Bil og MC 31.01.2020
Tekst: Alexander Højfeldt Lund Foto: iStock

Kendte bilmærker: Her er alle de nye elektriske modeller i 2020

 

De store kendte bilmærker står for alvor klar til at lancere elbiler i 2020. Vi har samlet en liste over kendte bilmærker i elektriske versioner.


I 2020 træder de store, kendte bilmærker for alvor ind på den elektriske scene. Volkswagen, Seat, Opel og mange andre står klar til at lade elbilerne rulle ud på vejene. 

Mikkel Thomsager, chefredaktør på Bil Magasinet, mener, at de store bilproducenter har kastet sig over elbilerne af flere grunde.

»Hele bevægelsen begyndte med dieselgate, hvor Volkswagen fik et ordentligt hak i tuden. Det ledte til en større intern ransagelse hos koncernen, hvor man var nødt til i markedsføringen at flytte brandet. Og der blev elbilen til midlet, der skulle skabe det nye image,« forklarer Mikkel Thomsager.

Vil du gerne have et overblik over alle de kommende elbiler i 2020, så se her:
Elbiler du skal holde øje med i 2020

En anden årsag er, at EU presser på for en grundlæggende elektrificering af biler for at gøre det mere miljøvenligt. Fra 2021, med indfasning fra januar 2020, skal grænsen for den gennemsnitlige CO2-udledning fra nye køretøjer være 95 g/km målt i NEDC-normen.

»Der er ingen tvivl om, at EU’s krav om 95 gram i gennemsnit betyder meget for producenternes fokus på elbilen,« siger Mikkel Thomsager.

Elbiler kan blive et alternativ

Men hvad betyder det for elbilens renommé og for forbrugerne, at de store bilkoncerner har taget elbilen under vingen?

»Bilproducenter er 100 procent kommercielle foretagender. De producerer ikke elbiler, fordi de har en eller anden filantropisk tilgang til det. Det er en økonomisk overvejelse,« siger Mikkel Thomsager.

Hvis du også overvejer økonomien i en elbil, så læs vores bud på om elbilen er økonomisk forsvarlig lige her:
Køb af elbil: Er det økonomisk forsvarligt?

Men han er dog overbevist om, at flere elbiler på markedet vil gøre, at flere får øjnene op for muligheden – at en elbil måske kan være en løsning.

»Det betyder selvfølgelig noget, når mainstream-mærkerne begynder at producere elbiler, der er økonomisk tilgængelige. Det vil lede til elbilen som et mere accepteret alternativ, fordi der er et større udvalg,« siger Mikkel Thomsager.

 

3 elbiler fra kendte bilmærker 

Volkswagen (VW) ID.3

Her er bilen, som mange har ventet længe på og med stor interesse. VW ID.3 er udviklet under den store dieselgate-skandale i 2015 og kan sammen med et nyt logo øge tilliden til Volkswagen igen. 

VW ID.3 har samme størrelse som en Golf med fem døre. I bunden ligger et lithium-batteri og en elmotor ved bagakslen med 205 hk. Batteriet kommer i tre varianter med en rækkevidde i WLTP-normen på mellem 330 og 550 km. De tre batteristørrelser er 45, 58 77 kWh.

Når du køber en ID.3, får du en hjemmelader fra Clever monteret på din adresse med i prisen. Herefter koster strøm 599 kr. om måneden uanset kilometer og inkluderer ubegrænset ladning i Clevers standere over hele Europa inklusive de nye lynladere, som den europæiske bilindustri er ved at bygge ved de store færdselsårer i blandt andet Tyskland.

Seat Mii Electric og Skoda Citigo-E iV er skabt på samme MEB-platform og ligner derfor VW ID.3 på mange måder.

  • Startpris: Fra 280.000 kr.
  • Introduktion: Maj 2020

Honda e

Honda har langt om længe afsløret prisen på sin første elbil. Honda e er den japanske bilproducents store satsning på elbilmarkedet. Nok er satsningen stor, men Honda e er en lille, kompakt bybil. Bilen, der blev vist første gang som konceptbil på biludstillingen i Frankfurt i 2017, fik så overvældende en modtagelse, at Honda besluttede at sætte bilen i produktion med relativt få ændringer. Honda e kommer i to versioner herhjemme: Honda e og Honda e Advance. Begge modeller er smækfyldte med lækre funktioner. Den dyreste af modellerne har dertil et 230 volts udtag, opvarmet rat og sæde samt parkeringsassistent.

Er du i tvivl om afgifterne på elbiler?
Læs vores guide til de nye afgifter på elbiler

Begge modeller har en rækkevidde på 220 kilometer og med en hurtigoplader kan den være 80 procent fyldt på en halv time. Det er måske ikke så imponerende, når man sammenligner med f.eks. Volkswagen ID.3, der har en rækkevidde på 330 kilometer. Men Honda har aldrig lagt skjul på, at de ser Honda e som en bybil.

  • Startpris: Fra 277.100 kr.
  • Introduktionsdato: Sommer 2020

Opel Corsa-e

Den sjette generation af Opel Corsa vil være tilgængelig som ren elbil. Corsa-e har en rækkevidde på 330 km efter den nye WLTP-målemetode, hvilket er stort set det samme som Peugeot 208 og DS3 Crossback, der også kommer med samme batteriteknik. En 100 kilowatt elmotor producerer en effekt svarende til 136 hk og vil gøre det muligt for Corsa at nå 50 km/ t. på 2,8 sek. og 100 km/ t. på 8,1 sek.

Opel har tidligere solgt versioner af den elektriske bil GM’s Chevrolet Bolt i Europa som Ampera-E, men salget var lille, og vognen nåede aldrig til Danmark. Men Corsa er Opels bedst sælgende model, alene herhjemme er der indregistreret 41.642 stk. Derfor er forventningerne langt større.

Den nye Corsa-e er den hurtigst udviklede bilmodel, som Opel nogensinde har stået bag. Det skyldes, at da det tyske mærke for to år siden blev opkøbt af den franske PSA-koncern (Peugeot, Citroën), måtte man skrotte det næsten færdige udviklingsarbejde til en ny Corsa, som havde rødder i General Motors-koncernen, og i stedet lave en ny model, der benytter sig af PSA-teknik.

  • Startpris: Fra 244.990 kr.
  • Introduktion: Forsommeren 2020