Sådan er det at bo i lejlighed og eje en elbil
Er det mere besværligt at bo i lejlighed i byen og eje en elbil? Vi har spurgt en elbilejer fra Nørrebro i København.
Morten McNair er 34 år og bor i lejlighed på Nørrebro i København sammen sin kone, Laura McNair, og deres lille barn. Han fortæller her, hvordan det er at bo i lejlighed midt i byen og eje en elbil.
Hvordan begyndte du at køre elbil?
Jeg var med i en elbilambassadør-ordning ved E.ON for fire-fem år siden. Derefter lejede vi en elbil, og nu har vi så købt en brugt Nissan Leaf 30 kW. Det er ikke den nyeste, men den opfylder vores behov.
Hvad skal jeg vide om at købe en brugt elbil? Læs med her:
Brugt elbil – Sådan gør du et godt køb
Hvad er dit kørselsbehov?
Jeg pendler 70 kilometer i alt til og fra arbejde. Så bruger vi den, når vi besøger min kones forældre ude i forstæderne. Og så kører vi engang imellem til Jylland, hvor mine forældre bor. Der tager vi lige et stop på vejen i en halv time.
Hvilke overvejelser gjorde I jer, inden I købte elbil?
Vi ville have en elbil, og vi fik et rigtig godt tilbud på en demo-model på brugtmarkedet. Vi lavede nogle beregninger på økonomi og vores behov. Og det var den bil, der opfyldte dem. Den bil, vi har, ville dække 95 procent af alle danskeres kørselsbehov - medmindre du er sælger og kører 500 kilometer om dagen.
Du bor i byen. Hvor lader du til hverdag?
Jeg har et all inclusive abonnement ved E.ON, hvor jeg kan lade på alle deres standere, alt det jeg vil - stort set. I nogle områder - meget lokalt - oplever jeg trængsel på ladepladserne. Og nogle steder i København tror jeg, at det har været kritisk i et godt stykke tid til et punkt, hvor man har fravalgt elbilen, fordi der simpelthen er for mange i det område. Og for os lokalt begynder vi også ramme kapaciteten. Og det er et problem. Nu flytter jeg snart, men om et år tror jeg, at det er helt galt. Og så ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre. Jeg ville nok lade på mit arbejde, hvor der er mulighed for det.
Læs vores guide til at få mest ud af batteriet her
Elbil: Sådan lever batteriet længst
Hvad gør I, hvis I oplever, at der ikke er plads?
Så kører vi til den næstnærmeste ladestander. Og så flytter vi el-delebilerne. De bruger dem ofte blot som parkeringsplads eller står og lader. Så flytter man dem bare. Tjekker ind i den, flytter den 10 meter ned ad gaden og parkerer min egen bil. Det er noget nyt. Indtil for et år siden var der altid plads. Og for et år siden var det en fordel at have elbil i byen, fordi der altid var parkeringsplads - det forandrer sig nu.
Hvilke særlige overvejelser kræver det at bo i lejlighed og eje en elbil?
Hvis der fra politisk side ikke gøres noget ved situationen, så vil jeg ikke nødvendigvis anbefale folk at have elbil i byen, men som jeg forstår det, så er Københavns Kommune allerede i gang med at gøre noget. Jeg tror ikke, at der mangler ladepladser, men der skal ses på reglerne for, hvordan man bruger dem.
Strukturerer I jeres hverdag på en særlig måde?
Overhovedet ikke. Den begrænser os ikke i noget som helst.
Læs artiklen herunder og få et overblik over elbilen
Alt, du skal vide, før du køber elbil
Hvordan er ladeinfrastukturen omkring, hvor I bor?
Jeg er heldig. Den er fin. Vi bor lige ved Nørrebro Station, og der er to ladestationer med fire på den ene og to på den anden tæt på. 95 procent af gangene, hvor jeg har behov, er der plads, og hvis der ikke er plads, så parkerer jeg et andet sted og holder øje med, om ladestanderen bliver ledig.
Hvis du skulle give et godt råd til nogen, der bor i lejlighed og overvejer at købe en elbil, hvad skulle det så være?
Jeg ville orientere mig om, hvilke udbydere der var omkring, hvor jeg boede, og så ville jeg løbende over en periode orientere mig om, hvordan belægningen var. Hvis jeg ikke havde mulighed for at lade på arbejdet, og jeg kunne se, at ladepladserne næsten altid var fyldt, så ville jeg nok ikke købe en elbil. Især ikke hvis jeg var afhængig af at skulle lade tit. Hvis jeg kunne nøjes med 2-3 gange om ugen, så ville det ikke være et problem.