Privatleasing: Fast eller fri kilometer?

Overvejer du en leasingaftale med eller uden kilometerbegrænsning? Få styr på kilometerne, når du privatleaser, med denne guide.

Ved du, hvor mange kilometer du kører om året? Hvis svaret er ”nej”, kan det være svært at flette en leasingaftale sammen, som passer til dit behov. Alternativet er her at gå efter en leasingkontrakt, der ikke har en kilometerbegrænsning. 

Så hvad er egentlig forskellen på aftalerne, og hvad er den rigtige løsning for dig?

Det ser vi nærmere på herunder.

Leasing med fast kilometertal

Den mest almindelige form for leasing kaldes operationel leasing og indbefatter en aftale om et begrænset antal kilometer, som du må køre i bilen hvert år. Kilometerbegrænsningen er vigtig, fordi leasingfirmaet med denne leasingform påtager sig ansvaret for bilen, når leasingaftalen udløber.

Antallet af kilometer, som bilen har kørt, har stor betydning for, hvor meget bilen er værd, når du afleverer bilen tilbage. Derfor er det vigtigt for firmaet at vide, hvor mange kilometer bilen kører i leasingperioden, så de kan udregne bilens forventede restværdi nogenlunde korrekt.

Leasing uden kilometerbegrænsning

Overvejer du at lease en bil uden kilometerbegrænsning, overvejer du i realiteten en form for leasing, der kaldes finansiel leasing. Med denne leasingform er der ikke nogen begrænsning på antallet af kilometer, som du må køre, men det er der også en simpel grund til.

Med denne leasingform står du selv med ansvaret for bilen, når leasingaftalen udløber. Det betyder, at du selv skal sælge bilen. Hvis bilen har en restværdi på 100.000 kr., men du kun kan få 70.000 kr. for den, har du 30.000 kr. ude at svømme.

Er du forvirret over de forskellige leasingformer? Bliv klogere her:
Få styr på leasingjunglen

Dertil kommer, at du typisk også selv står for al service og vedligehold af bilen i den periode, hvor du leaser bilen.

Du påtager dig altså et større ansvar for bilen, både praktisk og økonomisk, for at få fri kilometer i leasingperioden.

Hvordan fungerer kilometerbegrænsningen?

Når du indgår en leasingaftale, har du mulighed for at vælge det antal kilometer, du forventer at køre på et år. Det er derfor en god idé at holde regnskab med dit kilometerforbrug og regne et årligt kilometertal ud, før du udformer aftalen.

Da leasing begyndte at vinde indpas hos private kunder, blev de ofte overrasket over, at der blev sat en begrænsning på antallet af kilometer, som de måtte køre om året.

Det fortæller Jesper Brix, der er direktør i Pedersen og Nielsen Automobilforretning.

»Det er selvfølgelig stadig vigtigt, at det indgår i samtalen med kunden, men i dag har folk vænnet sig til kilometerbegrænsningen, og de fleste ved godt nogenlunde, hvor meget de kører om året,« siger han.

Hvis man kører flere kilometer end aftalt i kontrakten, såkaldte “overkørte” kilometer, koster hver ekstra kilometer penge.

»Der bliver skrevet ind i kontrakten, hvad det koster at overstige antallet af kilometer, og det kan blive dyrt, hvis man rammer forkert,« forklarer Jesper Brix.

Få overblik over privatleasing i denne artikel:
Fordele og ulemper ved at privatlease din næste bil
 

Man skal derfor helst ramme rimeligt præcist, men det er ikke sådan, at man bliver “rippet” for nogle få kilometer over det aftalte.

»1.000 kilometer betyder ikke det store, men er det flere tusinde, som man kører for meget, skal man tænke sig om,« siger direktøren.

Man kan også have valgt for mange kilometer i aftalen og ende med et større portion “underkørte” kilometer, og hvad sker der så?

»Så får man nogle penge tilbage, men det er svært at sige hvor meget, for det afhænger af den konkrete leasingaftale,« siger Jesper Brix.

Samlet set er det altså vigtigt, at du er opmærksom på satserne for både over- og underkørte kilometer i din leasingaftale.

Sid ikke på hænderne

Opdager du, at dit kilometerforbrug ikke passer til det, der er fastsat i leasingkontrakten, er det vigtigt, at du ikke sidder på hænderne, men i stedet reagerer på det.

»Det kan jo også være, at dit behov ændrer sig i løbet af leasingperioden, og så er det vigtigt, at du ikke venter, men gør noget ved det,« siger direktøren.

En leasingaftale er nemlig ikke hugget i sten, og man kan faktisk lave den om.

Få overblik over, hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil lave om i din aftale, her:
Kan man ændre sin leasingaftale?

»Det kan man, og det bør man gøre så hurtigt som muligt, efter man opdager, at ens behov er anderledes end de kilometer, som man har betalt for,« siger Jesper Brix.

Skal du vælge leasing med fast eller fri kilometer?

Det er op til dig at finde ud af, hvilken løsning der passer bedst til dine behov og din økonomi. Det, der er vigtigt at huske på i forhold til leasing af bil, er, at en leasingaftale ikke kun handler om kilometerne, og om der er en begrænsning eller ej.

Du tager nemlig samtidig stilling til, hvor ansvaret for bilen placeres, både praktisk og økonomisk, og dét spørgsmål er vigtigere, end om du kører 15.000 eller 16.000 kilometer om året.