Hvad koster det at låne 350.000?

Låntypen betyder meget for, hvad du kommer til at betale for et lån, især ved højere lånebeløb. I denne artikel får du indblik i omkostningerne, når du låner 350.000 kroner.

Står du overfor et større renoveringsprojekt i boligen, eller skal du måske låne penge til et indskud i en ny bolig, kan det være nødvendigt at låne op mod 350.000 kr. De økonomiske konsekvenser af at vælge et lån, der ikke passer til din økonomi, kan være store.

Derfor gennemgår vi her, hvilke lånemuligheder du har, og hvad de koster, når du låner 350.000 kr.

De præcise vilkår i ethvert lån er individuelle. Det betyder, at du først kender den præcise rente og de præcise omkostninger, når du får et konkret tilbud på et lån fra en låneudbyder, for eksempel fra en bank eller et pengeinstitut. Derfor kan vi ikke i denne artikel finde frem til ét sæt af omkostninger på et lån, som gælder alle.

Har du styr på begreber som ÅOP og kreditværdighedsvurdering?
Bliv klogere på lånets begreber med denne guide

Vi kan til gengæld opstille nogle eksempler, og ud fra forskellene i disse kan du få indsigt i prissammensætningen på et lån og på den måde komme nærmere, hvad et lån vil koste for dig.

Hvor kan man låne 350.000 kroner?

Når du har brug for et lån på 350.000 kroner, kan du både benytte dig af privatlån, som også kaldes forbrugslån, og realkreditlån, hvis du vel at mærke har en bolig med tilstrækkelig friværdi. Det vender vi tilbage til.

De to låntyper finder du hos henholdsvis realkreditinstitutter og banker og andre låneudbydere.

Med et lånebeløb på omkring 350.000 kroner vil realkreditlånet give den bedste rente, men vil også have høje etableringsomkostninger. Privatlånet har lave etableringsomkostninger, men en højere rente, og med et forholdsvist højt beløb kan renten betyde store forskelle på omkostningerne ved lånet.

Hvad koster et privatlån på 350.000 kroner?

Et privatlån er et lån, hvor der ikke stilles sikkerhed for lånet. Det er det, som gør privatlånet billigt at etablere, fordi der ikke skal optages pant. Når der ikke stilles sikkerhed, tager banker og pengeinstitutter til gengæld en højere rente for lånet.

350.000 kroner er det højeste beløb, du kan låne uden at stille sikkerhed hos eksempelvis Santander Consumer Bank.

Generelt egner privatlånet sig derfor bedst til lidt lavere beløb, som betales tilbage over forholdsvis kort tid. Der kan dog opstå situationer, hvor privatlånet er den bedste mulighed, eller måske den eneste mulighed for at få et lån, og så er det godt at kende den økonomiske ramme.

Privatlånet har typisk en løbetid på maksimalt 15 år. Låner du 350.000 kroner, skal du derfor indstille dig på, at den månedlige ydelse bliver forholdsvis høj. Og der er ikke mulighed for “afdragsfrihed”, når du tager et privatlån.

Når blot din økonomi kan bære denne udgift, betyder det til gengæld, at lånet vil være hurtigere tilbagebetalt sammenlignet med et realkreditlån, som typisk løber i op til 30 år.

Omkostningerne ved et privatlån på 350.000 kroner hænger sammen med disse tre forhold:

  • Renten
  • Løbetiden
  • Etableringsomkostningerne

Et privatlån har typisk en variabel rente, og det betyder, at renten kan ændre sig over tilbagebetalingsperioden. Låneudbyderen sætter en ramme for renten på privatlånet, men det er din konkrete økonomiske situation, som bestemmer, hvilken rente du vil få tilbudt.

Du bestemmer selv løbetiden på privatlånet, og da den har stor indflydelse på den månedlige ydelse, og lånets endelige pris, er det en god idé at bruge noget tid på at finde den rigtige løbetid.

Det er vigtigt at kende sit økonomiske råderum, når man tager et lån.
Lær hvordan du kan lægge et budget med denne videoguide

Bruger du en låneberegner på nettet, kan du hæve og sænke løbetiden, og se hvad der sker med ydelsen og de samlede omkostninger på lånet. På den måde kan du justere løbetiden til, så du finder en balance, som passer til din økonomi.

Konstanten i omkostningerne er etableringsomkostningerne, for de vil være de samme uanset lånebeløb, løbetid og rente.

Er 350.000 for meget?
Se hvad det koster at låne 100.000 kroner.

350.000 kroner med Santander Privatlån Plus

I det næste ser vi på et par eksempler på privatlån fra Santander, og hvad det koster at låne 350.000 kroner.

Det første eksempel viser et lån på 350.000 kr. og en tilbagebetalingstid på 10 år.

  • ÅOP 4,71%
  • Variabel debitorrente 3,90%
  • Samlede kreditomkostninger 87.503 kr.
  • Samlet tilbagebetaling i alt 437.503 kr.
  • Månedlig ydelse 3.646 kr.

I dette eksempel koster det altså 87.503 kr. at låne 350.000 kr.

Hvis vi sætter løbetiden op til de maksimale 15 år, ser eksemplet imidlertid således ud:

  • ÅOP 4,50%
  • Variabel debitorrente 3,90%
  • Samlede kreditomkostninger 128.910 kr.
  • Samlet tilbagebetaling i alt 478.910 kr.
  • Månedlig ydelse 2.662 kr.

Nu er den samlede pris for lånet steget til 128.910 kr. for at låne 350.000 kr. Til gengæld er den månedlige ydelse beskåret med næste 1.000 kr. Den lave månedlige ydelse kan gøre det nemmere at passe lånet ind i din økonomi, så selvom du ender med at betale mere, kan det være det rigtige lån for dig.

Hvis du ønsker at kende den præcise rente, du kan få på et lån, skal du indhente konkrete tilbud fra låneudbyderne. På hjemmesider som MyBanker og LendMe kan du indhente tilbud fra flere låneudbydere med samme ansøgning, og det giver dig derfor et nemt overblik over dine muligheder.

Hvad koster et realkreditlån på 350.000 kroner?

Har du friværdi i boligen på mere end 350.000 kroner, kan du måske låne beløbet hos et realkreditinstitut. Det kan være, du har betalt en stor del af et eksisterende lån ud, siden du købte boligen, eller måske er boligen blot steget markant i værdi. Hvis det sidste er tilfældet, skal du huske på, at værdien kan falde igen, og du kan potentielt komme i klemme økonomisk, hvis du belåner friværdien.

Med et realkreditlån kan du belåne op til 80 pct. af boligens værdi og samtidig stille sikkerhed for lånet i din bolig. Det giver dig generelt lave renter, og desuden giver realkreditlånet ofte mulighed for afdragsfrihed i en periode.

Etableringsomkostningerne er ret høje på realkreditlån, men med et lånebeløb på 350.000 kan det bedre svare sig end ved lavere lånebeløb, hvor etableringsomkostningerne ofte “æder” fordelen ved de lave renter.

De store banker og realkreditinstitutter har særlige låneberegnere på deres hjemmesider, som kan hjælpe dig med at få indblik i, hvad et realkreditlån vil koste i din situation. Du finder dem eksempelvis her hos Realkredit Danmark og TotalKredit.