Fartentusiast eller landevejsveteran? Vælg den rigtige motorcykelforsikring

Din motorcykel skal forsikres akkurat som din bil, men hvilken motorcykelforsikring skal du vælge? Få svaret i vores guide til motorcykelforsikring her.

Uanset om du kun lufter din motorcykel på rolige ture på landevejen eller presser den til sit yderste på motorvejen og banerne, skal du som absolut minimum have en ansvarsforsikring.

I de fleste tilfælde kan det betale sig også at have en fuld kasko eller en delkasko på motorcyklen, men ikke for enhver pris.

Der er flere faktorer, som har indflydelse på, hvilken forsikring, der passer dig bedst. Få nogle gode råd med på vejen her, så du kan nyde dine ture uden bekymringer.

Her er dine muligheder

Kort sagt kan du vælge mellem tre forskellige motorcykelforsikringer: Ansvarsforsikringen, fuld kasko eller delkasko. Førstnævnte er som sagt lovpligtig, mens de to andre er frivillige, og det er derfor op til den enkelte motorcykelejer at vælge eller fravælge dem.

Forsikringsselskaber tilbyder forskellige varianter af kaskoforsikringen, men i grove træk dækker de forskellige forsikringsniveauer følgende:

Ansvarsforsikring: Du får dækket de skader, du som fører har forårsaget på andre mennesker, deres ejendele og køretøjer.

Delkasko: Dækker det samme som ansvarsforsikringen og dertil andre elementer afhængigt af forsikringsselskabet. Det kan for eksempel være tyveri, brand eller retshjælpsforsikring.

Fuld kasko: Dækker det samme som ansvarsforsikring og delkaskoen, men dækker også skader på din egen motorcykel i tilfælde af en ulykke. Derudover dækker den fulde kasko i mange tilfælde også en række andre ting. Det kan være alt fra redningshjælp i udlandet til skade under transport og øvrig pludselig skade som hærværk og andre tilfældigheder. Det er det enkelte forsikringsselskab, som afgør, hvad den fulde kaskoforsikring helt præcist dækker.

Når du skal vælge forsikring, skal du bestemme dig for, hvilket niveau der passer bedst til dine behov.

Har motorcyklen for eksempel ekstraudstyr? Og skal du køre på motorcyklen i vintermånederne?

Så er det vigtigt, at din forsikring også dækker dette, da du kun er dækket i ni måneder om året – fra den 1. marts til den 30. november – med de fleste mc-forsikringer. 

Der kan være store forskelle på, hvad prisen for din forsikring lander på. Du bør derfor bruge lidt tid på at undersøge markedet, så du ikke ender med at bruge flere penge på forsikringen end højst nødvendigt.

Her er en guide til motorcykelforsikring med 12 spørgsmål, som du skal stille dig selv, inden du beslutter dig for en forsikring til din mc.

 

Hvad er motorcyklens værdi?

Skal du forsikre en ældre eller meget brugt motorcykel, kan det ofte betale sig kun at købe ansvarsforsikring.

Spørg dig selv, om du kan betale reparationerne for eventuelle skader ved en ulykke, for selv et lille uheld kan give store skader, og reservedelene koster det samme, uanset om motorcyklen er ny eller brugt.

På den anden side kommer du ikke udenom at skulle betale en selvrisiko i forbindelse med reparationerne, selvom du har en kaskoforsikring.

Hvis det er småskader som fejl på blinklys eller fodhvilere, kan det i mange tilfælde bedre lønne sig at betale af egen lomme, fremfor at søge erstatning hos forsikringsselskabet, da prisen på din forsikring ofte vil stige som konsekvens af indberetningen af skade.

Hvor erfaren er du?

Har du kørt motorcykel nogle år og har erfaring, vil risikoen for selvforskyldt skade være mindre. Derfor vil behovet for en kaskoforsikring også være mindre, men selv den mest erfarne landevejsrytter kan begå fejl eller være uheldig.

Har du en veteranmotorcykel?

Når din motorcykel fylder 25 år, betegnes den som en klassisk motorcykel. Er den over 35 år gammel, bliver den klassificeret som en veteranmotorcykel.

Begge mærkater giver dig adgang til mere gunstige forsikringer, og du får også en besparelse på ejerafgiften, hvis motorcyklen har kørt længe nok til at kunne betegnes som en veteran.

