Sådan undgår du et skattesmæk
En uventet opkrævning fra Skattestyrelsen er om noget ærgerlige penge at skulle af med. Afhængig af beløbets størrelse kan det påvirke din månedsøkonomi i længere tid og begrænse din økonomiske frihed. Vi gennemgår alt, du skal vide om det frygtede skattesmæk.
For nogle er det forbundet med en vis nervøsitet at åbne årsopgørelsen. Risikoen for, at der ligger en klækkelig regning og venter, kan godt få hjertet til at slå lidt hurtigere, men realiteten er, at det kun forværrer situationen at ignorere den. Derfor har vi allieret os med revisor og Master i Skat & Moms, Christian Bækmark, som giver konkrete råd til, hvordan du kan undgå et skattesmæk.
»Mit vigtigste råd er altid: Få tjekket forskudsopgørelsen, og få den rettet om nødvendigt. Tjek, at Skattestyrelsen har alle oplysninger, for har de ikke information om hele din indkomst, og du tænker “går den så går den”, så risikerer man et skattesmæk, bøder og ved større beløb også mere vidtgående konsekvenser,« fortæller Christian Bækmark, som også er indehaver af PrivatRevision i Aarhus.
Identitetstyveri sker alt for ofte, og det kan få store konsekvenser, men der er nogle forholdsreler du kan benytte til at mindske risikoen. Læs mere her:
Sådan undgår du identitetstyveri på nettet
Skattesystemet er i høj grad baseret på tillid og på, at folk selv kontrollerer og indberetter skatterelevante forhold som indtægter og fradrag. Derfor er konsekvenserne nødvendigvis også hårde, hvis tilliden misbruges, forklarer revisoren.
De overordnede råd fra Christian Bækmark om, hvordan man undgår skattesmæk, lyder:
- Tjek forskudsopgørelsen og få den rettet
- Vær opmærksom på, om du har haft sekundære indtægtskilder så som honorarer
- Indberet eventuelle aktiegevinster og medarbejderbonusser med det samme
- Vær opmærksom på, om dine renteforhold ændrer sig - færre renteudgifter betyder ex. lavere skattefradrag
Hvornår rammer et skattesmæk?
Når Skattestyrelsen laver din forskudsopgørelse, tager de udgangspunkt i den seneste årsopgørelse. Eftersom Skattestyrelsen laver forskudsopgørelsen i slutningen af året, bliver det årsopgørelsen fra året før, som ligger til grund for forskudsopgørelsen.
Helt overordnet kan du blive ramt af et skattesmæk, hvis du har tjent flere penge, end det fremgår af din forskudsopgørelse, og skatten heraf ikke er trukket ved udbetaling.
Det fortæller Christian Bækmark.
»Hvis man er vant til at tjene 300.000 kr. og pludselig tjener 800.000 kr., så vil man i første omgang betale for lidt i skat og eksempelvis ikke betale topskat, fordi topskat kun indregnes i trækprocenten, hvis Skattestyrelsen ved, at man har en indkomst, som ligger over topskattegrænsen,« siger han og fortsætter:
»I forbindelse med årsopgørelsen vil man så få et skattesmæk på mange tusinde kroner, som vil omfatte topskatten på den ekstra indkomst,« siger han.
En anden typisk situation, hvor skatten kan ramme hårdt, er hvis man sælger et hus eller en lejlighed, hvor fortjenesten er skattepligtig, og faktisk tjener på salget. Hvis gevinsten i forbindelse med salget er større end 50.000, kan det få ret store konsekvenser.
»Sælger du dit hus, et sommerhus eller et forældrekøb, skal du nogle gange betale skat af fortjenesten, og har man en fortjeneste på eksempelvis to millioner kroner, kan skatten godt gøre ondt,« fortæller revisoren.
Med så store beløb i skattepligtig gevinst vil det være strafbart ikke at indberette og betale sin skat af gevinsten.
»Indberetter du ikke din fortjeneste til Skattestyrelsen og betaler, hvad du skylder, risikerer du at få en bøde og en frihedsstraf. Du kan altså få en fængselsdom, hvis du ikke betaler skat af din fortjeneste. Det gælder hvis gevinsten udløser en skat på over 500.000 kr.,« forklarer Christian Bækmark.
Bøden og eventuel straf kan ramme uanset, om du bevidst har undladt at betale din skat, eller du blot ikke har været klar over, du skulle betale skat.
Uvidenhed fritager dig ikke for straf.
»Derfor er det så vigtigt at passe på ved salg af fast ejendom,« siger indehaveren af PrivatRevison.
Hvad skal jeg gøre for at undgå et skattesmæk?
For at sikre dig mod at få et skattesmæk, skal du sørge for, at Skattestyrelsen har de rigtige oplysninger om dine indtægter, renter og eventuelle fortjenester i forbindelse med eksempelvis salg af bolig, som nævnt ovenfor.
Det betyder, at hvis der er nogle økonomiske forhold, som ændrer sig, så er det en god idé at opgive disse ændringer til Skattestyrelsen.
»De fleste lønmodtagere har en ret “kedelig”, eller rettere forudsigelig økonomi, som betyder, der ikke er de store udsving fra år til år. Hvis man derimod stiger i løn, eventuelt i forbindelse med et jobskifte, eller der er andre ændringer, så bør man give Skattestyrelsen besked,« fortæller Christian Bækmark.
Skattestyrelsen vil bruge de nye oplysninger til at beregne din skatteindbetaling for året, og fordeler indkrævningen på resten af året.
Det er knap så ligetil for selvstændigt erhvervsdrivende, fordi indtægten godt kan svinge en del fra år til år, og nogle gange fra måned til måned. Ændringer i indberetningen til skat vil i så fald skulle foregå oftere, for at undgå en ekstra opkrævning fra Skattestyrelsen.
Guide: Har du overblik over potentielle relevante fradrag?
Hvornår skal jeg indberette til Skattestyrelsen?
Jo tidligere du indberetter de nye oplysninger til Skattestyrelsen, desto flere måneder er der at fordele indbetalingen over. Derfor kan det bedst betale sig at ændre i din forskudsopgørelse så snart, dine økonomiske forhold ændrer sig.
På den måde vil du mærke mindre til den øgede skat sammenlignet med at vente til sidste øjeblik, hvor du bliver nødt til at betale hele skattebeløbet på én gang. Det er altid bedre selv at tage initiativet, fortæller revisoren:
»Indberetter du på forhånd og betaler med det samme, slipper du også for rentetillæg, og den slags, og det er jo værd at tage med,« siger revisoren.
Hvornår på året skal du have styr på hvad, når det gælder skat? Få svarene i denne artikel:
Her er de vigtigste datoer i skatteåret
Du foretager ændringerne på skat.dk, og du kan betale eventuel ekstra skat af honorarer og bonusser med mere direkte med dit dankort.
»Du kan ændre i din forskudsopgørelse for det kommende år allerede fra november måned og helt frem til 31. december året efter, men som sagt bør du ændre i skatteoplysningerne så tidligt som muligt,« siger Christian Bækmark.