Nervøs for at købe bil privat? Sådan foregår en privat bilhandel
At købe en bil privat er faktisk ikke en særlig kompliceret affære.
Har du fundet et godt tilbud på den bilmodel, du gerne vil have hos en privatperson? Men er du usikker på, hvordan en privat bilhandel foregår? Få svaret her.
Overordnet set er det ikke anderledes at købe brugt bil hos en privat, end det er hos en forhandler. Du skal måske være en smule mere grundig i din gennemgang af bilen, fordi du ikke nødvendigvis har samme beskyttelse som ved køb af bil hos en forhandler. Hvorfor kan du læse meget mere om her.
Men foruden et mere opmærksomt blik er en privat bilhandel ikke anderledes end et forhandlerkøb.
Find ud af hvilken biltype der passer bedst til dine behov.
I denne guide har vi udvalgt 7 af de vigtigste trin, du skal igennem, når du skal købe bil privat.
1. trin: Find din bil
Det siger lidt sig selv. Du skal først og fremmest have fundet den bil, du gerne vil købe hos en privat. Fordelen ved at købe bil hos en privat kan nemlig være, at prisen er lavere end hos en forhandler, fordi du ikke har samme garanti, og det afspejler sig typisk i prisen.
»Hos en forhandler får du to års reklamationsret på din bil. Det gør du typisk ikke hos en privat, og den større sikkerhed skal du så betale lidt mere for hos forhandleren. Hvis du kun sparer eksempelvis 4.000 kroner på at købe bilen privat frem for hos en forhandler, ville jeg aldrig købe privat,« fortæller Ronni Nielsen, Key Account Manager hos Santander Consumer Bank.
Når du skal finde bil privat, kan du bruge sider som Autouncle.dk, Gul og Gratis og Den Blå Avis. Mange sider på Facebook har også handel med brugte biler mellem private – f.eks. har siden "Brugte biler køb og salg" næsten 100.000 medlemmer.
Skal du købe din første bil? Men ved ikke helt hvordan det fungerer?
Læs med her hvor vi tager dig igennem købet trin for trin.
Mulighederne for at finde den bil, som du gerne vil have, er altså mange, og det bedste, du kan gøre, er at bruge god tid på at lede på de forskellige sider for at finde den bedste udgave af den bilmodel, du gerne vil have.
2. trin: Undersøg din bil
Når du så har fundet frem til, hvilken bil du skal ud og kigge på hos en privat, skal du sørge for at gøre dit forarbejde, inden du står ude hos den private sælger.
Find ud af alt det, du kan, om lige præcis den bilmodel.
- Hvilke oplevelser har andre tidligere ejere haft med bilmodellen?
- Hvilke fejl i motor, transmission, karrosseri, affjedring og lignende har bilmodellen haft problemer med?
Bilbasen har eksempelvis indsamlet brugeranmeldelser fra tidligere bilejere, som du kan dykke ned i for at blive klogere på, hvad den bilmodel, som du er faldet for, har af udfordringer. Så er du nemlig bedre rustet, når du står ude hos den private sælger, og skal gennemgå bilen.
»Det er vigtigt, at du har gjort dit forarbejde i forhold til bilen. Du har ingen garanti på en bil ved en privat bilhandel, så det er vigtigt, at du er grundig i din gennemgang af bilen,« siger Ronni Nielsen.
3. trin: Kør en tur
Et af de vigtigste trin, når der skal købes brugt bil – uanset om det er hos en privat eller hos en forhandler – er selve prøveturen.
Sæt dig bag rattet og få en fornemmelse af, hvordan bilen opfører sig, hvilke lyde den siger, og hvordan den er at køre.
Skal du ud prøvekøre bil i weekenden?
Vi har samlet en stor guide til, hvordan du får det optimale ud af din prøvetur.
Når der er tale om en privat bilhandel, vil du ofte opleve, at sælgeren vil med i bilen, når du skal ud på prøveturen. Det er en måde at sikre sig på, at alt går korrekt til. Det skal du sådan set ikke tage dig af. Du er i din gode ret til at bruge den tid, der skal til på prøveturen, så du skal ikke føle dig presset til hverken at kunne lide bilen mere, eller at få turen hurtigt overstået for at gøre sælgeren glad.
Hvis du under prøveturen – eller på et andet tidspunkt – gerne vil have en uvildig part – f.eks. et FDM-værksted eller en mekaniker til at gennemgå bilen – kan du aftale med sælgeren, at købet er betinget af det.
4. trin: Forhandl prisen
Du eller I kommer tilbage fra køreturen. Bilen føles god og uden fejl, og du vil egentlig gerne købe den.
