Bil og MC 15.02.2018
Tekst: Philip Reseke / Espen Skogen Foto: Colourbox

Krone for krone: Hvad koster det at have en bil?


Der er mange udgifter forbundet med at have bil, men hvordan fordeler udgifterne sig egentlig på de forskellige poster i budgettet? Få svaret her.


Glæden er stor. Bilhandlen er netop overstået, og du er på vej hjem for at vise kareten frem for familien og vennerne.

Du har købt bilen til en kanonpris, men udgifterne til bilen stopper desværre langtfra her. Når du kommer hjem, skal du regne med løbende at hive pungen frem igen, når ejerafgifter, forsikringer og brændstof skal betales. Her er ikke tale om småpenge, så det er en god idé at være beredt på de mange regninger, der skal betales som bilejer.

Læs også: Sådan vælger du en sikker bil

Så hvad koster det egentlig at have bil? Få det fulde overblik her over udgifterne til bil, og undgå en økonomisk knockout i forbindelse med bilkøbet.


Faste udgifter til bil

Ejer- og vægtafgift

Når du ejer en bil i Danmark, skal du løbende betale en afgift, afhængigt af hvornår bilen er indregistreret:

Vægtafgift
Du skal betale vægtafgift, hvis din bil er indregistreret før den 1. juli. 1997. Prisen på afgiften afhænger af bilens vægt. Vægtafgiften betales typisk halvårligt, men det kan variere, hvis du har en meget stor og tung bil.

Grøn ejerafgift
Hvis din bil er registreret senere end den 1. juli 1997, skal du betale grøn ejerafgift. Den grønne ejerafgift er baseret på, hvor langt din bil kører pr. liter benzin. Dette er oplyst i bilens registreringsattest. Ejerafgiften betales halvårligt.

Ejer du en dieselbil, skal du også betale et mindre tillæg. Har din dieselbil tilmed ikke et godkendt partikelfilter, skal du betale yderligere 1.000 kroner årligt.

Du kan beregne prisen på afgiften på SKATs hjemmeside.


Bilsyn

Din bil bliver indkaldt til et servicetjek fire år efter den første indregistrering. Herefter skal bilen til syn hvert andet år.

Det koster cirka 400 kroner hver gang.


Forsikring til din bil

I Danmark er det lovpligtigt at have en ansvarsforsikring, mens du kan tilvælge en række andre forsikringer som for eksempel en kaskoforsikring. Bilforsikringen er for mange en af de tungeste poster i bilbudgettet, men den bliver som regel billigere med tiden.

Din alder, selvrisiko og anciennitet har stor indflydelse på prisen på din bilforsikring. Du kan også spare mange penge ved at opnå status som elitebilist hos dit forsikringsselskab. Kravene til at være elitebilist varierer fra selskab til selskab, men typisk skal du køre skadefri i minimum tre år.

Du kan ofte spare penge ved at skifte forsikringsselskab. Undersøg markedet jævnligt på for eksempel Forsikringsguiden, så du er sikker på, at du har den bedste pris på din bilforsikring.

Variable udgifter til bil

Vedligeholdelse

Du kan selv gøre meget for at holde bilen i god stand, så den kører i mange år. Men du kommer desværre ikke udenom, at du må afsætte nogle penge i bilbudgettet til løbende vedligeholdelse.

Det er meget individuelt, hvor meget du skal afsætte til at holde bilen i god stand. Hvis du kører mange kilometer i bilen hvert år – mere end 20.000 kilometer –  skal du unægteligt bruge flere penge på vedligeholdelse end en person, som kun kører 10.000 kilometer om året.

Din bil har også godt af at komme til service en gang imellem – ud over det obligatoriske bilsyn. Som en tommelfingerregel bør du tage bilen til service cirka en gang om året, men det varierer afhængigt af bilmodellen og dine kørevaner. Du kan tale med din forhandler om, hvad de generelle retningslinjer for service er for din bil.


Bildæk

I budgettet skal du også afsætte penge til nye dæk og andre reparationer. Dine bildæk bliver slidte og kan typisk kun holde til omkring 35.000 kilometer. Kører du mange kilometer hvert år, kan denne post derfor godt blive dyr.

Du skal regne med, at det koster omkring 1.000-1.500 kroner per dæk, du skal have skiftet. Du kan også forvente ekstra udgifter til for eksempel vinterdæk, rustbeskyttelse, sprinklervæske og pleje som olie og vask.


Brændstof

Benzin og diesel er endnu en af de store udgifter til bil, og det kan være vanskeligt at forudsige, hvor mange penge du skal bruge på brændstof. Prisen på benzin og diesel varierer, og det er ikke altid lige let at gennemskue, hvor mange kilometer du kører hver måned eller årligt.

Du kan som en forsigtig grundregel regne med at bruge 800-1.500 kroner på brændstof om måneden.

Hvis du vil spare penge på denne post, kan du finde en bil, som kører langt på literen. De nye biler bliver hele tiden mere effektive, men det er typisk med de små 'minibiler', du virkelig kan spare penge på brændstofposten.  

Fordelen ved sådan en bil er også, at den grønne ejerafgift er meget lav, så her kan du slå to fluer med et smæk.


Finansiering og værditab

Billån

Mange danskere vælger at tage et billån, når de skal købe en ny bil. Hvis du har planer om at tage et billån for at købe drømmebilen, skal du være opmærksom på de ekstra udgifter, der er forbundet med lånet. Du skal tage højde for både tilbagebetaling af selve lånet og eventuelle renteudgifter i budgettet.

Interesseret i et billån? Klik her for at læse mere.


Værditab

Modsat for eksempel et hus eller en lejlighed, så er bilen desværre meget sjældent en god investering set fra et økonomisk synspunkt. Din bil taber nemlig løbende en stor del af værdien.

Nye biler taber typisk omkring 20 procent af nyværdien det første år og derefter lidt mindre hvert år. Det er begrænset, hvad du kan gøre ved denne udgift, men vi har alligevel nogle gode råd.

Du kan enten mindske det årlige værditab ved at købe en af de populære bilmodeller, fordi de biler typisk også er de mest eftertragtede biler på brugtbilsmarkedet.

Eller også kan du vælge at købe en brugt bil, som ikke taber lige så meget i værdi om året. Her er ulempen, at du må ofre dele af eller hele nybilsgarantien.