrages på et lån, bruges i stedet ordet restgæld
Pant
Begrebet pant kender vi normalt fra flaskeautomaten, men begrebet "pant i en bil" bruges også som betegnelse for en bestemt type sikkerhed i en bil. En bil er sædvanligvis noget af det mest værdifulde, man ejer, og derfor kan man bruge bilen som sikkerhed – det vil sige give pant – til sin låneudbyder, hvis man gerne vil låne penge. Så kan banken, afhængigt af sikkerhedstypen, tilbagetage bilen eller kræve bilen solgt, hvis man ikke kan betale sit lån tilbage. Dette er bankens metode til at mindske risikoen for at miste penge, som de låner ud.
Er der restgæld og pant i bilen?
Ovenstående er vigtige begreber, for er du ikke opmærksom, kan du risikere, at kreditor kan gøre krav på din bil, hvis den tidligere ejer stadig skylder penge i bilen.
Ifølge Nummerplade.net er der restgæld i cirka hver tiende bil, og det er mere sandsynligt, at der er restgæld i nyere brugte biler end ældre.
»Du kan både risikere, at sælgeren ikke fortæller dig om den gæld og pant, der er i bilen, eller at sælgeren faktisk er uvidende om den,« fortæller Ronni Nielsen.
»Ved at købe en bil med restgæld kommer du ikke til at hæfte for eller overtage gælden, men hvis ikke debitor betaler gælden til sin kreditor, kan kreditor kræve bilen udleveret eller solgt – også selv om du nu er ejer af den,« lyder det fra Ronni Nielsen.
Det er altså stadig den oprindelige debitor, der skylder pengene (har restgælden i bilen), men hvis kreditor har sikkerhed i bilen i form af pant eller ved ejendomsforbehold, kan kreditor kræve at få bilen tilbage eller solgt – ikke at du skal betale gælden på bilen.
Følg disse 4 trin for at undersøge restgæld i en bil
Hvis du vil undgå ubehagelige overraskelser og være sikker på, at du ved, hvor meget gæld og pant, der eventuelt er i bilen, inden du køber den, så skal du tjekke på forhånd, om der er restgæld eller pant i bilen.
Siden 2013 har det heldigvis været muligt at tjekke restgæld i bilen online, så du kan undersøge det hjemme fra sofaen.
Når du skal tjekke oplysningerne på en brugt bil, skal du igennem fire overordnede trin.
Trin 1: Find stelnummeret
Hvis du vil undersøge, om der er restgæld i en bil, skal du bruge bilens stelnummer. Spørg efter det hos sælgeren. Stelnummeret er et unikt 17-cifret nummer, som alle biler har. Som oftest sidder det på et klistermærke på døren i førersiden eller på instrumentbrættet, så det kan ses gennem forruden. Ofte kan det også sidde i motorrummet. Alternativt kan du finde det på registreringsattesten.
Trin 2: Slå bilen op i Tinglysningsbogen
Når du har bilens stelnummer, skal du slå det op i Bilbogen, for at undersøge om der er restgæld i bilen. Hvis der er pant eller gæld i bilen, vil det fremgå her, om der er registreret nogen hæftelser omkring gæld på den konkrete bil. Tinglysning.dk er den offentlige registrering, efterprøvelse og offentliggørelse af rettigheder over bl.a. fast ejendom, ægtepagter og køretøjer.
Et godt alternativ til Bilbogen er appen TjekBil. Download den til din telefon og slå bilens registrerings- eller stelnummer op i appen, så vil du få serveret en lang række informationer om bilen – blandt andet om der skulle være restgæld i bilen.
Trin 3: Tjek bilens øvrige oplysninger
Når du har stelnummeret, kan du lige så godt bruge lejligheden til at tjekke yderligere oplysninger om bilen.
På Motorregistret på Skats egen hjemmeside kan du finde oplysninger om lige præcis den bil, du har kig på, hvis du har bilens registrerings- eller stelnummer. På Trafikstyrelsens hjemmeside kan du tjekke, hvornår bilen er synet, og hvordan synet gik.
Disse oplysninger får du typisk også i tjenester som TjekBil eller nummerplade.net.
Trin 4: Undersøg restgæld i bil yderligere
Hvis du støder på oplysninger om restgæld i forbindelse med, at du har undersøgt den brugte bil, skal du afklare bilens gæld med sælgeren. Skaf flere oplysninger om gælden, så du får det bedst mulige overblik. Kontakt sælgeren – eller den, der hæfter for gælden – for at få dokumentation for, hvor meget der skyldes af hovedstolen.
Der er restgæld i bilen! Skal du så opgive drømmen om bilen?
Bare fordi, at der er restgælden i bilen, behøver du ikke nødvendigvis at opgive drømmen om bilen. I stedet skal du fortælle sælgeren af bilen, at du har opdaget, at der er gæld eller pant i bilen og bede vedkommende om at få betalt gælden ud og aflyst pantet i bilen. Når bilen omregistreres, skal gælden være indfriet. Skal du selv låne til bilen, vil det formentlig være et krav fra långivers side, at bilen ikke er behæftet med gæld.
Typisk vil kreditor aflyse pantet på bilen, når lånet indfries. Derfor er det meget vigtigt, at du undersøger dette, så du kan aftale med panthaver, hvordan pantet i bilen kan aflyses, så du ikke pludselig står i en situation, hvor en kreditor kræver at afhente din nyindkøbte brugte bil.