Kendte bilmærker: Her er alle de nye elektriske modeller i 2024
Der bliver lanceret nye elbiler i et hæsblæsende tempo. Men hvad skal man vælge? Her er en liste over kendte bilmodeller, der bliver elektriske i 2024.
Går du med overvejelser om at anskaffe dig en ny elbil, så er der gode nyheder at komme efter i 2024. Måske endda lidt for mange. Alene i år bliver mere end 100 nye elbiler introduceret på det danske marked.
Så hvad skal man egentlig vælge, hvis man ikke bare vil have en Tesla Model Y, der allerede er storfavorit blandt danskerne?
En oplagt mulighed er selvfølgelig at vælge det, man kender. Hvilket heldigvis bliver nemmere og nemmere i takt med, at de store, kendte bilfabrikanter præsenterer elversioner af deres tidligere modeller.
Mere end hver femte bil er i dag en elbil, men vi har efter alt at dømme kun set toppen af isbjerget indtil videre. Flere og flere danskere bejler til elbilen, som over en bred kam konstant bliver bedre, får længere rækkevidde, lader hurtigere og måske allervigtigst: De bliver billigere at anskaffe sig.
Typisk køber danskerne nye biler til omkring 200.000 kroner, og i det prisleje kan elbilerne generelt ikke følge med endnu. Men de nærmer sig, og siden Tesla i 2023 gik ud med en historisk prisnedsættelse og skar omkring 100.000 kroner af på flere af deres modeller, er presset på konkurrenterne kun blevet større.
I sidste ende kommer det de nye elbilejere til gode. Så man kan lige så godt komme i gang. Her er en liste over gamle modeller, som kommer på el i 2024, og derfor er værd at overveje.
5 kendte bilmodeller – nu som elbiler
Citroën C3
Citroën C3 er ubetinget bilmærkets mest populære model, som er blevet produceret siden 2002. Nu kommer den for første gang i en 100 procent elektrisk udgave, hvor der er kælet for komforten.
Bilen, der markedsføres under navnet ë-C3, har nemlig Citroëns certificerede Advanced Comfort-sæder og affjedring, som giver en sømløs og let kørefornemmelse. Samtidig er bilen udvidet med ekstra højde og bredde, der giver større rummelighed i kabinen.
Fra fabrikantens side lægges der imidlertid ikke op til, at man tager modellen ud i ujævnt terræn.
ë-C3 markedsføres som en bybil for alle, der egner sig hverdagskørsel i byen og fritidsaktiviteter i forstæderne. Med en rækkevidde på 320 kilometer på en fuldopladning ligger den ikke i toppen på dét punkt, ligesom en topfart på cirka 135 km/t vidner om, at fokus ligger andetsteds: Prisen.
Den nye elektriske C3 er den første i en række af billigere elbiler fra Stellantis-koncernen, og det ventes, at prisen kommer til at ligge under 220.000 kroner, og der er allerede forlydender om, at den kommer ned på 185.000 kroner i 2025.
Startpris: 220.000 kroner
Rækkevidde: 320 kilometer
Introduktion: Foråret 2024
Fiat Panda
Fiat ved også godt, at det i høj grad er en konkurrence på pris, der bliver afgørende på elbilsmarkedet i de kommende år. Derfor er det heller ikke tilfældigt, at italienerne nu introducerer den klassiske, lille 80’er-model, Panda, i en elektrisk version. De går nemlig efter at lave den billigste elbil på markedet.
Den nye model fra Fiat kommer efter sigende til at hedde Pandina, og selvom det endelige design endnu ikke er offentligt, forventer man, at den vil ligne konceptbilen Centoventi fra 2019, som vandt flere designpriser.
Den elektriske Panda er Fiats bud på en lille elbil, som primært egner sig til brug i byen.
I modsætning til de mange andre elbilmodeller vil den nye Fiat Panda have en justerbar dock på bilens instrumentpanel, hvor det er meningen, at man sætter sin egen smartphone fast – som erstatning for et dyrt interface.
Startpris: Under 200.000 kroner
Rækkevidde: 200 kilometer
Introduktion: Sommer 2024
Nissan Ariya
Den nye Ariya er en moderne elektrisk crossover fra Nissan. Den kan nemt rumme hele familien, og kabinen er så lækkert indrettet, at den kan konkurrere med langt dyrere SUV’er.
Prisen er et andet godt argument. Nissan indledte 2024 med at tilbyde Ariya med det lave udstyrsniveau og det mindste batteri til en af markedets bedste priser.
Vælger man Nissan Ayra med et batteri på 87 kWh, så er prisen højere, det samme er rækkevidden, som når over 500 km. Der er mulighed for tilkøb af flere forskellige udstyrspakker.
Med Ayra har Nissan lagt snusfornuften fra deres 2010-model, Leaf, på hylden og byder på et mere futuristisk look med blandt andet de smalle LED-forlygter.
Selvom Nissan Ariya er en stor bil hjælper både p-sensorer, bakkamera og 360 graders kameraovervågning dig, når du skal sno den ind på p-pladsen.
Startpris: 310.000 kr.
Rækkevidde: 403-536 km
Introduktion: start 2024
Opel Grandland
Danskerne elsker SUV’er. Den såkaldte C-SUV er hurtigt blevet Danmarks mest populære bilvariant, og nu melder tyske Opel sig på banen med en elektrisk en af slagsen. Opel Grandland placerer sig – som navnet antyder – et niveau over de helt små elbilsklasser, hvor Opel allerede er godt med i form af både Corsa-e og Mokka-e.
Den nye Grandland er den første af Obels biler, som er bygget på deres helt nye STLA Medium-platform, der er udviklet specielt til elbiler. Det betyder, at der bliver ekstra plads til et stort batteri, der kommer til at give Grandland en rækkevidde på helt op til 700 kilometer.
Dermed skriver Grandland sig ind i en kategori af nye elbiler, som ikke kun egner sig til dagligdagsbrug, men også længere ture på tværs af landet. Det forventes også, at Grandland vil komme i en udgave med firehjulstræk.
Startpris: Ukendt
Rækkevidde: 700 kilometer
Introduktion: Ultimo 2024
Porsche Macan
Hører man til dem, der foretrækker, at der er stil over det, når man ankommer i sin elbil, så er det altså nu. Porsche har med deres el-version af Macan, der helt officiel hedder Macan 4 endelig fremvist deres første 100 procent elektriske SUV, og det er en elbil i topklasse.
Macan 4 måler 4,78 meter i længden, 1,98 meter i bredden og har listens største bagagerum på 540 liter. Dermed ligger bilen i den store ende af spektret, men det aerodynamiske design giver bilen den klassiske elegance, som altid har kendetegnet Porsche.
Standardversionen har 408 hestekræfter og et moment på 650 Nm, hvilket betyder, at man kommer fra 0-100 km/t på 5,2 sekunder, og en topfart på 220 km/t. Medmindre man selvfølgelig vælger Turbo-versionen, der klarer samme udfordring på blot 3,3 sekunder og rammer loftet ved 260 km/t.
Macan er udstyret med et 100 kWh batteri, der klarer opladninger fra 10-80 procent på 21 minutter, men også har mulighed for hurtigopladning med 270 kWh.
Startpris: 769.000 kroner
Rækkevidde: Op til 614 kilometer
Introduktion: Anden halvdel af 2024
Hvis du også overvejer økonomien i en elbil, så læs vores bud på
om elbilen er økonomisk forsvarlig lige her: Køb af elbil: Er det økonomisk forsvarligt?
Hvis du er interesseret i elbiler, så har vi også følgende artikler om elbiler: