Gå til hovedindholdet

Gravid? Sådan undgår du kaos i økonomien

En lille ny betyder store ændringer for din økonomi, men her fortæller vi, hvordan du sikrer overblikket, så du kan holde fokus på dit barn.

»Hovsa« er typisk ikke tegn på noget godt, og for en ung, nystartet familie, er der mange potentielle hovsa-øjeblikke: Hovsa, barnevognen gik i stykker. Hovsa, jeg får ikke løn under barsel. Hovsa, babysvømning koster 1.360 kr.

Din økonomi ændrer sig med dit første barn, der er mange udgifter at holde styr på og selv få hovsa-øjeblikke kan få en sårbar økonomi til at vælte.

Derfor er det en god idé at lægge et budget, når du venter en baby, da det giver stabilitet og mulighed for at prioritere, hvordan du bruger dine penge. Et budget kan gøre to ting. Dels kan det udjævne nogle store omkostninger, og så kan det opbygge lidt polstring, så du kan håndtere de uforudsete udgifter.

Trænger dit privatøkonomi til forandring? Vi har samlet vores bedste råd.
Få gode råd til din privatøkonomi i sektionen "Bedre Økonomi".

Og der ér mange løbende udgifter forbundet med at have børn. De vokser, tøj bliver slidt og ting går i stykker. Forskellen fra da det bare var dig selv, er, at det nu går ud over et andet menneske, dit barn, hvis ikke du har råd til at købe nyt.

Hvis du er alene, og trænger til nye sko, så kan du vælge at lade være med at købe nogen, men når du har børn, som er vokset ud af deres vinterstøvler, så har du ikke på samme måde den mulighed for at lade være og bare sige, “så har du ingen vinterstøvler, junior”.

Få overblikket med et budget

Start med at lægge et budget for, hvordan din økonomi ser ud i dag. Det giver dig et overblik over dine indtægter og udgifter, samt dine nuværende forbrugsvaner. Når du herefter lægger et budget for tiden, efter du har fået barn, vil du nemt kunne identificere et eventuelt behov for at justere dit forbrug.

Tips til et baby budget, der giver ro.
Undgå økonomisk stres – lav et baby budget.

Når du lægger et babybudget, så er det en god idé at undersøge dine ansættelsesforhold, for der er forskel på, om man får fuld løn under barslen, en del af barslen, eller om man er afhængig af barselsdagpenge under hele sin orlov. Barselsdagpenge vil for de fleste betyde en nedgang i indtægterne, og det er vigtigt at have med i budgettet

Samtidig betyder barnets ankomst ikke kun nye udgifter, idet du kan se frem til at få udbetalt børne- og ungeydelse, også kaldet børnepenge. Ydelsen udbetales hver tredje måned og skal selvfølgelig med i budgettet.

Når du lægger budgettet, kan du med fordel tilføje mere langtidssigtede udgifter som børnefødselsdage, jul og måske en konfirmation.

Det er ikke nødvendigvis alt, du skal tage med i budgettet, men for nogle betyder detaljerne meget. Tommelfingerreglen lyder, at jo mere skrøbelig din økonomi er, jo højere detaljegrad skal dit budget have, så du kan planlægge efter det og sætte penge af i tide.

Har man en mere rummelig økonomi, er det ikke lige så vigtigt, men for nogle kan det godt være et problem, at børnene pludselig skal til børnefødselsdag, og der er det vigtigt, at man har lagt et budget, som tager højde for de her ting.

Hvad koster det at få et barn? Se et baby-budget.
Vi guider til en sund økonomi som nybagte forældre.

Er du i tvivl? Brug en skabelon

De fleste kan nok finde ud af at tage deres faste udgifter og indtægter og lægge dem ind i et budget, men for at være sikker på, at du har husket det hele, kan det være en god idé at bruge en skabelon.

Fordelen ved at bruge en skabelon er, at man nogle gange bliver opmærksom på ting, man havde overset. Én ting er, at strukturen er lavet på forhånd, men der er også forslag til alle mulige udgifter, så man bliver mindet om som ejendomsskatten, Netflix-abonnementet og rejsekortet.

Der findes forskellige budgetskabeloner på nettet, og hos Finanstilsynet på raadtilpenge.dk finder du en step-by-step guide, der fører dig gennem processen og tillader, at du gemmer eller downloader det endelige budget.

En budgetkonto giver ekstra frihed

En budgetkonto samler alle ens faste og halvfaste udgifter på én konto, og der overføres et fast beløb til denne konto hver måned. På den måde kan den supplere dit budget ved i sig selv at samle udgifterne, så du ikke skal kigge på flere konti. Derudover fungerer budgetkontoen som en opsparing til måneder med store faste udgifter.

Rent mentalt ved man jo, at de penge, der står på budgetkontoen, er brugt. Det kan godt være, de først bliver brugt om tre måneder, men de er væk, så du kan ikke købe den der kjole for pengene på budgetkontoen, fordi så mangler du dem til noget andet senere.

Omvendt ved du, at du frit kan råde over de penge, der er tilbage, når der er overført til budgetkontoen, uden at være bekymret for de faste udgifter næste måned.

Børnepenge og barselspenge – har du brug for et overblik?
Forstå reglerne for børnepenge og barselspenge på 2 minutter.

Økonomiske prioriteter skifter

Det er helt almindeligt, at du udvikler en ny prioritering af din økonomi, når du bliver forælder. Dit barns behov tager en naturlig førsteplads, og selvom vinterstøvler ikke er spændende, så er de vigtigere end at komme ud og spise på restaurant.

Det er ofte i forbindelse med det første boligkøb eller det første barn, man lægger det første budget, for det er dér man for første gang er nødt til at tænke over, at man har nogle forpligtelser overfor andre mennesker.