Men vent indtil du har forhandlet prisen med sælgeren. Ingen pris på en bil – medmindre det er meget specifikt angivet – er fast, så derfor skal du altid tage en snak med sælgeren om, hvad vedkommende reelt vil sælge bilen til, så det passer med, hvad du gerne vil give for bilen.
Hvis du i din gennemgang af bilen eller på køreturen har konstateret fejl, mangler eller lignende, som du er bekymret for, skal du sørge for at tage det med i forhandlingen, så du føler, at du har gjort en god handel.
5. trin: Tjek for pant og gæld
Generelt, når du skal købe en bil, er det meget vigtigt, at du er omhyggelig i din gennemgang af bilen, dens papirer og ejerforhold. Men særligt når du køber brugt bil af en privatperson, skal du også have fokus på, om der er restgæld eller pant i bilen, for hvis der er det, kan du risikere, at sælgers kreditor gør krav på bilen.
»Undersøg gælden i bilen. For det kan sagtens være, at sælgeren selv ikke er klar over, at der gammel gæld i bilen. Den skal indfries, så sælgeren ikke længere skylder på bilen,« fortæller Ronni Nielsen.
For at tjekke bilen for restgæld, skal du indtaste bilens stelnummer i Bilbogen, som du finder her.
6. trin: Køb din nye bil
Hvis du kan lide bilen, og dig og sælgeren i fællesskab har fundet frem til en pris, som I begge har det godt med, skal du træffe en stor beslutning: Vil du – eller vil du ikke – købe bilen?
Beslutter du dig for, at du vil købe bilen, er det sådan set bare at kaste dig ud i det.
Af gode grunde vil en sælger næsten aldrig udlevere bilen til dig, før vedkommende har fået pengene for bilen ind på sin konto. Den nemmeste betalingsmetode er, at du benytter dig af en straksoverførsel, som de fleste banker har. Det vil sige, at pengene kan overføres mellem to danske konti med det samme døgnet rundt. Det kræver, at du har dit NemID med og adgang til netbank, men det er sådan set det.
Hvis du har pengene til bilen stående på din bankkonto, skal du naturligvis "bare" overføre dem til sælgeren ved handlen. Hvis du har brug for finansiering til købet af bilen, kan du hos Santander søge om et lån, hvorefter Santander sørger for at udbetale pengene til sælger på en sikker måde.
7. trin: Omregistrer den
Inden du sætter dig bag rattet, er det mest fornuftige at omregistrere bilen, så den nu står i dit navn. Du kan som køber i princippet vente op til tre uger, før du gør det, men det mest fornuftige er at gøre det med det samme, så omregistreringen er klaret, mens både køber og sælger er til stede. Det vil sælger som oftest også stå fast på.
Omregistreringen kan I klare på Skats egen hjemmeside. Det er den letteste og billigste måde at ordne ejerskiftet af bilen på, og det kræver blot, at både køber og sælger medbringer NemID, samt registreringsattestens del 1 og 2.
Prisen er 340 kr. Vær opmærksom på, at du ikke kan få pengene retur, så sørg for at gennemtjekke oplysningerne en ekstra gang.
I skal gå på Skats hjemmeside, hvor I kan omregistrere bilen ved at logge på "Tast selv borger" og vælge "Motorregister".
Når bilen er blevet omregistreret, skal du som køber have en midlertidig registreringsattest – den endelige bliver sendt med posten kort tid efter. Der kan være fornuft i, at både køber og sælger laver et midlertidigt salgsbevis, som I begge skriver under på. Det er især vigtigt, hvis I mod anbefalingen ikke vælger at omregistrere bilen med det samme.
»Omregistreringen er vigtig, for ellers hænger den tidligere ejer på bilen – og det vil også sige eventuelle parkeringsbøder eller fartbøder, grøn ejerafgift og lignende,« fortæller Ronni Nielsen.
Sidst, men ikke mindst, skal I lave en slutseddel, som er det dokument, hvor du og sælger noterer, hvad I er blevet enige om i forbindelse med handlen. Der findes flere steder online, hvor du kan finde en skabelon til, hvordan en slutseddel skal se ud, så du får alle de ting med i slutsedlen, der gerne skal være der – blandt andre hos FDM og Tjekbil.dk.
Slutsedlen er et meget vigtigt punkt, for det er her, at dig og sælger nedfælder de ting, som I har aftalt i handlen.
»Lav en slutseddel, hvor I skriver alle de ting ind, som I har aftalt, så har begge parter nemlig aftalen på skrift. Med i slutsedlen skal også stå de fejl, som sælgeren ved, at der er på bilen ved salget,« siger Ronni Nielsen.
God fornøjelse!