Hvor mange leaser i Danmark?

Privatleasing er langt fra et særsyn i Danmark, men hvor mange leasede biler kører egentlig på de danske veje? Få svaret i denne artikel.

De senere år er privatleasing blevet mere og mere normalt. Der er kommet flere muligheder til, flere virksomheder, der slår sig op på leasing af biler til private, og flere klasser af biler er blevet tilgængelige via leasing.

Spørgsmålet er så, hvor mange leasede biler der efterhånden kører på de danske veje.

Eftersom biler skal registreres, er det forholdsvist nemt at holde styr på, og pr. 1. juli 2023 kører der således 122.250 personbiler på de danske veje, som er indregistreret til privatleasing.

I betragtning af at der kører mere end 2,7 millioner personbiler på de danske veje, er antallet af leasede biler ikke umiddelbart imponerende.

Det samlede antal biler tegner imidlertid ikke et realistisk billede af, hvor populært det er at privatlease.

Det fortæller leasing key account manager hos Santander, Ronni Nielsen.

»Kigger du i stedet på antallet af nye biler, der bliver indregistreret til privatleasing, tegner der sig et andet billede,« siger han.

Hvorfor privatlease en bil? Bliv klogere på leasing i denne artikel:
Leasing eller køb - Her er fordele og ulemper ved privatleasing

I 2019 blev der indregistreret 225.588 nye biler, og af dem var 94.011 erhvervsbiler.

Af de resterende 131.577 nye biler blev 28.234 biler indregistreret til privatleasing i 2019.

Det betyder, at lidt over 21 procent af de nye biler i 2019 blev indregistreret til privatleasing baseret på de tal, som Santander har adgang til.

Og det undrer ikke Ronni Nielsen, at så mange vælger at lease bilen.

»Leasing er bekvemt og giver økonomisk stabilitet. Derfor er det en super god mulighed – særligt på tidspunkter, hvor der er lidt usikkerhed i livet,« forklarer Ronni Nielsen.

Hvorfor lease bil?

Privatleasing giver dig adgang til en bil, uden at du skal have den store tegnebog frem. I stedet betaler du en mindre førstegangsydelse og et fast månedligt beløb for at køre i bilen.

Typisk indeholder en leasingaftale desuden en serviceaftale og et bestemt antal kilometer, som du må køre hvert år. Når leasingperioden er udløbet, typisk efter tre år, afleverer du bilen igen, og så er det leasingselskabets ansvar, hvad der sker med bilen.

Frygter du en ekstraregning? Læs her hvordan du:
Afleverer leasingbilen tilbage uden omkostninger
 

Samtidig kan det være smart at lease i en periode af dit liv, hvor kravet til selve bilen skifter inden for få år.

»Det er svært at spå om fremtiden, men så længe du har en idé om, hvor meget du kører, er leasing en god idé,« siger key account manageren.

Et ungt par, der lige er flyttet sammen, har ikke de samme behov, som når parret måske kun få år senere stifter familie. Køber parret en bil, vil der være perioder, hvor bilen ikke passer til deres behov, men med leasing kan de skifte bilen ud med kortere mellemrum.

»Man kan hurtigere skifte bil med en leasingkontrakt, og det passer godt til omskiftelige tider i livet,« forklarer Ronni Nielsen.

Leasing avler leasing

Når du først er kommet i gang med at lease en bil privat, vil du formentlig også gerne lease din næste bil. Erfaringer fra Santander viser nemlig, at mellem 75 og 80 procent af de personer, som vælger at lease en bil, gerne vil fortsætte med at lease, når den skal skiftes ud.

Den primære bekymring for mange, der overvejer at lease en bil, går på, hvad der sker, når man afleverer bilen. Mange frygter en større ekstraregning for de eventuelle småskrammer, som bilen har fået under leasingperioden.

Taler vi skrammer, der opstår ved almindeligt brug, er det imidlertid ikke noget, man skal betale for. Den store andel, som er klar til at fortsætte med at lease, hænger ifølge Ronni Nielsen sammen med, at leasing bliver afmystificeret, når folk prøver det.

»Når du først har prøvet at aflevere bilen tilbage, og det er gået godt, så er den sidste modstand mod konceptet væk. Tilbage står bekvemmelighed og økonomisk stabilitet,« mener han.