Mange veteranmotorcykler bærer præg af adskillige reparationer gennem tidens løb. Både originale dele fra en svunden tid og nye reparationer kan derfor blive en bekostelig affære. Har du en veteranmotorcykel, bør du derfor have en fuld kaskoforsikring.

Hvem skal bruge den?

Regner du med at låne motorcyklen ud til familiemedlemmer og venner, bør du have dette i tankerne, når du vælger mc-forsikringen. Flere førere øger nemlig risikoen for skader og uheld. Er I kun to, som deler motorcyklen mellem jer, er risikoen for skader ikke betydeligt større, men skifter motorcyklen ofte hænder, er det en god idé med en fuld kaskoforsikring.

Hvor parkerer du motorcyklen?

Står din motorcykel i en aflåst garage, eller parkerer du den på må og få rundt omkring i byen? Hvor og hvordan du parkerer cyklen, vil have indflydelse på, om du skal have en tyveriforsikring eller ej. Generelt kan man sige, at hvis du tit er bekymret for, om din motorcykel stadig står på sin plads den næste dag, skal du nok have en tyveriforsikring.

Har du andre forsikringer?

I mange tilfælde kan du få et attraktivt tilbud af det samme forsikringsselskab, hvor du har dine øvrige forsikringer. Nogle selskaber tilbyder desuden at overføre din anciennitet fra din bil, hvis du også ejer sådan en, og det gør mc-forsikringen væsentligt billigere.

Du kan også aftale med et andet forsikringsselskab at samle dine forsikringer hos dem i stedet, hvis de kan give dig et bedre tilbud.

Kan du få særlig rabat på din forsikring?

Arbejdsgivere, klubber og foreninger har i nogle tilfælde aftaler med forsikringsselskaber, som giver medlemmerne særlige fordele. Du bør tjekke, om du er omfattet af en af disse aftaler.

En del forsikringsselskaber samarbejder med specifikke motorcykelmærker og tilbyder fordelagtige forsikringer til ejerne af disse motorcykler. Undersøg derfor, om din motorcykel er omfattet af en sådan aftale mellem forsikringsselskab og motorcykelproducent.

Er motorcyklen finansieret gennem lån?

Hvis din motorcykel er finansieret gennem lån eller leasing, er det ofte et krav, at du har fuld kasko på køretøjet. Din låneudbyder kan give dig klar besked. Hos Santander stiller vi krav om fuld kasko på køretøjet ved finansiering gennem lån eller leasing.

Skal du køre banekørsel?

Har du planer om at bruge din motorcykel til banekørsel eller andre former for motorsport, dækker den normale forsikring ikke altid tilstrækkeligt.

Det afhænger af forsikringsselskabet og den konkrete begivenhed eller disciplin. Grib telefonen og ring til dit forsikringsselskab, inden du tager motorcyklen med på banen. Så undgår du en økonomisk lussing, hvis uheldet er ude.

Nogle løb tilbyder deltagerne engangslicens og forsikring i forbindelse med begivenheden, men det er i sidste ende dit ansvar, at der er styr på forsikringen, inden du tager motorcyklen med til et ræs.

Udlandskørsel eller ej?

Før du drager på roadtrip med din motorcykel, skal du tjekke, at du også er dækket i udlandet. De fleste forsikringer dækker kørsel i Europa, men det er ikke altid tilfældet. Ring til dit selskab, hvis du er i tvivl.

Har du bygget din egen motorcykel?

Det giver en helt særlig følelse at bygge eller restaurere sin egen motorcykel. Er du en af dem, som har brugt oceaner af tid på at bygge din egen kværn, er det vigtigt at sikre, at den reelle værdi dækkes og anerkendes af forsikringen.

Er du tilpas dygtig med mekanik og motorcykler, og er du ikke bange for at blive beskidt, kan du også overveje at undlade kaskoforsikringen og klare reparationerne selv.

Hvad mener andre motorcyklister?

Andre mc-ejeres dyrtkøbte erfaringer må aldrig undervurderes. Hold dig derfor ikke tilbage med at spørge andre erfarne motorcyklister om råd, når det gælder service, skadesbehandling og tryghed hos de forskellige forsikringsselskaber.

Du kan finde masser af fora, foreninger og grupper for motorcyklister på internettet, hvis du ikke umiddelbart kender andre personer, som deler din interesse og passion for de tohjulede maskiner.

Hos Santander har vi skrevet en del om motorcykler. Her er nogle artikler som kunne have din interesse: