Mobilbetaling er kaotisk: Teknikken spænder ben for brugervenligheden
Hvis du synes, det virker lidt besværligt at betale med mobilen i en butik, så er det ikke så mærkeligt. Betalingsløsningernes forskellige teknologier spænder ben for brugervenligheden.
Bluetooth, NFC, QR-koder, talkoder, terminaler og små sorte bokse. Skal du betale med din mobil i en butik, kan det være en udfordring at finde den rette metode at gennemføre transaktionen på. Over de seneste år er flere betalingsmuligheder kommet på markedet, og det giver butikkerne grå hår at prøve at følge med udviklingen.
Vil du vide, hvor i Danmark du kan betale med mobilen? Se oversigten herunder.
Det store overblik: I disse butikker kan du bruge mobilbetaling
De forskellige betalingsapps bruger ikke nødvendigvis samme teknologi, og det har givet anledning til den knopskydning, vi i dag ser ved betalingsterminalerne.
Eksempelvis benytter MobilePay Bluetooth Low Energy, BLE, til at kommunikere med terminalen, mens Apple Pay benytter NFC, Near Field Communication.
For den almindelige forbruger er det upraktisk, at betalingsløsningerne ikke bruger samme teknologi, men faktisk er det firmaernes egen politik, der står i vejen. Apple tillader nemlig ikke andre betalingsapps at benytte NFC på iPhone.
Mobilbetaling vinder frem hos danskerne, men Dankort er stadig nummer 1.
Undersøgelse: Dankortet dræber konkurrencen – men mobilbetaling er på fremmarch
»Fordi Apple er så udbredt på markedet, må andre spillere udnytte anden teknologi, for at kunne konkurrere. Derfor blev Bluetooth standarden for mobilbetalinger,« fortæller Søren Jensen, der er CEO i GoAppified.
GoAppified udvikler betalingsløsninger, og har blandt andet udviklet den Bluetooth-teknologi, som benyttes af MobilePay i butikkerne.
»Dengang sagde vi, hvad er den største fællesnævner for mobiltelefoner i hele verden? De har stort set alle wi-fi, og de har alle sammen Bluetooth, og da Bluetooth er en protokol der bruger mindre strøm og er mindre kompliceret sammenlignet med wi-fi, begyndte dem, der konkurrerer på betalinger, at benytte Bluetooth,« siger Søren Jensen.
Denne løsning har dog heller ikke været uden startproblemer. Bluetooth kan i dag række op til 500 meter, men det er upraktisk i en by med mange butikker og ikke mindst i en butik med mange kunder.
»Derfor kalibrerer vi signalet ned til kun 1 cm fra terminalen for at sikre, at det er den rigtige kunde, der betaler,« forklarer Søren Jensen. Når signalet er begrænset, kan et tykt cover på telefonen risikere at blokere for signalet, specielt hvis det er af metal.
Du skal dog stadig selv sørge for, at Bluetooth er slået til på telefonen til at begynde med, og det er lidt af en udfordring. Folk har nemlig været vant til at slå bluetooth fra, for at spare på batteriet. I dag er det imidlertid blot en dårlig vane, mener CEO i GoAppified.
“Mange enheder benytter Bluetooth i dag, og det vil sige, at vi vandrer igennem forskellige økosystemer med Bluetooth alt afhængig af, hvor vi er, og hvad vi er forbundet til,« siger Søren Jensen.
Når teknikken svigter
Mobilbetalinger kan opleves som besværlige og utilgængelige, når teknikken driller eller føles uoverskuelig. Som det ser ud nu, kan du ikke regne med at bruge den betalingsapp, du har på telefonen overalt. Endvidere kan det ske, at selvom du teknisk burde kunne, genkender terminalen alligevel ikke betalingsformen.
Ét af problemerne er, at terminalen ikke kender din intention. Hvis du har tændt for både NFC og Bluetooth, og du både har Apple Pay og MobilePay åbne, så bliver terminalen forvirret.
