Bil og MC 10.01.2020
Tekst: Niels Friis Foto: iStock

»Hele begrebet er ved at modnes« – Disse elbiler skal du holde øje med i 2019


Udviklingen af elbiler tager virkelig fart, og i 2019 kom der mange store mærker på banen med elbiler, der kan være med til at omfortolke begrebet “elbiler”, lyder analysen fra en ekspert. Vi guider til de bedste elbiler fra 2019. 


»Vi står over for en grundlæggende ændring i, hvordan elbiler laves.«

Sådan siger Mikkel Thomsager, som er chefredaktør for Bilmagasinet – et dansk magasin for bilentusiaster, der er udkommet siden 1991.

Vi har bedt ham hjælpe med at udpege, hvilke nye elbiler fra 2019, der især er værd at holde øje med. 

Hvilke elbiler det drejer sig om, kan du se her i artiklen.

Ifølge Mikkel Thomsager var 2019 et år fyldt med gode nyheder for alle dem, der interesser sig for elbiler og måske endda overvejer at købe sig en elbil.

»Hver eneste gang der kommer en ny elbil, så vil der være mere nyt at holde øje med. Hele begrebet er ved at modnes hos de forskellige producenter,« siger Mikkel Thomsager.

»Vi vil opleve, at elbilerne bliver mere og mere effektive. Vi står over for en grundlæggende ændring i, hvordan elbiler laves,« siger han.

Og hvorfor så det?

Jo, det hænger sammen med, at de mere almindelige biler, som kører på forbrændingsmotorer som benzin- og dieselmotorer, gennem de seneste 130 år har været bygget over det samme grundlæggende koncept, og siden har gennemgået en lang evolutionær udvikling. Kigger man eksempelvis på en Opel Ascona fra 70’erne og en ny Opel Insignia, så er det grundlæggende koncept det samme, men der er sket utrolig meget på de år.

Læs også: Brugt elbil – Sådan gør du et godt køb

»Den udvikling har elbilen ikke været igennem. Indtil videre er der ikke sket så meget inden for batterierne til elbiler – det er stadig lithium-ion-batterier. Det, der kommer til at flytte sig, er ladetider og energieffektiviteten. Hvor effektive er motorerne, og hvor kan man spare på energien?,« lyder det fra Mikkel Thomsager.


Nye elbiler i 2019 – de bedste elbiler fra året der gik

Okay, så 2019 var altså blive et spændende år for elbilerne. Men hvilke er især værd at holde øje med frenadrettet?

Det kigger vi på herunder.


Dynamisk brite

En af de nye elbiler i 2019, som virkelig kan noget særligt, er Jaguar I-Pace.

Britiske Jaguar har nemlig også besluttet sig for at hoppe med på elbilbølgen, og det gør de med I-Pace, der er mærkets første elbil. Jaguar kalder selv I-Pace for en ”performance-SUV”, og kaster man et blik på de præstationer, som I-Pace leverer, er det vist en ganske fair titel.

0-100 km/t på 4,8 sekunder og en topfart på omkring 200 km/t.

Netop præstationerne er det, der gør I-Pace særlig bemærkelsesværdig, mener Thomsager.

»I-Pace er med til at gøre elbilen interessant. Den har meget dynamiske køreegenskaber, hvilket vil sige, at den kan måle sig med andre dynamiske benzin- og dieselbiler,« lyder det fra ham.

»I-Pace er et godt pejlemærke for elbiler i 2019. Nu kan vi tage dem alvorligt, fordi den fungerer som en rigtig bil – og en lækker bil,« siger han.

Læs også: Ny teknik og utryghed om afgift: Bliver 2019 elbilens år i Danmark?

Nogle vil måske her pege på Tesla Model S som netop de to ting, men selv om Tesla Model S har nydt forholdsvis stor popularitet, mener chefredaktøren ikke, at den har været et fuldt konkurrencedygtigt produkt i forhold til tilsvarende benzin- eller dieselbiler i samme prisleje.

»Den kører for meget som en træsko,« siger han.

Fakta om I-Pace elbilen

Hvor langt kan I-Pace køre på en opladning?

En fuld opladning giver en rækkevidde på 470 kilometer.

Hvad koster den?

Jaguar I-Pace kan købes fra 740.880 kroner.

Hvornår kan man købe den?

I-Pace kom på markedet i Danmark i august 2018.


Tesla Model 3

Og apropos Tesla så sendte den amerikanske elbilproducent også en ny elbil på markedet i 2019 – nemlig den mindre, billigere og længe ventede Model 3.

Model 3 har været igennem en langvarig fødsel, og først tidligt i 2019, to et halvt år efter den officielle lancering, blev Teslas Model 3 en realitet på danske veje.


Fakta om Tesla Model 3 

Hvor langt kan den køre på en opladning?

Model 3 Performance kan præstere 530 kilometer på en opladning.

Hvad koster den?

Fra 369.900 kroner ifølge Teslas egen hjemmeside.

Hvornår kan man købe den?

Fra februar 2019.

