Bedre økonomi 03.09.2019
Tekst: Adam Villaume Foto: iStock

Hvordan er du stillet, hvis nogen optager et lån i dit navn?

 

Det er en situation, vi alle frygter, men hvordan er du egentlig stillet, hvis nogen optager et lån i dit navn? Få svaret i denne artikel.


En uventet regning? Du holder styr på dine udgifter, og du kender bevægelserne på dine konti, men nu har du fået en opkrævning på første ydelse af et lån, som du ikke kender noget til. Hvad gør du?

VIDEO: Disse 5 fejl må du ikke begå, når du tager et lån. 
Læs om de 5 kritiske fejl i artiklen her.

I takt med at vores liv er rykket online, er der kommet muligheder og services til, som gør vores liv nemmere og mere belejligt. Det betyder imidlertid også, at svindlere har mulighed for at lave stor ravage online, hvis de først får opsnappet dine personlige oplysninger.

Alle de vigtige og betydningsfulde handlinger online kræver typisk NemID og dermed CPR-nummer, kodeord og nøglekort, og det skaber en høj grad af sikkerhed i de fleste tilfælde. Det betyder imidlertid også, at skulle svindlere få fat i disse oplysninger, kan de optage lån i dit navn.

 

Et stort problem

Næsten dagligt får Santander henvendelser fra folk, som har mistanke om, at nogen har misbrugt deres oplysninger til at optage et lån. Det fortæller fraud analyst (svindelanalytiker) hos Santander, Stephen Rasmussen, som kalder identitetstyveri et stort problem.

»Vi har fået 60 nye henvendelser i løbet af de første tre måneder af 2019, og det er mange, og vi ved, det også gælder de andre låneudbydere, for vi har løbende kontakt med vores konkurrenter om problemet,« siger han.

Hvordan undgår du identitetstyveri på nettet?
Få svar i artiklen: Sådan undgår du identitetstyveri på nettet

Det sker nemlig jævnligt, at svindlere har optaget lån flere forskellige steder med de samme oplysninger inden for kort tid, og derfor skal du være opmærksom på, om der er flere steder, dine oplysninger er blevet misbrugt.

 

Hvem hæfter for lånet?

Skulle uheldet være ude, og svindlere har lånt penge med dine oplysninger, foretager låneudbyderen en individuel vurdering af situationen, men i de fleste tilfælde er det dig som utilsigtet kunde, der hænger på lånet.

»Som udgangspunkt dækker vi ikke, men det er en individuel vurdering med udgangspunkt i, hvordan svindlerne har fået fat i oplysninger og offerets rolle heri,« fortæller Stephen Rasmussen.

Det betyder, at det er dig, der hænger på regningen og altså skal betale lånet tilbage, selvom det er et lån, du ikke selv har godkendt, og selvom du ikke selv har nydt godt af pengene.

»Det kan virke lidt hårdt, men grunden er, at vi endnu ikke har set beviser for, at NemID kan hackes, og offeret typisk selv har opgivet CPR-nummer, kodeord og oplysninger fra nøglekort til svindlerne,« forklarer han.

Her er de vigtigste datoer for skatteåret 2020.
Har du styr på dine skatteforhold og deadlines i 2020? Se vores oversigt her.

Offeret har dermed “handlet erstatningspådragende”, som det hedder, og må derfor stå til ansvar for de aftaler, der er indgået.

»Man må indfri lånet, det er den eneste måde at komme ud af det på. Vi kan selvfølgelig kigge på afdragsordningen og eventuelt lave den om, så den passer bedre til din økonomi, men lånet skal betales tilbage,« fortæller han.

Det er kun i tilfælde, hvor svindlerne har opsnappet dine personlige oplysninger uden din medvirken, at Santander kan eftergive gælden. Låneudbyderen mister pengene, hvis gælden eftergives, så du skal kunne dokumentere forløbet, og det sker ifølge analytikeren kun sjældent.

Pas på dine oplysninger

Den mest almindelige form for identitetstyveri kaldes Social Engineering, og den handler om, at svindlerne franarrer dig dine personlige oplysninger ved at give sig ud for at arbejde for eksempelvis SKAT, politiet, NETS eller din egen bank.

Den første kontakt kan ske via Facebook, chat eller et forum, hvor en person tager kontakt til dig, og beder om nogle oplysninger, hvilket du finder mistænkeligt, hvorfor du afviser dem. Det næste, der sker, er, at du bliver kontaktet af én, som udgiver sig for at være fra en myndighed som politiet.

Vedkommende fortæller, at politiet har holdt øje med, hvad der er sket, og at du nu har pligt til at hjælpe myndighederne ved at fremsende dit cpr-nummer og kodeord til NemID samt et billede af dit nøglekort, så politiet kan efterforske sagen.