Kender du mobil-betalingens abc, når det kommer til sikkerhed?
Undgå sikkerhedsbrister: Sådan betaler du sikkert med mobilen
»For hvad skal terminalen egentlig bruge til at kommunikere med telefonen? En terminal er ikke klogere end det, vi fortæller den,« siger Søren Jensen.
Hos GoAppified har de derfor valgt, at ekspedienten simpelthen spørger, hvordan kunden ønsker at betale, selvom det giver en ekstra arbejdsgang. Afhængig af kundens valg, tænder systemet for den relevante tekniske løsning, og så skulle man gerne slippe for problemer.
Så længe teknikken er ustabil, spænder det imidlertid ben for udbredelsen af mobilbetalinger. Det forklarer betalingskonsulent Henning Jensen fra konsulentfirmaet PlusCon, der rådgiver erhvervsdrivende om betalingstjenester.
»Det kaos hæmmer mobilbetalingernes indtog i Danmark, for butikkerne, personalet og kunderne skal bruge noget opmærksomhed på det. Og når det ikke virker, så bliver de irriterede og så smider de løsningen væk, mentalt,« siger konsulenten.
Den bekvemme løsning vinder
I stedet går folk tilbage til det gammelkendte dankort, som nu er blevet kontaktløst og virker stort set hver gang. Det kontaktløse dankort tegner sig for over halvdelen af alle 1,4 milliarder dankorttransaktioner hvert år.
Dankortet er altså dominerende på markedet for kontaktløs betaling, men ifølge CEO hos GoAppified vil den situation ændre sig om få år.
»Dankortet har forberedt markedet for kontaktløsbetaling, men det du ikke har med et kontaktløst, fysisk kort er muligheden for at kommunikere med forbrugeren. Det kan ikke integreres med yderligere services,« siger Søren Jensen.
Apple Pay vinder frem – men du skal bruge et kreditkort som Santander Red.
Derfor skal du bruge et kreditkort med Apple Pay
Ifølge Søren Jensen er services og convenience det, der vil drive mobilbetalinger frem. Apps fra eksempelvis Coop og EasyPark samler kvitteringer, giver dig overblik og, hos Coop, også konkrete fordele i butikkerne. Disse services gør livet nemmere for os, og det vil betyde mere for folk, end hvilket kort der betales med.
»Min loyalitet vil for mig som forbruger ligge hos dem, der udbyder den service, jeg gerne vil have. For det handler om convenience, ikke produktet,« siger Søren Jensen fra GoAppified.
I Asien bruger de kameraet
I den vestlige verden satser vi på avanceret, trådløs teknologi i form af NFC og BLE, men i Asien sværger de til en løsning, som går helt udenom at kommunikere direkte med telefonen.
»I Asien fungerer alle betalinger med en QR-kode, som kunden scanner ved kassen for at gennemføre en betaling. Der bruger de en anden fælles standard, nemlig kameraet,« fortæller CEO i GoAppified Søren Jensen.
Appen bliver derefter parret med den relevante forhandlers id i skyen, så man kan gennemføre betalingen. Det er en “no-nonsense” løsning, som er nem for forhandleren at implementere, og som ikke kræver særlig teknologi på telefonen.
Den trådløse teknologi muliggør dog en lidt hurtigere og mere bekvem betalingsform, når den virker.
»Vi er kommet langt i dag. Løsningerne er der, men du får aldrig en 100% vandtæt løsning, der bare virker. Der vil altid være noget interferens, der vil altid være nogen, som har et cover på telefonen, der blokerer signalet eller en app, der ikke er opdateret,« forklarer Søren Jensen.
Tre gode råd til mobilbetaling
For at mindske risikoen for problemer, når du betaler med mobilen, kan du sørge for:
- At have enten NFC eller Bluetooth slået til afhængig af, hvad appen bruger, men ikke begge.
- At holde din betalingsapp opdateret.
- Ikke at have et tykt cover på telefonen, som kan blokere signalet. Særligt et cover i metal kan give problemer.