Bil og MC 16.08.2019
Tekst: Emil Foget Foto: Colourbox

Hvad koster det at holde bil?


Du ved, det kommer. Værkstedsbesøget. Måske frygter du det, fordi du ikke aner, hvor mange penge du skal af med denne gang. Heldigvis har vi fået hjælp af to eksperter, som giver dig en idé om, hvor meget du skal sætte til side. Samtidig får du et par råd til, hvad du selv kan gøre for at holde værkstedsregningen i bund.

 

Det kan være en grim overraskelse eller et lettelsens suk, når du henter bilen ved mekanikeren og får regningen stukket i hånden. Men det behøver faktisk ikke at komme bag på dig. 

Du kan nemlig nogenlunde selv regne dig frem til, hvad din årlige udgift til reparationer kommer til at være. Det giver mulighed for at spare op gennem året.

Når du køber en bil, får du at vide, hvilket serviceinterval den har. Det er de kilometer, du kan køre, før den skal forbi et værksted og tjekkes. Og det er rigtig vigtigt at overholde intervallerne, fortæller Michael Degn, der er erhvervs- og udviklingschef ved AutoMester

»Generelt skal man overholde de intervaller, som fabrikanten har angivet. Ved olieskift, tjek af brændstoffilter og kølervæske har fabrikanterne sat intervaller ind, og dem bør man overholde, for ellers kan det få følgeskader, og det bliver dyrt,« siger han.

Læs også: Elbil, hybrid, diesel eller benzin - Hvad er er den rigtige type bil for dig?

For at give et bud på, hvad det koster årligt, har vi taget udgangspunkt i en typisk familiebil, hvor serviceintervallet er 30.000 kilometer.


Vær opmærksom på din kørestil

Anders Skorstensgaard, der er grundlægger og chef for værkstedskæden Skorstensgaard, har selv holdt øje med de biler, de får ind, og noteret, hvad det årligt koster at holde bil.

»Gennemsnitsbilisten kører 30.000 kilometer om året. Har man familie, job og kører privat, så er det service én gang om året. Det ser vi som det mest almindelige. Jo yngre og ældre man er, jo mindre kører man. Men midtersegmentet vil ligge omkring de 30.000 kilometer om året,« siger han.

Anders Skorstensgaard vurderer, at det koster mellem 3.000 og 4.000 årligt at holde bil, når den har kørt mellem 0 og 60.000 kilometer, svarende til de første to år i gennemsnit.

»I den periode skal der laves to eftersyn. Det er der, hvor bilen er billigst at holde.«

Det næste interval, Anders Skorstensgaard har kigget på, er mellem 60.000 kilometer og 120.000 kilometer, eller mellem to og fire år for gennemsnitsbilisten. 

»I det interval er prisen et sted mellem 8.000 kroner og 14.000 kroner årligt. Det er et højt spring, men det afhænger enormt meget af, hvordan du kører bilen,« siger Anders Skorstensgaard.

Her er det typisk serviceeftersyn, bremser og dæk du skal bruge penge på. Derfor betyder det noget for regningen, om du kører på motorvej, hvor bremserne ikke bliver slidt, eller på landevej, hvor bremser og dæk bliver mere brugt og medtaget. Prisen afhænger af dit kørselsmønster.

Læs også: Santander forklarer - Er leasing det rigtige for dig?

»Du skal være opmærksom din kørestil. Du kan køre en bil hårdt eller blødt. Og tit holder tingene lidt bedre, hvis de ikke bliver misbrugt,« siger Michael Degn.

»Du kan have to biler, der begge har kørt 60.000 kilometer. Den ene kører stille og roligt, og den anden kører aggressivt, så vil man opleve forskellige mekanikerregninger,« lyder det fra Anders Skorstensgaard.

Mindre bil, mindre regning

Når bilen har kørt over 120.000 kilometer, er det ofte de samme tre ting, der skal bruges penge på som det tidligere interval: serviceeftersyn, bremser og dæk. Prisen er dog en smule højere, vurderer Anders Skorstensgaard.

»Det vil koste i omegnen af 10.000 og 14.000 kroner årligt. De ekstra udgifter er til ting som en ny tandrem. Nogle kunder er uheldige, og andre er ikke,« siger chefen for Skorstensgaard.

»I starten er det slitage på bremser og tandrem, der skal fikses. Delene på en bil har intervaller, og noget skal skiftes efter 30.000 kilometer og andet efter 90.000 kilometer. Det kan selvfølgelig ske, at en fjeder går i stykker,« siger Michael Degn og fortsætter: 

»Det sker oftest kun en gang i en bils levetid. En fjeder er principelt bygget til at holde bilens levetid, men du kan risikere at køre i et hul, eller hvis du kører meget på grusvej, hvor fjederen bliver brugt og til sidst knækker.«

Michael Degn fraråder, at man begynder at reparere sin bil alt for meget selv, da det kan ende med en endnu større regning i sidste ende.

»Man skal overlade det meste af sin bils vedligeholdelse til en fagmand. Det kan have store konsekvenser, hvis man begiver sig ud i noget, man ikke har forstand på,« siger han.

Læs også: Hold øje med renten - Pas på disse fælder ved et billån

Og så har han et andet råd, hvis man gerne vil holde sin værkstedsregning nede.

»De små biler er tit billigere at holde ved lige. Bremserne er ikke så kraftige, dækkene er ikke så store, og motoren er mindre og skal bruge mindre olie. Hvis du for eksempel sammenligner en VW Up med en VW Passat, så er Up’en billigere at holde. Delene er mindre og derfor billigere.«

 

Brug bilens funktioner regelmæssigt

Udover at overveje hvilken bilmodel, du investerer i, er der faktisk også et par andre ting, du nemt kan gøre for at holde omkostningerne nede. 

Først og fremmest er det vigtigt, at du overholder bilens serviceeftersyn og ikke kører længere, end intervallerne foreskriver. Og så har Anders Skorstensgaard fem råd til, hvordan du sparer penge på værkstedet.

 

1: Hold bilen ren

»Du skal sørge for at holde den pæn og ren indvendigt og udvendigt. Jo mere snavset bilen er, jo større er sandsynligheden for tæring og rust.«

 

2: Brug bilens funktioner

Derudover er det vigtigt, at du holder alle bilens funktioner i gang. Hvis de forbliver ubrugte, kan de falde hen.

»Du skal huske at bruge bremsen og ikke motorbremsen, hvor du gearer ned, så motoren sænker bilens fart. Så sætter bremsen sig ikke fast. Der kommer ikke korrosion og rust på bremsen. Det slider selvfølgelig bremsen mere, men det er bedre for bilen.« 

 

3: Brug håndbremsen

Når du parkerer bilen er det ydermere vigtigt, at du bruger bilens håndbremse og ikke bare sætter den i gear. Ellers kan håndbremsen sætte sig fast.

 

4: Brug bilens aircondition jævnligt

Det er også vigtigt, at du holder bilens aircondition i gang. Der er nemlig en speciel olie i kølemidlet, der smører hele bilen.

»Hvis du ikke bruger bilens aircondition om vinteren, så kan pakninger og samlinger sprække og til sidst gå i stykker.«

 

5: Rens vinduesviskerne

Anders Skorstensgaards sidste råd er at tørre vinduesviskerne af for skidt og snavs - særligt om vinteren.

»Skidtet virker som sandpapir. Det kan tørres af med en klud. Du tager noget vinduesrens fra skabet, sprøjter lidt på kluden og tørrer snavset af.«


»Hvis du gør de ting, kan du som kunde spare rigtig mange penge på værkstedet,« fortæller Anders Skorstensgaard.