Bil og MC 10.01.2020
Tekst: Alexander Højfeldt Lund Foto: iStock

Klassiske biler: 5 modeller du (måske) kan tjene penge på


Kan man tjene penge på at investere i klassiske biler?


De fleste bilinteresserede har nok læst artikler eller hørt om, hvordan en klassisk bil er blevet solgt for flere millioner på en bilauktion. Men kan det virkelig betale sig at investere i klassiske biler, hvis man ønsker at tjene penge?

Gunnar Skrydstrup er bidt af en gal klassisk bil med foldetag og har gennem 20 år interesseret sig for og investeret i biler. Og så er han skribent på Magacin.dk.

Og lad os desværre i fællesskab med Gunnar Skrydstrup punktere drømmen om den store jackpot. Det er kun et fåtal af biler, der kan give millionfortjenester. Og generelt er det svært at tjene penge på biler som investering.

»Hvis man ikke interesserer sig for gamle biler, er det meget bedre at købe aktier. Problemet med biler, hvis man blot ser dem som investering, er, at de fylder en masse, og du kan ikke lade dem stå. Selvom du ikke kører i dem, skal de plejes og passes. Hvis en bil ikke bliver brugt, har den det præcis som en menneskekrop, så går den i forfald,« siger Gunnar Skrydstrup.

Han henviser til det tyske Deutsche Oldtimer Index, hvor man har følgende anbefaling:

“Grundlæggende må det frarådes at betragte oldtimere som en investering. I de fleste tilfælde bliver værdistigninger, for så vidt de overhovedet finder sted, opædt af de løbende vedligeholdelses- og serviceomkostninger.”

 

5 hovedregler til investering i klassiske biler


Dermed ikke sagt, at det ikke kan lade sig gøre at lave en god investering i biler. Gunnar Skrydstrup har selv tjent lidt penge på den første udgave af BMW M3 og en Jaguar E. Det tager bare tid - og en smule held - at få en investering i en bil hjem.

»Lige pludselig er der nogle biler, der bliver in. Der er ingen garantier for, hvad der økonomisk set kan betale sig bedst i længden,« siger Gunnar Skrydstrup.

Hvad skal du være opmærksom på, når du sammenligner billån? Bliv klogere her:
Den store guide: Sådan får du Danmarks billigste billån

Men der er dog fem hovedregler, som ifølge Gunnar Skrydstrup over en årrække har vist en vis generel gyldighed for, om en bil er værd at investere i:

  1. 1. Prestigemærke
  2. 2. Topmodel
  3. 3. Begrænset produktionstal
  4. 4. Milesten i teknik eller design
  5. 5. Åben (roadster eller cabriolet)


For år tilbage kunne man godt tale om, at Danmark havde et specielt marked, men internettet betyder, at alle er orienteret om, hvad bilerne koster i udlandet. Derfor er der heller ikke længere tale om en specifik prisudvikling i Danmark.

»Det hele hænger sammen,« siger Gunnar Skrydstrup.

5 klassiske biler du (måske) kan tjene på at investere i

Gunnar Skrydstrup har samlet en liste på fem biler, som han mener, at man kan se nærmere på, hvis man vil investere i en klassisk bil. Men listen er sammensat med forbehold for, at der absolut ingen garanti er for, at lige præcis de her biler stiger i værdi.

 

Klassisk bil: Mercedes CL600

»Det er en afsindig billig bil med tanke på, hvad man får. Det skal være den model, der internt hos Mercedes hedder C215. Den kom lige før årtusindskiftet og holdt så til 2004-2005 stykker. Det er coupé-versionen af deres S-klasse. Det er en rigtig luksusbil,« siger Gunnar Skrydstrup

Pris: Fra 10.000 euro i Tyskland uden dansk afgift

 

Klassisk bil: BMW Z3M Roadster

»Den findes også i en coupé-version, som er begyndt at stige, men roadsteren er også begyndt at stige. Jeg købte den i 2013, og den kan jeg få noget mere for nu. Der er ikke lavet ret mange. Den er produceret på BMW’s fabrik i Amerika, men den amerikanske og den europæiske version var forskellige. Den europæiske havde 321 hk, mens den amerikanske havde omkring 240 hk. Yderligere blev der kun lavet omkring 5.000 eksemplarer af den europæiske. Det betyder noget, at der ikke er så mange af dem,« siger Gunnar Skrydstrup.

Pris: Fra 18.000 euro i Tyskland uden dansk afgift

 

Klassisk bil: BMW Cabriolet 325i

»Det er den version fra E30-serien. Den kom i midten af 80’erne, og den har været rigtig langt nede i pris. Men de er begyndt at stige meget i Tyskland og har været blandt de mest stigende i de seneste par år. Så skal det nok til at være nu. Men det skal være cabriolet. Sedan er ikke noget værd,« oplyser  bilkenderen.

Pris: Fra 14.000 euro i Tyskland uden dansk afgift

 

Klassisk bil: Corvette C5

»Den eneste amerikanske bil der er værd at investere i. Hvis man sammenligner med Ferrari eller Porsche på hestekræfter, så får man nærmest smidt en Corvette i nakken. Den lukkede er billigere. Den åbne er noget dyrere. Den lukkede ser efter min mening bedre ud,« siger Gunnar Skrydstrup. 

Pris: Fra 24.000 euro i Tyskland uden dansk afgift

 

Klassisk bil: Jaguar XK8 

»Den blev lanceret i slut 90’erne, og som alle Jaguarer faldt den afsindigt i pris. Den har omkring 280 hk, og det er en luksusbil, så man får noget for pengene. Der er ikke noget ved at køre til Tyskland efter den, hvis man vil have indregistreret den på danske plader, for der er faktisk en del til salg i Danmark. Det vil undre mig meget, hvis den ikke begynder at stige snart,« siger Gunnar Skrydstrup.

Pris: Fra 220.000 kroner i Danmark