Faldet for et nyt hus? Sådan kan du låne til udbetaling til huset

Hvis ikke du har en opsparing eller penge med fra et boligsalg, kan et privatlån være en fornuftig løsning til at finansiere udbetalingen på din nye bolig.

Som køber skal du selv stille med minimum 5 procent af købssummen for din nye bolig, når du skal have et lån til et hus. Et beløb, som du ikke kan finansiere gennem et realkreditlån eller et sikret banklån. Derfor kræver det, at du har pengene sparet op, eller at du har midler fra den bolig, du bor i nu.

Men hvad gør du så, hvis ikke det er tilfældet? Kan man låne penge til udbetalingen på et hus?

I Danmark kan du låne penge til udbetalingen af et hus via et privatlån, som du kan bruge til at dække udbetalingen på 5 procent af købesummen. Men er det overhovedet en god idé? Vores ekspert guider her til, hvordan du kan finansiere udbetalingen til et nyt hus gennem et fornuftigt privatlån, der i nogle tilfælde sagtens kan konkurrere med de øvrige finansieringsmuligheder.

Er du i tvivl om hvad du kan købe hus for? 
Her kan du få gode råd, så du undgår at sidde for hårdt i et lån

Udbetaling til hus – her er ekspertens bedste råd

Vi har fået Jesper Schou-Nielsen, som er privatlånsansvarlig hos Santander Consumer Bank, til at give dig svar på, om du kan tage et lån til udbetaling.

Når man skal købe bolig, skal man lægge en udbetaling. Hvilke muligheder har man for at låne til det?

»En række låneudbydere tilbyder privatlån, hvor banken ikke forholder sig til formålet.«

»Det er flere steder muligt at låne op til 350.000 kr., og nogle steder endda op til 500.000 kr. på et privatlån. Det gør privatlån til en mulig kilde til at finansiere ”udbetalingen” på et boliglån, da man som boligkøber selv skal stille med minimum 5 procent af købssummen, der ikke kan finansieres gennem realkredit eller sikrede banklån.«

Overvejer du en energirenovering af din bolig? 
Kom i gang i vores store guide til energirenovering

Er det en god idé at tage et lån til udbetaling af hus?

»Det kan være en rigtig udmærket idé. Privatlån kan ofte konkurrere med sikrede bank-/boliglån på renten, og det relativt høje mulige lånebeløb på privatlån kan i mange tilfælde gøre det overflødigt at skulle tage et bank-/boliglån, som i nogle tilfælde kan være dyrere end et privatlån.«

Man ender så med tre lån - hos banken, realkreditinstituttet og lånet til udbetalingen. Er det risikabelt?

»Man behøver ikke nødvendigvis ende med tre lån, fordi privatlånet potentielt godt kan trække banklånet og udbetalingen, så man kan nøjes med et privatlån og et realkreditlån.«

»Det er i sig selv ikke risikabelt, da afdrag på disse lån jo typisk sker via betalingsservice/banktræk, og helt automatisk. Og det kan være et økonomisk fornuftigt alternativ til et banklån at se på et privatlån i stedet.«

Hvordan sikrer man sig, at det bliver en fornuftig løsning at låne til en udbetaling på et hus?

»Det er som udgangspunkt ikke muligt at låne til udbetalingen i ens ”normale” bank, der jo ofte i forvejen står for både realkredit og banklån. Så det kan være det eneste alternativ til at have sparet pengene op, hvis man ikke har penge med fra en tidligere bolighandel.«

»Man skal naturligvis altid se på omkostninger – særligt ÅOP – og vurdere de forskellige muligheder for at finde den billigste og bedste finansieringsmulighed.«

»Men som sagt kan det i nogle tilfælde faktisk godt betale sig at låne til mere end blot udbetalingen, da banklån godt kan være dyrere end privatlån.«

Hvad skal man have overvejet, inden man vælger at låne til udbetalingen af et hus?

»Man er nødt til at regne dette lån med i de samlede omkostninger som boligejer. Særligt som ny boligejer kan det godt overraske, at det ikke blot er terminen, der skal betales. Der er også renovation, ejendomsskat, typisk øgede varme-, vand- og elomkostninger, flere og måske dyrere forsikringer osv., som også kommer med i regnskabet. Så det er afgørende, at man danner sig et samlet overblik over, hvad det koster at sidde i sin nye bolig – inklusive privatlånet.«

»Da afbetaling på et privatlån til boligkøb typisk har en ret lang horisont, og at den samlede afbetaling på en bolig har endnu længere horisont, er det vigtigt, at man tilrettelægger sin økonomi til at kunne fortsætte afdrag måned efter måned eller kvartal efter kvartal i mange år. Det nytter ikke noget, man tænker, at man lige kan klemme ballerne sammen et par år.«

Hvis man ikke har en opsparing til rådighed til at dække 5 procent af boligens købesum, så kan et privatlån altså være en ganske fornuftig løsning. Når du sammenligner et eventuelt lån, skal du huske at kigge på ÅOP og ud fra dette vælge det bedste lån. Lav et samlet budget over alle de omkostninger, som du vil få som ny boligejer, inklusive privatlånet, og vurder ud fra budgettet, om dette er realistisk i din nuværende økonomiske situation.