Bil og MC 14.02.2018
Tekst: Philip Reseke / Sissel Fornes Foto: Istock

Finansiering af bil: Her er forskellen på billån og leasing


Passer leasing til dit kørselsmønster, eller er billån i virkeligheden et bedre alternativ for dig? Læs dette, før du beslutter dig.


For nogle er bilen udelukkende et transportmiddel, som skal få dem gennem byens travle trafik og hjem til familien.

Her er der tale om tilhængerne af det populære mantra, ‘så længe den kan køre, er den god nok'. For andre er drømmen om at køre gennem gader og stræder i luksusbilen eller den nyeste model en større drivkraft.

Uanset motivation skal bilen finansieres på en eller anden måde, hvis du altså ikke har en klækkelig opsparing, som du kan aflevere til sælgeren i stedet.

I forhold til finansiering af bilen står valget mellem billån eller leasing. Sidstnævnte har vundet frem i popularitet de seneste år, men det er ikke nødvendigvis noget for alle.

Vil du vide, om privatleasing er et godt alternativ for dig, er det først og fremmest en god idé at bruge nogle minutter på at undersøge, hvad leasing egentlig indebærer. Når du ved det, kan du måle det op mod dine behov og din økonomiske situation.


Skal du låne eller lease?

Leasing

Hvorvidt du skal eje eller lease din nye bil er i høj grad et spørgsmål om, hvor længe du vil have bilen stående i carporten.

Kort sagt er leasing et alternativ til dig, der ønsker en ny og sikker bil, som du planlægger at køre mellem 15.000 og 25.000 kilometer om året. Synes du ligeledes, at det er rart at skifte bilen ud med jævne mellemrum, peger pilen også i retning af leasing frem for billån.

Når du leaser, ejer du ikke bilen, men du har fuld brugsret. Du er ansvarlig for den og sørger for vedligeholdelse i hele leasingperioden.

Det er derfor vigtigt, at du behandler bilen, som var den din egen og overholder din del af serviceaftalen. Afleverer du en bil med ridser, buler og kaffepletter på interiøret, er du ansvarlig for at rette op på dette.

Når du indgår en leasingaftale, er der nogle krav, du skal opfylde. Kravene varierer hos de forskellige leasingselskaber, men alle kræver, at du kan dokumentere, at du er i stand til at betale den månedlige ydelse.

Bilen, du vil lease, skal også godkendes af leasingselskabet, men det er for det meste intet problem.


Billån

Hvis du føler dig begrænset af leasing, er billån nok den bedste finansieringsmulighed for dig.

Med et billån køber og ejer du bilen, og du kan dermed køre så langt du vil og behøver ikke at bekymre dig om småridser og andre småskader, der er til at leve med. Du kan beholde bilen helt til den dag, hvor den må give op efter de mange ture i årenes løb eller sælge den videre, når du har lyst.

Friheden er stor som bilejer, men det er på bekostning af noget andet. Ulempen er, at det er svært at sige, hvor let eller vanskeligt det bliver at sælge bilen igen. Brugtmarkedet er stort, og det er næsten umuligt at forudsige, hvor meget værdi bilen taber i perioden.

Når du tager et billån fremfor at lease, er du i nogle tilfælde også mere sårbar i forhold til din økonomi. Med en leasing aftale kender du som udgangspunkt dine faste månedlige udgifter, da der for de fleste leasingaftaler er tilknyttet en serviceaftale, som dækker eventuelle reparationer m.v. Dette bærer du selv ansvaret for ved køb med billån.   

Billån giver derfor mest mening for dig, som har planer om at beholde bilen i mange år. Denne form for finansiering af bil giver også god mening, hvis du er åben over for at købe en brugt bil, da disse typisk ikke falder lige så meget i værdi om året som nye biler.


Sådan beregnes den månedlige leasingydelse

Den månedlige ydelse på en leasingbil afhænger først og fremmest af bilens nyværdi. En Porsche vil således være dyrere at lease end en Ford Mondeo.

Herudover påvirkes leasingydelsen også af udbetalingen, kørselsmønsteret, ejer- og vægtafgift samt restværdien ved leasingaftalens ophør.

  • Udbetalingen eller førstegangsydelsen er normalt på 10 procent af bilens købesum, men det varierer fra selskab til selskab. Udbetalingen er ikke et depositum, så du får ikke pengene igen
  • Kilometertallet aftales i forbindelse med udformningen af leasingaftalen og er som regel mellem 15.000 – 25.000 kilometer om året. Jo højere kilometertallet er, jo højere vil den månedlige ydelse være
  • Ejer- og vægtafgift fastsættes af staten og varierer afhængigt af bilens alder, energivenlighed og vægt
  • Restværdien er den pris, som bilforhandleren køber bilen tilbage for af leasingselskabet, når aftalen ophører. Vurderingen er baseret på bilens nyværdi, det formodede værditab, antal kilometer og aftalens løbetid