I virkeligheden er det bare en svindler, og politiet eller andre myndigheder og offentlige institutioner ville aldrig bede om at få fremsendt dine oplysninger.

»Vi har grundlæggende stor tillid til hinanden i Danmark, og det er på mange måder godt, men i forhold til identitetstyveri er det lidt en hæmsko,« siger Stephen Rasmussen, som dog også ser et mønster i, hvem der bliver udsat for denne type kriminalitet.

Undgå sikkerhedsbrister: Har du styr på sikker betaling med mobilen?
Læs guiden: Sådan betaler du sikkert med mobilen

»Social engineering er typisk målrettet nogle bestemte personer. Folk, som har brug for hjælp i hverdagen, og som er lidt mere modtagelige overfor svindlernes indsats,« fortæller han.

Det kan eksempelvis være personer, der bor på sociale bosteder eller, ældre og andre, som måske ikke har det samme overblik i hverdagen, og for hvem det digitale univers kan virke uoverskueligt og fremmed.

 

Du ser det ikke, før det er for sent

Hvis nogen misbruger dit betalingskort, vil du typisk kunne se nogle træk på din konto, som du ikke kan genkende, og på den måde opdage misbruget. Det forholder sig desværre lidt anderledes, hvis nogen optager et lån med dine personlige oplysninger.

Ofte opdager du først, at nogen har misbrugt dit NemID til at optage et lån, når du modtager en opkrævning fra låneudbyderen. Det forklarer Stephen Rasmussen.

Hvis svindlerne optager et lån på 50.000 kr., vil beløbet således ikke figurere på nogle af de konti, du selv har adgang til, og du vil derfor ikke få vakt din mistanke før måneder senere, når den første ydelse på lånet skal betales.

»Svindleren har typisk brugt en anden mail og et andet telefonnummer til lånet end dit, og derfor får du heller ingen bekræftelser på lånet eller anden kommunikation, før den første regning,« fortæller Stephen Rasmussen.

Er dit betalingskort blevet misbrugt?
Læs, hvad du skal gøre for at få pengene igen, hvis de kort er blevet misbrugt.

 

Hvad skal du gøre, hvis uheldet er ude

Hvis der pludselig dumper en regning ind, du ikke kan genkende, bør du handle hurtigt. Herunder præsenterer vi Santanders prioriterede liste over, hvad du bør gøre, hvis uheldet er ude:

  1. Tjek NemID-log: Alle handlinger, der er godkendt med NemID, bliver gemt online, og logger du ind på NemID, kan du se en oversigt kaldet en hændelseslog.
  2. Tjek NemKonto: Logger du ind på NemKonto, kan du se, om den er blevet ændret, hvornår det er sket, og til hvilken konto den har været tilknyttet.
  3. Spær eventuelt din NemID: Det er effektivt til at undgå yderligere misbrug, men det betyder også, at du ikke selv kan benytte dit NemID, så tænk det igennem.
  4. Anmeld misbruget til politiet: Det er vigtigt, for selvom de måske ikke kan gøre det store, skal du bruge kvitteringen i din kommunikation med banker og forsikring.
  5. Kontakt låneudbyder: Forklar dem situationen og fremsend nødvendig dokumentation.
  6. Kontakt egen bank: De kan hjælpe med at gennemgå dine kontobevægelserne og sikre mod yderligere misbrug af dine aftaler i banken.
  7. Kontakt forsikringsselskab: Undersøg, om din indboforsikring måske dækker, eller om forsikringsselskabet måske yder hjælp til sagsomkostninger og lignende.


Bliver du ramt af identitetstyveri flere gange, kan du overveje at udnævne en økonomisk værge. På den måde kan svindlere ikke optage lån med dine oplysninger alene, da værgen også skal godkende lånet.

Du kan også ansøge om at blive fritaget for NemID. Det gør igen dit liv lidt mere besværligt, men det vil sikre dig mod misbrug.

Endelig er der den mulighed, at du kan få tildelt et nyt CPR-nummer. Det er drastisk og skal godkendes hos CPR-kontoret under Økonomi- og Indenrigsministeriet, men i nogle tilfælde er det den eneste udvej.

Ekspert-tips: Sådan styrer du din økonomi med et bedre budget. 
Få gode råd til at lægge et smart budget, der giver dig flere penge mellem hænderne.

Identitetstyveri på dette niveau kan virke meget skræmmende, fordi konsekvenserne potentielt er store, men husk på, at du trods alt selv kan gøre noget for at undgå, at det sker for dig.

»Moralen er, at uanset hvem der kontakter dig, må du aldrig nogensinde opgive CPR-nummer, NemID, kodeord og nøglekort, lige meget hvem det er,« understreger fraud analyst hos Santander, Stephen Rasmussen.