Alt, du skal vide, før du køber elbil

Står du og overvejer at købe en elbil, eller vil du bare gerne vide mere om elbiler, så læs med her, hvor vi har samlet alt, du skal vide, før du køber elbil. 

Der er vist ikke længere så meget tvivl om, at elbilen kommer – og den er ved at få fart på. Især de store europæiske bilkoncerner har kastet sig over elbilerne. 

Det skyldes blandt andet, at EU presser på for en grundlæggende elektrificering af biler for at gøre dem mere miljøvenlige. Fra 2021, med indfasning fra januar 2020, skal grænsen for den gennemsnitlige CO2-udledning fra nye køretøjer være 95 g/km målt i NEDC-normen.

Det betyder, at vi de kommende år vil se flere og nye elbiler på markedet, hvilket vil komme forbrugerne til gavn, da elbilerne bliver billigere. Det mener Mikkel Thomsager, chefredaktør på Bil Magasinet

»Teknikken bag elbiler er grundlæggende billigere og meget simplere, fordi en elbil består af færre komponenter. Men produktionen af benzinbiler er blevet raffineret gennem mange år, og den optimering kan man ikke bare flytte over til elbiler. Og udfordringen er selvfølgelig også at få produceret nok elbiler,« siger Mikkel Thomsager.

Da det samtidig kan være, at du får lyst til at købe en elbil, når de nye modeller begynder at blive lanceret, har vi her samlet alt, du skal vide, før du køber en.

Hvor stor er afskrivningen på en elbil?

Nissan Leaf er en af de meste sælgende elbiler i Danmark og i resten af EU. Det betyder, at Nissan har gensalgsværdier fra tidligere varianter af Leaf. Nissan har sammenlignet udgifterne forbundet med at købe og køre henholdsvis en Nissan Leaf Tekna og en Qashqai Tekna+ i fem år.

I sammenligningen regner Nissan med en afskrivning på 50 procent for Qashqai, mens Leaf beregnes med en afskrivning på 65 procent. Beregningen viser dog samtidig, at Leaf samlet set har færre udgifter over fem år end Qashqai, hvilket betyder, at man sparer 46.000 kroner ved at investere i en Leaf.

Er en elbil en økonomisk forsvarlig investering?

Den tilgængelige data peger i retning af, at du ikke samlet set er dårligere stillet med en elbil end med en almindelig bil. Du må forvente et højere værditab, men så længe du faktisk bruger bilen, tyder det på, at den billigere drift udligner dette tab.

Læs mere om økonomien i elbiler i denne artikel:
Køb af elbil: Er det økonomisk forsvarligt?

Hvad koster det at lade en elbil?

Et regnestykke, som FDM har foretaget, viser, hvad det koster at lade elbilen samt, hvordan du gør det billigst. Undersøgelsen medregner udgifter til anskaffelse, brændstof, vedligeholdelse og værditab og er udregnet med et årligt kørselsbehov på 20.000 kilometer for en mellemklassebil.

Den viser, at en elbil i 2021 i gennemsnit koster 2,89 kroner pr. kilometer.

Du kan få svar på yderligere spørgsmål om opladning af elbiler her:
Er elbilen en dyr fornøjelse? Så meget koster det at køre elbil

Hvor langt kan en elbil køre?

Elbilens rækkevidde påvirkes blandt andet af bilmodel- og type, hvor kraftigt batteriet er, batteriets alder, temperaturen udenfor samt topografien. En Tesla Model S Plaid kan køre omkring 637 kilometer på en opladning, hvor andre modeller og mærker kører kortere.

Vil du vide mere om elbilens rækkevidde? Så læs med her:
Frygter du at løbe tør? Dette afgør en elbils rækkevidde

Hvad koster det at låne til en elbil?

Et lån til en elbil har de samme vilkår som et hvilket som helst andet billån. Et lån til en elbil er altså hverken dyrere eller mere besværligt end til en benzinbil.

Du kan optage et billån med sikkerhed i bilen, såvel som uden, fuldstændig som med en almindelig bil. Hvis du har mulighed for at betale 20 procent af bilens pris af egen lomme, kan du købe elbilen på en købekontrakt, hvor der lyses pant i bilen. Det giver låneudbyderen en større sikkerhed for lånet, og du får en bedre rente og færre låneomkostninger.

Vi gennemgår økonomien i et lån til elbiler i artiklen herunder. Klik på linket: 
Hvad koster det at låne til køb af elbil?

Hvad koster en elbil?

Længe så det ud til, at registreringsafgiften på elbiler skulle stige i 2020. Stigningen blev dog forkastet ved finanslovsforhandlingerne i november 2019, og registreringsafgiften for elbiler bliver altså på de 20 procent og stiger ikke til 40 procent i 2020, hvilket der ellers var lagt op til. Samtidig med dette bliver bundfradraget på elbiler på 40.000 kroner. Det skulle ellers være steget til 77.500 kroner.

Du kan få elbiler i forskellige prisklasser og herunder kan du se eksempler på tre typiske klasser: 

  • Den billigste: Seat Mii står til at blive den billigste elbil i 2020 med en pris på 149.990 kr.
  • Den almindelige: Nissan LEAF har i flere år været én af de mest solgte elbiler i EU og den koster 249.900 kr.
  • Den mest solgte i 2019: Tesla model 3 blev den absolut bedst sælgende elbil herhjemme i 2019. Den koster fra 374.000 kr.

Hvor hurtigt kan en elbil køre?

Verdens hurtigste elbil er udviklet og designet i Japan, og navnet er “The Owl”. Hyperbilen har 2012 hk og går fra 0-100 km/t på bare 1,69 sekunder. 

Du kan læse mere om elbiler med uhørte hestekræfter i denne artikel:
De 10 hurtigste "hverdags"-elbiler og én helt vanvittig

I den anden ende af spektret finder vi Nissan Leaf. Den rasende populære elbil har ikke samme fut i sutterne som “The Owl”, men går dog stadig fra 0-100 km/t på 7,9 sekunder.

Er du interesseret i "grønne biler" såsom elbiler, hybridbiler eller brintbiler? Vi har skrevet en del artikler, som kunne have din interesse: