Fuldmagt
En fuldmagt er et juridisk dokument, der giver en person (fuldmægtigen) retten til at handle på vegne af en anden person (fuldmagtsgiveren). Dette dokument tillader fuldmægtigen at træffe beslutninger og udføre handlinger, såsom at underskrive dokumenter, foretage økonomiske transaktioner eller repræsentere fuldmagtsgiveren i juridiske anliggender.
Fuldmagter kan være generelle eller specifikke, tidsbegrænsede eller permanente, og er ofte brugt i situationer, hvor fuldmagtsgiveren ikke kan handle selv. Det er vigtigt, at en fuldmagt udformes korrekt for at sikre, at den er gyldig og opfylder fuldmagtsgiverens ønsker.
3 typer af fuldmagter
Der findes primært tre typer fuldmagter:
1. Almindelige fuldmagter: Disse kan bruges til alt fra simple opgaver, som at hæve penge i banken eller hente en pakke på posthuset, til generelle beføjelser på alle tænkelige områder.
2. Fremtidsfuldmagter: Disse træder i kraft under bestemte omstændigheder, for eksempel ved manglende beslutningsdygtighed, og kan dække både økonomiske og personlige forhold, såsom at betale regninger, sælge en ejendom eller søge offentlig hjælp.
3. Digitale fuldmagter: Disse giver dig som fuldmagtsgiver mulighed for at lade en fuldmægtig repræsentere dig ved digitale selvbetjeningsløsninger fra offentlige myndigheder. Det vil sige, at den fuldmægtige eksempelvis kan ansøge om offentlige ydelser.
Hvem kan oprette en fuldmagt?
Alle myndige personer, altså folk over 18 år, der er ved deres fulde fornuft, kan oprette en fuldmagt. Personen bestemmer selv, hvem og hvor mange der skal være fuldmægtige – dog skal den fuldmægtige ligeledes være over 18 år.
Det er vigtigt, at der er høj tillid mellem dig som fuldmagtsgiver og den fuldmægtige, da sidstnævnte får adgang til dine personlige oplysninger og magten til at handle på vegne af dig. Misbruges denne magt, kan det få store konsekvenser.
Hvordan laver man en fuldmagt?
Der findes ikke et lovkrav eller en bestemt formel for, hvordan en fuldmagt skal udformes. Dog skal den være så præcis som mulig, så der ikke er nogen tvivl om, hvor stort et område den dækker. En god idé vil være at nævne specifikt, hvilke handlinger og områder fuldmagten skal dække.
Du kan enten oprette en generalfuldmagt, der dækker bredt, eller separate fuldmagter til specifikke områder. Det kan eksempelvis være, at én person får ret til at varetage dine personlige forhold, mens en anden får ansvar for dine økonomiske forhold.
Er du i tvivl om, hvordan det udformes bedst, kan du få en advokat til at skrive fuldmagten for dig, så du ved, at det bliver gjort korrekt.
En fuldmagt træder i kraft, når den er både underskrevet og dateret af fuldmagtsgiveren – medmindre du eksplicit nedskriver i fuldmagten, at den først træder i kraft på et senere tidspunkt