Ejerskifte af bil: Sådan får du en sikker og problemfri handel
Hvem har ansvar for hvad og i hvilken rækkefølge, når en bil skal skifte ejer? Her får du de bedste råd til en sikker og problemfri bilhandel.
Er det blevet tid til at sige farvel til bilen i garagen og erstatte det tomme rum med en ny og moderne bil i stedet? Så er det vigtigt, at du er opmærksom på en række ting, inden du skriver under på salgskontrakten.
Skal du købe brugt bil?
Bliv guidet til en sikker handel her.
Når en bil skal have en ny ejer, kræver det nemlig en smule forarbejde af både køber og sælger. Det er ikke vanskeligt, men du skal alligevel holde tungen lige i munden, så handlen bliver en positiv oplevelse.
Omregistrering af bilen
Det er vigtigt at få afklaret et helt centralt spørgsmål: Hvem ejer bilen?
Derfor er omregistrering det vigtigste i forbindelse med ejerskifte af en bil. Da bilen indtil nu har været registreret i sælgers navn, skal den omregistreres til køberen, så vedkommende fremover er den nye officielle ejer med ansvar for bilen.
Når man køber en bil, er det en god idé at ordne omregistreringen med det samme. Hvis det ikke er gjort efter tre uger, kan sælger nemlig bede SKAT om at afmelde bilen, og så skal du principielt aflevere nummerpladerne.
Læs også: Tjek hvem der ejer bilen
Du kan omregistrere bilen på flere måder:
Ejerskifte af bil online via Motorregisteret
Siden år 2012 har det været muligt at klare omregistreringen af bilen online gennem SKATs tast selv-service. Det er den letteste og billigste måde at ordne ejerskiftet af bilen på, og det kræver blot, at både køber og sælger medbringer Nem-ID.
Prisen er 340 kr. Vær opmærksom på, at du ikke kan få pengene retur, så sørg for at gennemtjekke oplysningerne en ekstra gang.
Du kan omregistrere bilen online hos Motorregisteret her.
Husk, at bilen i forbindelse med omregistrering skal synes, hvis:
- Bilen ikke er blevet godkendt ved periodisk syn.
- Fristerne for de periodiske syn ikke er blevet overholdt.
- Bilen er registreret i udlandet.
- Bilen har været afmeldt i mere end et år.
Hos motorcenter eller nummerpladeoperatør
Hvis du ikke ønsker at omregistrere bilen online, kan du i stedet omregistrere den på et af de fire motorcentre i Aarhus, Aalborg, Høje-Taastrup eller Odense. Du kan også foretage ejerskiftet hos en nummerpladeoperatør – eksempelvis FDM.
Vælger du en af disse muligheder, skal du medbringe en række dokumenter:
- Original registreringsattest.
- Penge til omregistreringsgebyret.
- Billed-ID (pas, kørekort eller lignende).
- Fuldmagt, hvis du skal omregistrere bilen for en anden person.
- Eventuel dokumentation for, at den nye ejer har ansvarsforsikring (dette kan du muligvis klare digitalt, afhængigt af dit forsikringsselskab).
Prisen hos SKATs motorcentre er 380 kroner plus 100 kroner for personlig betjening, mens det hos en nummerpladeoperatør er 380 kroner plus et gebyr.
Giv dit forsikringsselskab besked
Du behøver ikke at tænke over dette, hvis du omregistrerer bilen i samme øjeblik, den skifter ejer. SKAT sørger nemlig for at give dit forsikringsselskab besked om, at forsikringen skal ophøre på grund af ejerskifte, når de modtager omregistreringen. I samme forbindelse får du som sælger også pengene tilbage for eventuelt forudbetalt vægt- eller ejerafgift.
Tager køber derimod af sted, inden omregistreringen er gennemført, er det vigtigt, at du informerer dit forsikringsselskab om ejerskiftet. Selskabet vil derefter give besked til SKAT om, at forsikringen opsiges om tre uger.
Sikkerhed for betaling
Nu er vi nået til det sidste råd i forbindelse med ejerskifte af en bil. Det giver måske lidt sig selv, men er ikke desto mindre vigtigt at kende, så begge parter undgår at blive snydt.
Som sælger skal du aldrig udlevere bilen til køber, før du har sikret dig købesummen. Sørg for, at pengene er på din konto eller få kontanterne, inden du lader køber køre væk med bilen. Du skal stå fast på dette punkt som sælger, selvom køber lover guld og grønne skove, hvis vedkommende kan vente et par dage med at betale.
Når bilen er blevet omregistreret, får køber en midlertidig registreringsattest – den endelige bliver sendt med posten kort tid efter.
Det kan dog være en god idé for både køber og sælger at lave et midlertidigt salgsbevis også, som begge skriver under på. På den måde har du også i mellemtiden et bevis på, at handlen rent faktisk er færdiggjort, især hvis I – imod anbefalingen – har ventet med at omregistrere bilen.