Mænd vil bruge flere penge end kvinder på deres næste bil

Når der skal købes ny bil til husstanden, vil mænd bruge flere penge end kvinder, og det er godt nyt for bilforhandlerne.

Gå målrettet efter reklame mod mændene, og tjen flere penge.

Nogenlunde sådan kunne et godt marketing-råd lyde til danske bilforhandlere, for som bilforhandler kan der være god ræson i at målrette sin marketing mod de danske mænd. En ny undersøgelse fra YouGov på vegne af Santander Consumer Bank viser, at de danske mænd er villige til at smide flere penge efter deres næste bil i forhold til kvinder.

Overvejer du at købe brugtbil? Og vil du gerne have mest for pengene? 
Læs her om de bedste brugte biler til pengene.

Således viser undersøgelsen, at mænd gennemsnitligt vil bruge over 40.000 kroner mere på deres næste bil – uanset om den er ny eller brugt – i forhold til kvinderne.

Når man så samtidig ved, at det, i langt de fleste tilfælde, er mændene, der står for bilkøb i de danske hjem, så må det betragtes som gode nyheder for bilforhandlerne.

»Der kan sagtens være kvinder, som kan lide at køre i en fed bil, men på et generelt plan er det typisk mænd, der kigger på de lidt større biler med flere hestekræfter, som koster lidt mere,« siger Carsten Levin, salgsdirektør B2B i Santander Consumer Bank.

Nysgerig efter at læse alle findings fra rapporten? 
Du kan finde hele rapporten som en artikel her.

Præcis hvor meget de danske forbrugere har lyst til at bruge på at anskaffe sig biler, uanset om de er på jagt efter en ny eller brugt bil, har Santander Consumer Bank, som er Danmarks største formidler af bilfinansiering, undersøgt.

Inden du griber nøglerne, skal der være styr på slutsedlen.
Lær her hvordan du får styr på slutsedlen til bilkøbet.

I en undersøgelse, som YouGov har foretaget for Santander Consumer Bank i december 2018, svarer over halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen, som har en intention om at købe bil på et tidspunkt, at de vil bruge et sted mellem 100.000 og knap 400.000 kroner, når de skal anskaffe sig en ny eller ny brugt bil til husstanden.

»Hvis du skal have en rimelig bil, så starter de omkring 100.000 kroner, så derfor tror jeg, at mange vil bruge det beløb som den nedre grænse for, hvor meget de vil bruge,« siger Carsten Levin.

»Der er ingen tvivl, om at den øvre grænse stammer fra, at de forskellige afgiftsnedsættelser på biler har skubbet folk op i en dyrere prisklasse, end de ellers har været i, når det gælder biler, samtidig med at samfundsøkonomien har skubbet på den bevægelse. En bevægelse, hvor mange er gået fra at købe de helt små biler til større biler med mere komfort og mere plads,« siger han.

Her kan du se, hvor meget de danske forbrugere har lyst til at bruge på deres næste bil. Grafik: Nini Nielsen

Kvinder og unge sparer på bilkøbet

Hvem er det så typisk, som er mest villig til at bruge flere penge på deres næste bil?

Ja, tallene giver overordnet to konklusioner. Mændene vil som nævnt bruge flest penge og kvinderne færrest er første konklusion, mens den anden konklusion lyder, at de unge vil bruge færre end de ældre.

Lad os dykke ned i tallene.

Mænd vil bruge gennemsnitligt knap 210.000 kroner (211.848,50 kroner), mens kvinderne, der ikke er helt klar på at bruge lige så meget, gennemsnitligt er klar til at lægge lige over 168.000 for deres næste bil (168.383 kroner).

»Mænd køber for at få det her symbol med udstyr og lir. Det kan være, at de vil have flere hestekræfter, mere udstyr i bilen eller den slags. Når mænd har fokus på det, vil de derfor være mere villige til at bruge flere penge,« siger Carsten Levin.

»Jeg tror, kvinder generelt har fået en større interesse for biler og det at bruge penge på dem gennem de senere år,« siger Carsten Levin.

De yngre vil bruge færrest penge på deres næste bil – i gennemsnit vil de 18-29-årige bruge cirka 155.000 kroner på deres næste bil. De, der vil bruge flest penge, er de +60-årige, som gennemsnitligt vil bruge omtrent 200.000 kroner.

»Når man når den alder – plus 60 år – vil man typisk have et større økonomisk råderum, end man har, når man er yngre. I den alder er børnene er flyttet hjemmefra, huset er måske betalt af og så er der pludselig flere penge at gøre med, når der skal købes en ny bil, og der skal udleves en gammel drøm. De muligheder har man ikke altid, når man er yngre,« siger Carsten Levin.

»En anden ting er, at de 18-29-årige ikke nødvendigvis ser bilen på samme måde – altså som noget absolut nødvendigt. En bil kommer ind i billedet, når der kommer børn og sådan, fordi man så bliver mere afhængig af en bil, og så hænger de vaner ved,« siger han.

Santander Consumer Bank, som er landets største formidler af billån, har sammen med analyseinstituttet YouGov undersøgt de danske forbrugeres biløkonomi anno 2019. Det er der kommet en interessant rapport ud af med mange spændende historier. Du finder hele rapporten herunder.