Mikkel Thomsager fra Bilmagasinet har faktisk allerede været bag rattet i en Tesla Model 3, og hvor Model S ifølge ham ikke var nogen særlig stor køreoplevelse, ser det anderledes ud med den mindre Tesla.

»De tidligere Teslaer har ikke, som regulære biler betragtet, været særligt begejstrende. Tesla 3 er en helt anderledes køreoplevelse, og den vil være med til at flytte begrebet,« siger Thomsager.


En elektrisk kæmpe

Noget af det, der ifølge Mikkel Thomsager gør, at der er sket en udvikling med elbilmarkedet i 2019, er, at flere af de helt store bilproducenter sendte dedikerede elbiler på markedet, som ikke bare er biler med forbrændingsmotor, der er gjort elektriske. En af de producenter er Audi.

Audi lancererede modellen e-tron, som er en 100 procent elektrisk SUV med to elmotorer.


Fakta om e-tron 

Hvor langt kan den køre på en opladning?

Audi e-tron har en rækkevidde på over 400 kilometer.

Hvad koster den?

Prisen for Audi e-tron starter fra ca. 570.000 kr. 

Hvornår kan man købe den?

Fra starten af det nye år.

Størrelsen og pladsen i bilen bliver meget tilsvarende andre SUV-modeller fra Audi, og e-tron er placeret størrelsesmæssigt mellem Q5 og Q7.

Som den første serieproducerede bil kan man lade sin e-tron op med op til 150 kW på hurtigladestandere. Oftest vil SUV'en dog blive ladet op hjemme med 11 kW eller som ekstraudstyr med 22 kW.

Læs også: Køb af elbil: Er det økonomisk forsvarligt?

En e-tron er altså en ganske stor bil med meget plads, og det koster.


Et folkeligt gennembrud fra Sydkorea?

Hvert år kåres Årets Bil i Danmark, hvor en række biljournalister fra Motorjournalisternes Klub Danmark sammen finder den bil, som de mener fortjener titlen.

Den endelige vinder kåres i år d. 23. januar.

I kåringen af Årets Bil i Danmark har der ikke tidligere været en elbil med, men i 2019-finalefeltet på i alt fem biler er der faktisk hele to elbiler med – nemlig Jaguar I-Pace og Hyundai Kona Electric.

Læs også: Er elbilen en dyr fornøjelse? Så meget koster det at køre elbil

Sydkoreanske Hyundai har lanceret en forholdsvis stor grøn offensiv, og som en af bannerførerne i den offensiv finder vi modellen Kona Electric.

Fakta om Kona Electric 

Hvor langt kan den køre på en opladning?

Op til 449 kilometer alt efter, hvilken model man vælger.

Hvad koster den?

Fra 274.995.

Hvornår kan man købe den?

Hyundai Kona Electric blev lanceret i Danmark d. 12. januar 2019.

Når Mikkel Thomsager, som selv er med i juryen bag kåringen, skal pege på, hvorfor Kona Electric er i finalen som Årets Bil i Danmark 2019, hænger det blandt andet sammen med, at koreaneren tilbyder lang rækkevidde til spiselige priser.

»Rækkevidden er kommet ned i en prisklasse, hvor almindelige mennesker kan være med. Ligesom resten af verden har vi i kåringen fokus på emnet elbiler. Når hele verden taler om det, så bliver det top of mind for biljournalisterne, fordi der her kommer top-elbiler, som er med til at flytte begrebet markant,« siger han.

Kona Electric er en 100 procent elektrisk SUV/crossover. Lithiumbatteriet i bilen har 8 års garanti (200.000 km), og takket være et avanceret system for opsamling af bremseenergien, lader bilen på batteriet, når du motorbremser.


Giganter på vej

Snart sender den store tyske bilproducent Mercedes-Benz en rendyrket elbil på gaden i 2019.

Mercedes lancerer den første EQ-model, som er tilnavnet på mærkets elbil-satsning.

Den første elbil fra Mercedes-Benz bliver en EQC, som er en SUV på størrelse med mærkets nuværende GLC.

Fakta om EQC: 

Hvor langt kan den køre på en opladning?

EQC kan køre over 450 kilometer på en opladning.

Hvad koster den?

Priserne starter fra ca. 690.000 kr. 

Hvornår kan man købe den?

EQC kan købes fra sommeren 2019.

Samtidig er Volkswagen også ved at varme op til deres store elektriske satsning med tilnavnet 'I.D.'. I dag har VW allerede elektriske biler på gaden, men det er elektrificerede udgaver af allerede kendte bilmodeller som Up! og Golf.

I.D. bliver en helt nyudviklet sag, som er udviklet fra bunden som en elbil.

»Det bliver interessant at se, hvordan VW og Mercedes-Benz angriber begrebet “elbil”, og hvad de vælger at satse på. Er det prisen, rækkevidde, ladeløsninger eller kvaliteten?,« lyder det fra Mikkel Thomsager.

Rækkevidden for alle elbilerne i 2019 er målt efter den nye målemetode WLTP, som giver et mere reelt billede af, hvor langt de vil kunne køre i den virkelige verden frem for et laboratorium.